Jeg har længe følt mig provokeret af Dansk Knivforenings logo. Ikke af selve billedet - for det er en smuk kniv og et æstetisk ganske velvalgt logo - men af, at denne knivform i knivmagerkredse igen og igen omtales som en ’kvindekniv’. Det, der som arkæolog generer mig er, at man med denne etiket forsimpler jernaldermenneskets opfattelse og brug af knive. Og for hver gang benævnelsen ’kvindekniv’ anvendes, så cementeres det som en almen gyldig sandhed, at denne knivform alene har været forbeholdt et bestemt køn.
Dansk Knivforenings logo er en stiliseret gengivelse af en enægget, hjørneskaftkniv med let svajet od og oprullet tange. Denne knivform er - i en række variationer - ganske velkendt fra hele det nuværende Danmark, hvor den fortrinsvis er fundet i grave anlagt i de første par hundrede år efter Kristi fødsel. Og skønt adskillige af knivene først har været med på ligbålet og siden har tilbragt totusind år i jorden, så er det stadig nemt at se, at de oprindeligt har været meget smukke. Det har været ren, strømlinet brugskunst og en nydelse for øjet.
Men det er ikke rigtigt, at de udelukkende ligger i kvindegrave. Fakta er, at de også ligger i kvindegrave. Så sandsynligvis er knivformen ikke knyttet til et bestemt køn, men snarere til en bestemt praksis, et bestemt erhverv eller måske til en bestemt social identitet. Og det er derfor, arkæologer foretrækker at karakterisere dem ved deres form og ikke ved deres (mulige) tilhørsforhold.
Som den lille svajede kniv, der blev fundet i en urnegrav i Drengsted, Sønderjylland. Det er uvist om urnen rummede de brændte ben af en mand eller kvinde, barn eller voksen, rig eller fattig – men læg mærke til den lille knop, der afslutter knivens tange. Mange af de små, svajede knive i området har netop dette karakteristiske kendetegn. Måske blev de smedet af samme smed, eller i det samme værksted.
Dansk Knivforening er bestemt ikke alene om at optræde i rollen som sandhedsmagere. Blandt arkæologer spøger begrebet ’rageknive’. Altså en fortidens barberblade, der måske er navngivet under indtryk af de glatbarberede moselig fra Tollund og Grauballe. ’Rageknive’ er halvrunde knivblade uden tange eller skaft. Flere er fundet i futteraler af bark, læder eller skind og hyppigt sammen med våben. Metallurgiske analyser viser, at mange halvrunde knive er smedet af jern med et ganske højt (0,9 %) indhold af fosfor. Vi ved ikke, hvad de har været anvendt til, men eksperimentel-arkæologiske forsøg (hvor kun mænd, der normalt barberede sig med kniv deltog) sandsynliggjorde, at det ikke var som rageknive.
Heldigvis er der ingen, der har patent på fortiden. Heller ikke på, hvilke etiketter vi i dag vælger at sætte på de knive, der blev anvendt for længe siden. Det er klart, at knivmagere har brug for termer, der præcist karakteriserer de enkelte knivformer. Men som arkæolog – og som forsker lønnet af offentlige midler - må det falde i min lod at være den, der gør opmærksom på, at verden ikke er så enkel endda. Det var den heller ikke i jernalderen.
