Let gang på tynd is

- lektor lyngstrøms uni-krimi i firetyve dele


Satans! Han gik en gang rundt om bilen. Sparkede til dækkene. Satans, satans, satans. Året var ellers begyndt så godt. Med orden i økonomien, aftalerne og ægteskabet. Og nu var alt bare kaos. Igen.
Lige nu forekom det ham, at de sidste mange år af hans liv havde været én lang, mørk tunnel, hvor han stort set ikke havde bestilt andet end at undskylde sin egen eksistens. Kun afbrudt af konstant dårlig samvittighed over et eller andet. En eller anden følelse af ikke at slå til. Ikke, at han kunne sætte fingeren nøjagtigt på, hvad det var. Men et eller andet, der tilsyneladende manglede inde i ham selv. Alle andre vidste jo, hvordan man gjorde. Det eneste han vidste var, hvordan han skulle rette ind. Men det var han til gengæld også god til. Rigtig god.
Han vendte sig om og stirrede arrigt op mod den grimede betonbygning, hvor det sammensunkne juletræ udsendte sit blinkende Mayday. En sur, halvgammel mand, der stod på en parkeringsplads og sparkede til sin bil. Han åbnede døren til passagersædet. Hun var stadig helt varm under frakken, men hendes fingre var stive og kolde. Der var ikke langt hen til containeren og nøglen havde han i brystlommen. Satans.


Fortiden ….

Den gang for længe siden, da den gamle Doktor kom hjem fra Siam, havde han brændt alle de breve, der havde samlet sig i hans fravær. Hvis nogen ville ham noget, måtte de skrive igen. Det var der så to, der gjorde. Den ene af dem var Lassen. Og efterhånden som alle årene var gået, var Lassen også blevet klar over, hvem den anden var.

Lassen havde altid forestillet sig, hvordan Doktoren kom ind på kontoret - endnu med kufferten i hånden og rejsefrakken over skulderne. Hvordan han fik øje på den enorme bunke breve på skrivebordet og så - med en rask bevægelse - fejede dem alle sammen ned i papirkurven for straks at sætte en tændstik til. Lassen så det som en ren, klar ild. Især så han alle de farvestrålende frimærker fra hele verden og de tykke, brune kuverter, der krøllede sammen i varmen. Men dog. Det var faktisk sådan, at Lassen slet ikke vidste, om Doktorens kontor - det var dengang faget endnu lå på museet - havde været forsynet med en papirkurv af metal. Han vidste heller ikke, hvor stor bunken havde været, eller om det var Doktoren selv, der havde brændt den af. Måske havde han ringet til sin sekretær fra lufthavnen og bedt hende om at ordne det fornødne. Eller måske havde han taget bunken med hjem og smidt den i kaminen. Selve hændelsesforløbet lod sig ikke rekonstruere og var vel egentlig også ganske uden betydning.



Da Lassen havde skrevet det andet brev, kom der omgående svar. Meget kunne man sige om Doktoren. Men lang i spyttet var han ikke. Det lakoniske svar lød, at materialet, 1:1-tegninger, fotografier og lommebøger skulle sendes anbefalet til en adresse i Nordvestjylland. Omgående.

 

Lassen var ung adjunkt dengang. Fuld af ideer, som han mente sig benådet til at virkeliggøre. Og en potentiel svigersøn. Dengang forekom det arkæologiske liv stort og uendeligt. Og Doktoren var autoriteten, der kunne åbne porten. Han var Doktoren. En mand af stor fysisk styrke. Lassen havde været på adskillige gravninger med ham. Havde set ham fladeskovle enorme arealer i bagende sol. Kravle som et kattedyr i træer og på wienerstiger for at få det bedste overblik på en lokalitet. Lassen havde også været med ham de lange nætter ved arbejdsbordet, hvor brikkerne faldt på plads og sammenhænge blev set. Så selvfølgelig blev det hele sendt. Omgående.

Ugen efter var Lassen i audiens. Oppe på den uendelige, dybviolette hede, hvor digevoldenes jernalderlandskab strakte sig under den åbne himmel. Her boede Doktoren tilsyneladende flere måneder hver sommer. Uden for lands lov og ret i et stort, gammelt hus uden indlagt vand og telefon. Alene med sin kone og et blegt barnebarn. En datter af Suzannes langt ældre søster. Det var den gennemsigtige pige med fregnerne og de sartrøde fletninger, der trak vand op fra brønden foran huset – iskoldt vand, der altid var fyldt med frøer. Ganske små brunlige dyr med klare øjne. Måske sad de på spring dernede i dybet og hoppede så op i spanden, når den skramlede forbi. Man ved aldrig med frøer. Slet ikke med de frøer, hvis bevægelsesmønstre man genkalder sig efter mange år. 

Men det var ved den lejlighed Lassen for første gang mødte fruen og blev slået af den ejendommelige kontrast hun med sit aristokratiske væsen dannede til Doktoren, til det primitive hus og til naturen. Hun trykkede Lassen i hånden. Reserveret og køligt, mens de gråblå øjne dannede sig et indtryk af den unge mand foran hende. Gennem årene havde hun set mange komme til Doktoren, unge, ubeskrevne blade - som Lassen.

Efter te og sandkage var posernes indhold blevet hældt ud på papir og studeret med fingerspidserne under skrivebordslampen. Kobberfragmenterne var skubbet frem og de to ornamenterede stykker forsigtigt løftet og drejet med pincetten. Alle stykkerne var ganske tynde og rullet om noget, der med det blotte øje lignede plantefibre. Luppen var anvendt. Lommebøger og plantegninger kontrolleret. Så havde Doktoren ihærdigt viftet cerutrøgen væk med den dårlige hånd, spidset blyanten med kniven og set direkte på Lassen bag tobakstågen. ”De er vel klar over, at dette må blive i fortrolighed mellem os?”

Den aristokratiske kone var ude at spadsere med dyrlægens datter. Men døren stod åben ind til stuen, hvor barnebarnet sad og tegnede ved marmorbordet. Hun kunne ikke nå gulvet, men sad og svingede de bare ben med sandalerne.

Samme aften stod Lassen oppe på bronzealderhøjen bag huset. Solen var ved at gå ned og samtalen med Doktoren havde gjort ham usikker. Der var så meget ved arkæologien og ved Doktoren, som han ikke forstod helt ud i den yderste konsekvens. For hvorfor skulle der netop udvises så stor diskretion i forhold til dette fund?

Lassen fattede det ikke. Og heller ikke mellemregningerne i Doktorens tankegang. Doktorens liv bevægede sig på to plan: ét, hvor han med dyb koncentration og urokkelig lidenskabelighed formåede at fastholde og forfølge videnskabelige problemstillinger - måned efter måned, år efter år. Og så ét andet og langt mere kompliceret plan, hvor han var besat af en manisk idérig og målsøgende handlen, der absolut ikke tålte modstand. Et plan, hvor han for enhver pris ville sætte i gang, skabe nyt og ændre. Det var, som om hans hengivenhed for faget her blev så intens, at den fortrængte alle andre hensyn og hvor han fordrede en total selvfornægtelse ikke alene af sig selv, men også af sine underordnede.

Dén var der kun få, der var i stand til at yde og det var det, der førte til de evigt tilbagevendende og voldsomme sammenstød på instituttet. Konflikter, der kun blev yderligere forstærket af Doktorens hang til sarkastiske formuleringer og hans umiddelbare lethed ved en tilspidset replik. Og den var og blev en stadigt lurende fare i hans omgang med andre mennesker: hans personligheds særpræg og hans væsens elan vakte kun modvillig beundring. Man holdt ikke af Doktoren. Man respekterede ham – for lige så nærværende og vedkommende han var i sin forskning – ligeså respektindgydende og fjern var han i sin person.

Det var mellem de to plan, Lassen blev fanget den sommeraften. I usikkerheden om et par ornamenterede kobberfragmenter.

Alle mennesker udsættes for klart afgrænsede sekvenser, der efterfølgende påvirker hele deres tilværelse. Det kan være korte hændelser eller stemninger. Et syn, en lyd eller en duft, der på øjeblikke giver anledning til at et helt liv bøjes, slibes eller poleres. Mennesker er ikke altid bevidste om det, når en sådan sekvens indkapsles i deres liv. Men den lejrer sig. Nogle bevidst som stjernestunder, der værnes gennem et langt liv, andre er mere diffuse og skumringsfyldte – de lagres længe inden noget eller nogen måske som et tilfælde slider hul ned til dem. Så dukker de op.

Den sommeraften på bronzealderhøjen på den jyske hede lejrede der sig en sekvens af usikkerhed i Lassen. En kapsel af udefinerbar usikkerhed faldt til bunds dybt i ham. Og mange år senere var det netop den sekvens, der sled sig løs, steg op til overfladen og ødelagde ham.

For da Lassen kom tilbage til instituttet, bad han Suzanne analysere fragmenterne. Ikke bare de to ornamenterede stykker kobber, men hele fundet. Og han bad hende kun, fordi han var ude af stand til at bære usikkerheden alene. Dengang var Suzanne og Lassen et par. Suzanne som Doktorens datter og fagets kandidatstipendiat og Lassen som dygtig adjunkt. Et upcoming par i dansk arkæologi. Suzanne ville holde tæt. Og hun var god i laboratoriet. Og villig til at arbejde med materialet, når alle andre var gået hjem.

---

Netop, som Suzanne havde skubbet det syvende præparat ind under mikroskopets dækglas, hørte hun gadedørens brummetone. Hendes øjne sved. Hun flyttede hovedet fra objektivet. Hun burde have tændt loftsbelysningen, men sommermørket havde bare indrammet hendes arbejdsfelt lidt efter lidt. Hun gned øjnene. Kassen var for tæt belagt med for mange præparater til, at hun kunne nå hjem på denne side af midnat. Hun gned øjnene igen og skubbede brillerne på plads. Endnu havde prøverne ikke afsløret noget usædvanligt. Bare den forudsigelige kobberlegering bøjet om snoede fibre i brændenælde og ufarvet uld. De to store prøver kunne blive en velkommen overraskelse. Dem ville hun gemme lidt. Som en godbid til når hun var blevet rigtigt træt. Hun skubbede det ene præparat lidt frem mod arbejdspladsen. Så kunne det ligge dér og friste.

Dørklokken dernede ved opgangen blev trykket i bund igen – sandsynligvis på skrømt af en af de mange, der trak igennem den indre by på en sen fredag sommeraften. Hun vidste med sikkerhed, at hun var den eneste tilbage i bygningen og hun ventede ikke besøg. Hun strakte ugideligt benene ud fra sig og studerede med tomt blik sine støvede, tykke striksokker. De var slidte og temmelig snavsede. Hun hev den ene af og studerede den fraværende. Så lød brummetonen igen.

Man kunne hverken se fortov eller gade fra laboratoriet på sjette sal. En balustrade hindrede et hvert udsyn. Så det ville ikke hjælpe, at hun klatrede op på bordet og hang ud af vinduet for at se, hvem det var. Hun gad heller ikke. Det var så evigt ligegyldigt. Vagten låste alle døre mellem afdelingerne klokken seks og gadedøren var låst døgnet rundt. Hun trak også den anden sok af og skød brillerne op i panden. Linoleummet føltes behageligt varmt under de bare fødder. Siddende i kontorstolen skubbede hun sig tilbage på pladsen foran mikroskopet.

Det var på det tidspunkt, hun hørte gadedøren lukke. Den gav ikke, som den ellers plejede, genlyd i hele opgangen. Bare et lille smæld, som hun slet ikke ville have bemærket, hvis radioen havde været tændt eller hvis hun havde været optaget af arbejdet.



Nu var der ingen tvivl. Elevatoren var på vej op. Grebet af en pludselig og helt uforklarlig angst slukkede hun hurtigt arbejdslampen og mikroskopet. Dækkede det til. Og efter en indskydelse, der ingen steder kom fra, greb hun dét store præparat, der lå foran hende, viklede det ind i bomuldsstof og stoppede det ned til nøglerne i kjolelommen.

På bare ben skubbede hun døren til laboratoriet op og gled ud i gangens mørke. Den svage susen og knagen fra elevatorskakten fyldte gangens mørke sammen med hendes tilbageholdte åndedræt. Hurtigt var hun inde på læsesalen, hvor gipsafstøbningerne dæmonisk reflekterede byens lys. Hun klemte sig ind i mørket under det bagerste skrivebord. Helt op i den tætte skygge - i hjørnet mod væggen, der føltes ru mod ryggens kjolestof og hvor luften kun smagte af tør varme. Elevatoren faldt til ro og nøgler raslede stille i gangdøren.

Det var én, der havde nøgle, bare en studerende, der kom for at læse. Og her sad hun klokken et eller andet midt om natten, skæmt af en brummende dørklokke og en knagende elevator – i støvet under et skrivebord på læsesalen. Hun var allerede hastigt på vej op og ud, da hun forstod lyden.

Det var ikke en, der brugte nøgle. Det hun hørte, var lyden af én, der forsigtigt brød låsen op. Én, der systematisk og professionelt skaffede sig adgang til afdelingen. Én, der ikke havde nøgle, men én, der alligevel havde brug for at komme ind. På et tidspunkt, hvor ingen andre var i bygningen. I al diskretion.



Suzannes ene arm sov og en hård kant fra bordbenet skar hende i siden. Efter den lave skramlen bag laboratoriedøren var ophørt, de målrettede skridt i gangen var forsvundet og dørens sagte klik havde nået hendes ører – så talte hun langsomt til éthundrede før hun krøb frem. Kjolen klistrede ikke længere til benene nu, hvor hun bevægede sig, men på laboratoriet var det meste kaos og kassen med alle kobberprøverne var væk. Kun det syvende præparat lå stadig i det tildækkede mikroskop.

Sin far turde hun ikke forstyrre på denne tid af døgnet, så fra mønttelefonen på gangen ringede hun efter Lassen. Sammen ryddede de op og lagde forsigtigt det sidste præparatet i det brandsikre skab. Sammen gik de hjem gennem byen.

Det store præparat lå stadig i kjolelommen. Måske havde hun glemt det. Måske ville hun bare have det for sig selv. Uden sin far. Og uden Lassen.

Den nat døde Doktoren. Helt pludseligt og helt uventet. Mens han sad i sit arbejdsværelse. Rygtet ville senere vide, at man havde fundet ham sammenfaldet over en af Lassens lommebøger. Og at Doktorens fingre ligesom havde krammet om dens blade.

---

Først mange, mange år senere dukkede præparatet fra Suzannes lomme op igen. Ude af kontekst og uden at andre og tilsvarende var udgravet. Og alt, alt for sent til at dets eksistens for alvor at kunne rykke den arkæologiske videnskab.

Men Lassen var - selv nu, så mange år efter - stadig fanget i sin tvivl. Han var usikker på Doktorens viden og fortrolighed. Og for Lassen blev decembers begivenheder skæbnesvangre. Det var nemlig dem, der fik kapslen af udefinerbar usikkerhed - den som han havde båret på så længe - til at slide sig løs, og stige op til overfladen. Og det var det, der ødelagde ham fuldstændigt.

 

 

Forglemmelsen .....
 

Forsvaret havde udviklet sig til én lang, pinefuld forestilling. Det var begyndt klokken ét og Suzanne var først kommet ind i auditoriet ganske kort tid forinden: fagets tidligere ubestridte kronprinsesse vendte tilbage til åstedet tæt fulgt af fakultetets jurister. Så der var på forhånd lagt op til ballade.
 

Afhandlingens omslag havde været så grimt, at Lassen først slet ikke havde haft lyst til at åbne den. Men blevet sendt over fra museet var den - og skabt sig åndssvagt havde hun jo også - dengang i foråret, da sekretariatet ikke kunne finde bevillingsskrivelsen, der skulle finansiere trykningen.

På afstand lignede hun sig selv. Et par kilo eller ti tungere ganske vist, men stadig med de samme livligt gestikulerende bevægelser. Måske lidt oppustet. Sandsynligvis snarere alkohol end antidepressiver. Lassen kneb øjnene halvt i. Suzanne var en del af hans fortid, som han kunne mindes helt uden smerte.

Hans egen tid på faget var ved at være forbi. Udstået om ikke med glans, så havde han dog mod alle odds klaret sig langt bedre en forventet. Han havde gjort de fleste antagelser til skamme ved at avancere inden for det forbenede universitetssystem. Og så længe han arbejdede, gik det for så vidt også udmærket.

Efter Suzannes snik-snakkende introduktion trådte førsteopponenten frem. Kommaer blev flyttet, oversættelsen kommenteret, figurtekster gransket. Opponenten var lille, trivelig og fra Lund. Men uden bid. For hvad var pointen? Han blev ved med at cirkle i god afstand fra det væsentlige. Lassen mærkede, hvordan frustrationen begyndte at lægge sig som en klam tåge om baghovedet. Ikke så meget på egne som på fagets vegne. Den afhandling burde slet ikke være antaget til forsvar. Kobberalder i Danmark? Det var jo bare en strid om ord og om terminologi. Helt uden substans. Lassen gjorde sig umage for at trække luften ned i spidsen af lungerne. Han kunne jo være ligeglad. Fuldstændig ligeglad.

Auditoriet var et af de nye. Belysningen var udmærket. De første stolerækker havde været forbeholdt fagets spidser, men Lassen var straks stilet væk fra det reserverede sæde og hastigt gået langt tilbage i auditoriet. Havde fundet et par kolleger fra et lokalmuseum - et par af hans tidligere studerende - og var så gledet ned i det behagelige sæde, udenfor cyklonens øje.

Fire eller fem timer i fuldstændig fred. Hvor der intet andet forventedes af ham, end at han var til stede. Han masserede nakken og forsøgte at komme fornemmelsen af ubehag til livs. Vendte blikket mod gaden, hvor trafikken var uregelmæssig i den tidlige eftermiddags lette snesjap. Når han overværede andres forelæsninger lukkede han aldrig øjnene. Slappede i stedet af med åbne øjne. Nød at modtage i stedet for at give. Han vidste, som alle andre på faget, at de studerende jævnligt holdt væddemål om to af hans kolleger. Tippede på, hvem af dem, der først faldt i søvn.

Den næste opponent var Klausewitz. Hans engelsk var jammerligt, hvorfor havde de dog ikke ladet ham opponere på tysk? Han så også helt forkert ud i det jakkesæt. Ønskede sig vel i virkeligheden langt væk. Godt at Johs havde været oppe og snakke med ham inden forestillingen. De to kendte vel også hinanden fra megalitkampagnen. Og hjemme hos Johs talte de alle sammen tysk. Lassen påskønnede Johs’ jovialitet. Den gav ham mulighed for selv at holde lav profil.

Forsvaret trak ud, men receptionen var velbesøgt, så Klausewitz nåede ikke - som det oprindeligt var aftalt - på museet, inden han skulle flyve tilbage. Johs tog gerne den lille fundpose, som Klausewitz rakte ham, med på museet i morgen. Han skulle alligevel derind for at undervise. Distræt stak han posen i jakkelommen, mens han balancerede med glas og tallerken.

 

Lassen var forsvundet inden receptionen. Nu stod han på parkeringspladsen foran betonbygningen, da han hørte døren smække med en dump lyd og gennem mørket så en duknakket skikkelse glide ud af dørens lyscirkel og videre langs bygningen mod metroen, hvor den lod sig opsluge af vintermørket. Auning var på vej hjem. Heller ikke han havde vist sig ved receptionen. Let foroverbøjet med rygsækken over den ene skulder. Lassen gav sig ikke til kende. Slet ikke. Hvorfor skulle han dog stå her på en parkeringsplads og råbe efter en kollega?

Den dag da Wendy var blevet institutleder, var Lassen definitivt en mand, der havde lagt sin fremtid bag sig.

---
 



Wendy var gået tidligt fra receptionen. Suzanne. Den gamle dinosaur. Total outdated forskning. Et monument over sin far, som alle også havde glemt. Et statement fra fortiden. Kobberalder? Den diskurs hørte hjemme i forrige århundrede.

Men selvfølgelig havde Wendy været der. Minglet rundt. De var der jo alle sammen. Og alle havde de set hende. Hvordan hun professionelt havde flash’et sit ungdommelige smil og sin kompetente charme. Men da dekanen var gået, var hun klapret tilbage til sit kontor. Havde dog vigtigere ting at tage sig til end at pleje fagets relikter.

Wendy kiggede på iPad’en. Det, der generede hende var, at hun ikke kendte problemets omfang. Indstillingen fra udvalget var klar, velunderbygget og afgivet i enighed. Og det var Auning, der havde repræsenteret faget. Som han havde gjort det i de sidste mange semestre - og igen var det fagets egen kandidat, der ikke havde fået stipendiet. I stedet havde de promoveret hende Laursen, som de dårligt nok kendte på instituttet.

Der var uden tvivl blevet handlet internt i bedømmelsesudvalget. Det blev der altid. Det var ikke det, der var problemet. Det ubehagelige var, at fagets kandidat denne gang - udover de obligatoriske topkarakterer - også var tildelt universitetets guldmedalje. Det var det, der var uhørt.

 

Så den ene del af problemet var, at hun ikke viste, hvorfor Auning havde afgivet stipendiet. Der måtte have været et væsentligt argument – og det kendte hun ikke.

Den anden del af problemet var, at han ikke havde informeret hende om det. Og det lå der med sikkerhed et vægtigt motiv bag. Den lille spytslikker plejede at være emsig nok. Havde han virkelig fantasi nok til at gå bag hendes ryg? Og kunne han spille så højt spil? Hun tvivlede.

Hun overvejede de mulige læk i strategien. Det var dér, hun måtte begynde. Og der var to.



Den første mulige læk var hendes private mobil. Den lå tit steder, hvor andre kunne få fat i den. Hun var et åbent menneske. Social på den der konstruktive og netværksdannende måde. Og selv om hun slettede alle gamle beskeder, så var flere numre kodet ind – selv om det var uden navn eller noget. En eller anden kunne altså have fået fat i telefonen og så moret sig med at pille hendes telefonbog fra hinanden. Men var det en realistisk mulighed? Kun for én, der vidste nøjagtigt, hvad der var at komme efter. Og hvem gjorde det? Ikke Auning. Og hvem ellers havde et motiv? For hvem kendte strategien andre end dekanen?

En mere sandsynlig lækage var den stationære. Janus, den IT-ansvarlige, kom ofte og tilså afdelingens pc’er. Også når hun eller de andre ikke var der. Han havde nøgle til hendes kontor, kunne åbne pc’en uden om password. Som institutleder var det hende, der ekspederede størstedelen af instituttets personfølsomme, elektroniske korrespondance. Den, der senere skulle fjernes fuldstændigt fra jordens overflade. Men i begyndelsen af november havde hun siddet hjemme og arbejdet og havde faktisk også sendt en mail og hun kunne også have skrevet et eller andet uoverlagt, som hun ikke lige nu og denne aften ikke kunne huske – og den mail havde hun jo ikke kunnet slette før hun nåede ind til instituttet om mandagen, måske var det netop den mail, hvor hun havde skitseret strategien. Nå, men den it-fløs – kunne jo – hvis han virkelig havde været inde den lørdag eller søndag, have fundet netop den mail og så sendt den videre. Men hvorfor skulle han have gjort det? Og hvorfor skulle det netop være denne Laursen, der skulle tildeles stipendiet?

Det, der generede hende mest var, at hun ikke forstod motivet.

Wendy stak iPad’en i tasken. CEO’en i en af de rigtig store virksomheder havde vist interesse for både visionen i hendes nye EU-projekt – og for hende. Havde inviteret på middag. Det ville hun ikke komme for sent til.

Samtidigt med Wendy slukkede lyset på institutlederkontoret, var også Johs ved at lukke på sit kontor. Det havde været en god dag. Godt af se Suzanne igen. Godt at få den disputats i hus. Godt at møde alle kollegerne og alle de studerende ved receptionen. Sin jakke havde han hængt på bøjlen bag kontorets dør. Han rullede skrivebordsstolen på plads og tog vindjakken på. Smækkede døren.

Bag døren hang jakken. I lommen lå fundposen. Den havde han glemt. Først i morgen, når han stod på museet, ville han huske, at han havde glemt den.

---



”STOP”, råbet gav genlyd i søjlegangen.

Johs standsede. Hans arme gjorde allerede ondt. Også selv om han kun havde båret skuffen de få minutter ud af undervisningslokalet og ned ad trappen. Den var egentlig ikke tung. Men kantet og uforholdsmæssig bred.
Han vendte sig om.
”Stop. Det er politiet!”
Johs overvejede en bemærkning om, at ”det her var så arkæologien”, men orkede alligevel ikke. Den del af museets fløj, der vendte ud mod regeringsbygningen, var et stadigt interesseområde for politiets arbejde, når der var politiske topmøder.
De to betjente nærmede sig hurtigt.
”Må vi se din legitimation?”
Johs drejede siden til, så kortet, der hang fra bæltet, blev synligt for de to. Den ene bøjede sig ned og så hurtigt på det.
”Og hvad har vi så i kassen?”
”Oldsager.”
Johs stod og balancerede ubekvemt med skuffen, hvor svaleredekarret vippede under silkepapiret. Der var ingen steder i umiddelbar nærhed, hvor han kunne stille den fra sig. Den ene betjent løftede op i papiret. Johs mærkede kulden fra uniformen, da han lænede sig ind mod ham. De måtte netop være kommet ind fra gaden.
”Det her kommer vi lige til at kigge lidt nærmere på.”
Betjenten var tilsyneladende den emsige type. Eller måske trængte han bare til få varmen.
”Følg med.” 
Johs fulgte med ham frem til gangens vinduesniche, hvor dagslyset endnu trængte ind. Han placerede med besvær skuffen på vinduesbænken.

”Og hvad er så det?”

Betjenten havde fjernet papiret helt og pegede ned mellem lerkar, fibler, bronzedolke. Han ville vel have de små plastikæsker åbnet. Johs gned sine ømme arme og forsøgte at afkode betjentens ansigtsudtryk, så han hurtigst muligt kunne få skidtet tilbage i boksen og komme hjem til Gertie og børnene. Han måtte forbi instituttet på hjemvejen, for at få Klausewitz’s fundpose med, så den kunne blive afleveret i morgen tidligt.
”Oldsager. Keramik. Bronzer. Jeg kommer lige fra undervisningen.”
Det var de små æsker, betjenten var ude efter. Dem, der lå i bunden.
”Og hvad med de æsker dér?”
Den anden betjent holdt sig i baggrunden. Johs kunne ikke skelne hans ansigt i halvmørket. Han forekom ældre end den talende – og mere afventende. Og måske også mere interesseret i de små æsker. Johs flyttede svaleredekarret ned på gulvet. Stillede det godt ind i hjørnet i relativ sikkerhed for ordensmagtens støvlesnuder. De aflange æsker med dolkene fik han stablet op i vindueskarmen.
”Det er nåle,” sagde han. ”Nåle, som de gamle brugte til at holde tøjet sammen med”.
Johs tog en af de små æsker op, åbnede den og pillede papiret til side. Han holdt indholdet lidt demonstrativt frem. Der var noget ved den bagerste betjent, der gjorde ham usikker. I et kort glimt var han trådt frem og lyset fra lampen i gården havde kortvarigt ramt hans ansigt. Det havde ikke gjort det bedre.
”Det er så i orden”, den talende betjent viftede tilfreds med hånden, ”men se at komme ud, vi afspærrer området indenfor 25 minutter.”
Betjentene forsvandt side om side i søjlegangens halvmørke. Johs pakkede oldsagerne ned i skuffen. Fik med besvær plads til det hele igen og balancerede så skuffen hen til kontoret med det store, brandsikrede skab.
Hvad var det, han havde set i den bagerste betjents øjne? Han satte skuffen i boksen, låste. Kunne det være genkendelse? Ubehaget sad i ham et øjeblik. Men kun et øjeblik. Han smækkede døren og gik. Ude på gaden var det begyndt at regne.

Genkaldelsen ….

På det sted, hvor Hovedvejen krydser Ringvejen er asfalten ny og sort, så det sker, at solen giver et helt specielt genskin i den våde overflade. Næste morgen, da Johs endelig kom hjemmefra med Klausewitz’ fundpose i vindjakkelommen, var det så kraftigt, at han måtte bøje sig frem efter solbrillerne. Han lod bilen trille frem til stoplinjen. Trafikken var tæt og i bakspejlet iagttog han konturerne af den kø, der hurtigt dannede sig bag ham. Foran hang en håndfuld cyklister og lige bag ham den skramlede Opel, der havde kørt efter ham de sidste kilometers tid. Nationalitetsmærket var LT. Østarbejdere. De var da efterhånden også overalt.

Sandsynligvis er cyklister grebet af en eller anden misforstået forestilling om, at de kommer hurtigere frem, når de hænger halvvejs ude i et kryds. Nu blokerede de fuldstændigt for trafikken, da der var grønt for højre svingbane. Nogle rokerede lidt – trak dovent cyklen en smule ind til siden. Johs lettede foden og lod bilen hvile i koblingspunktet. En af cyklisterne var en kvinde med et kraftigt rødgyldent hår, der nåede hende helt til livet. Hun sad rankt i cykelsadlen, mens hun holdt den ene fod på jorden. Havde tilsyneladende en stor taske i en kurv på styret og en mindre pakke i brunt karduspapir på bagagebæreren. Karduspapir. Et af de ord hans børn ikke ville kende. Da Johs gik i skole, havde børnene fra barakbyen altid haft deres skolemad pakket ind i brunt karduspapir. Kar-dus. Lange dage, hvor solen kun flyttede sig langsomt hen over klasseværelsets gule vægge, mens fluer tumlede mod vinduesglasset. Da han var dreng, havde solen altid skinnet. Det var det, Gertie tit drillede ham med. Selv var hun opvokset i Krakows forstæder, hvor selv regnbuer er grå. Men Johs, han havde været en lykkelig dreng i et lykkeligt land.

Den rødhårede slingede en smule, da hun begyndte at køre. Johs satte i gear og trillede opmærksomt tværs over Ringvejen, lod bilen følge i god afstand efter den uformelige klynge af cyklister. Hovedparten skulle bare over på det modsatte hjørne, før de fortsatte ind mod byen. Lige som bilisterne.

Kun den rødhårede fortsatte mod syd - tværs over krydset.

 

Senere huskede Johs tydeligt, hvordan han havde taget solbrillerne fra handskerummet, havde iagttaget trafikken og var trillet frem for grønt i god afstand af cyklisterne. Han huskede også, hvordan han havde hørt Opelen accelerere voldsomt, allerede inden han selv var kommet helt over Ringvejen. Og at han havde måttet hugge bremsen hårdt i ved sammenfletningen for at undgå kollisionen ved overhalingen. Med adrenalinen pumpende i kroppen, havde han registreret Opelens kraftige opbremsning ud for den rødhårede. Set en arm række ud af vinduet, et greb om pakken på bagagebæreren og så igen en kraftig acceleration. Dernæst var hans fokus alene på kvinden, der først slingrede voldsomt og derefter væltede ud mod kørebanen. 

Johs fik hurtigt bilen ind til siden. Kom ud og løb hen til hende. Hun var knækket sammen. Sad på asfalten med ryggen til ham med hænderne for ansigtet. Han kunne se, hvordan hun trak vejret i dybe stød. Cyklen lå halvt ude på kørebanen. Tasken var rutsjet ud af cykelkurven sammen med en vandflaske, der nu rullede sig vej ned mod græsrabatten. En bil sneglede sig forsigtigt spørgende forbi i den modsatte vejbane. Johs bøjede sig over kvinden. Lagde hånden på hendes skulder. 

”Jeg så det. Sådan nogle forbrydere! Er Du OK? Slog Du dig?”

I et splitsekund indså han med fortvivlende klarhed, at dette slet ikke var, hvad det umiddelbart gav udtryk for at være. Noget var forkert. Men han nåede ikke at reagere, før han mærkede, hvordan hendes muskler spændtes under hans håndflade. Og som svar på hans omsorg sprang hun op. I én, lynsnar bevægelse, drejede hun rundt og pandede ham med voldsom kraft sådan én, at næseroden knasede og den skarpe vintersol forsvandt.



Det første, der kom tilbage, var lydene. En kvindens roligt trøstende stemme (nu skulle han bare ligge stille, hun skulle nok blive hos ham, nu kom ambulancen snart, bare han lå roligt, skulle det hele nok gå). En sirene langt væk. Den skar sig gennem formiddagstrafikkens monotone summen. Den ubehagelige smag af blod og opkast. Fornemmelsen af hård, kold, våd vej. Og så en helt uvirkelig smerte.

Men smerten var (og det var, hvad der foruroligede ham i en helt overvældende grad) blandet med en fotografisknøjagtig erindring om en mand, han ikke havde tænkt i mange, mange år. Den mand, hvis ældede ansigtstræk han havde genkendt på betjenten på museet dagen før.

Så kom virkeligheden. Den klare, blå vinterhimmel. Trækronerne med de nøgne grene der rakte sig mod himmelen med deres uendelige spindelvæv af småkviste. Og bevidstheden om, at vindjakkelommen var revet op. Og at fundposen, der havde ligget i den, var væk.
 



(Manden….

Ude på politistationen vest for byen sad der for længe siden og i mange år en høj, lidt mager og hulbrystet, ung mand. Af natur var han både temmelig nærig og temmelig ucharmerende, men samtidigt fuldstændigt ligeglad. Hver dag gennemlyttede han den ene båndspole efter den anden, mens han iagttog trafikken gennem de nikotinimprægnerede undergardiner og de upudsede, skudsikre ruder. Undtagen om søndagen. Om søndagen arbejdede han for de rigtigt hemmelige. I det andet firma. Hos de militære venner.

For alle ugens dage var det ham, der passede på dig og mig, på Danmark og på verdensfreden. Intet mindre. Det var i det gamle, delte Europa. Hvor den arkæologiske videnskabs dynamik var betinget af længdegrader i stedet for af breddegrader. I en verden med dem og os. Og hvor ”de” ikke alene var på den anden side af Østersøen – men også lige her. Mellem ”os”. Kommunikerede med hinanden gennem døde postkasser under bænke i parker og gennem bagagebokse på Hovedbanegården.

Manden oversatte uforståelige sprog til forståelige sprog, sorterede oplysninger og afrapporterede. Sindigt. Med halvt lukkede øjne, mens han drak kaffe af et plastikbæger, spiste ensidigt og generelt rigtigt usundt.

Sin operative chef opsøgte han sjældent. Sin familie aldrig. Og selv om der dengang var ganske mange af hans slags ansat i firmaet, så foretrak han at arbejde alene. Damerne eller de unge, der kom ind om aftenen, ville han slet ikke have noget med at gøre. For ham var arbejdsrytmen hellig og han trådte kun to stier: én til kantinen og én til kaffemaskinen. Og så selvfølgelig alle de små stier mellem båndoptagerne langs væggene og afspilleren på hans bord. Her var hans verden.


Han var blevet lidt sær af at sidde der. Lidt svær at omgåes. Man kunne sige, at det haltede lidt med de sociale kompetencer. At han hverken var særlig omstillingsparat - eller særlig åben for forandringer.

Han var altid én af de første, der mødte på morgenvagten. Gik igennem slusen og ned på afdelingen. Efter kaffen hentede han det første bånd, tog kassetten med farvebåndet fra pengeskabet og placerede det i skrivemaskinen. Rullede de seks stykker rapportpapir frem i maskinen. Strakte sin lange krop grundigt og satte propperne i ørerne. Spolede båndet helt tilbage. Vippede på stolen og drak et par mundfulde kaffe. På den anden side af det sikrede glas bevægede bilernes lygter sig langsomt frem.

En søndag morgen havde et par af de unge taget hans umådeligt store slippers og lagt dem i fryseren. Der havde de ligget og iset til et døgns tid. Sidste mand på nattevagten, havde så placeret dem på den faste plads i garderoben.

Den hulbrystede var blevet sur og havde lukket døren til sit kontor. Han syntes, at nogle af de nye i afdelingen var lige lovligt kvikke. Dygtige, javel, men de socialiserede for meget. Sad for længe over frokosten, småsludrede med de unge og spiste damernes hjemmebag til kaffen. Som ham den nye studentermedhjælp. Johannes, var det ikke det, han hed? Forleden dag, da de havde fået nys om at begge dele af kobbercylinderen fra den ødelagte postkasse i Gedesby sandsynligvis stadig fandtes - og om at den ene del sandsynligvis var hos polakkerne, så havde han bare leet. Det brød manden sig ikke om. Det var jo ingen selskabelig forening det hér.)

---





En boble. En boble tog form på bunden af vandglasset. Voksede. Pustede sig ligesom op. Mere og mere. Slap rykvist glassets flade. Først langs kanterne. Hvis bobler har kanter. (Det har de vel kun, hvis de ses fra en hospitalsseng.) Slap mere og mere. Kom fri. Steg roligt op til overfladen. I en sitrende bane. Bristede. Forsvandt. Ingenting forsvinder. Ændrede form. Blev usynlig. Alt det, man ikke kan se, det er der jo. I en anden form. Og fordi vi kan se boblen på vej op gennem vandet, ved vi, den er der. Også efter den er bristet. Et eller andet sted. Mørke. Mørke igen. Bare forsvinde. Lade andre tage ansvaret for, at han lå der mellem lagnerne. Ansigtet føltes stift og uvant. Smerten var på afstand. Men stod stadig som en mur mellem ham og virkeligheden. Johs magtede ikke at føle på bandagen. Lå bare.

Manden. Selvfølgelig havde det været ham på museet. Den bagerste - i uniformen. Og selvfølgelig havde det været Klausewitz’ fundpose, han ledte efter. Under påskud af topmødet. Johs burde have vist bedre. Han havde ageret postkasse. Men tom postkasse – for fundposen havde han jo glemt. Derfor denne nye aktion. Den rødhårede og de unge mænd i Opelen havde opereret sammen. De var ”dem” og de havde hentet, det de var kommet efter. Derfor næsen og derfor smerten.

Gertie? Nej, det var Lassens ansigt, han så gennem boblerne. Fuld af bekymring. Kejtet krammede en indpakket blomsterbuket. Frakken havde han stadig på. Der lå sne på hans skuldre. Måtte lige have sat sig. Lassen, der ingenting viste, men var nøglen til det meste.

 

---





Da Lassen kom tilbage til instituttet sad der en lap papir med en nedkradset besked i klemme døren til hans kontor. Den var fra Wendy. Ring! Haster! stod der, og Lassen fulgte opfordringen.

”Lassen… godt du ringede. Jeg har noget, jeg synes, vi bør diskutere i forbindelse med indstillingen. En interessant pointe, som ingen har lagt vægt på før og som nok er værd at tage i betragtning. Inden vi formulerer den endelige udtalelse.”

”Javel?”

”Denne Laursen, Caroline Laursen, hende det nye håb med ansigtsurnerne, du ved. Hende vi risikerer at få ind nu, hvor Thea blev vraget. Jeg forhørte mig lidt om hende. Sådan på museet og på universitetet dernede i Krakow. Du ved, der hvor hun postulerer at ha’ gravet. Og meget taler for, at hun bluffer.”

”Nå, hvordan da?”

”Ja, hvad tror Du?”

”Det er jo det, jeg spørger om.” Lassen så træt ud af vinduet. Han burde have vist det. Ingenting går let. Slet ikke i et indstillingsudvalg. Også i et indstillingsudvalg han ikke selv havde siddet i.

”Hun har tilsyneladende en eller anden forbindelse til Auning. Et eller andet, der nok er af privat karakter. Noget, der gør, at hånden bliver holdt over hende”

”Okay?”, Lassen gned sig over ansigtet. Stirrede ud over parkeringspladsen, hvor sneen dalene ned. Det var frostvejr igen. Ventede på Wendy’s næste træk. Men kendte proceduren med nyt udvalg, timevis af nye møder og kilometervis af nye ord. Og hvem skulle ellers sidde i det, hvis ikke ham? Han følte matheden og afmagten.

---


På vinterdage flakser store sværme af kragefugle tæt om den lange række af rønnebærtræer langs søen. Hundredvis af fugle trækker ved solnedgang sortprikkede mønsterformationer tæt langs bredden. På vejen hjem kørte Lassen helt ned på den bagerste parkeringsplads. Ud til den yderste bræmme af græs. Parkerede og gik ud foran. Han mærkede bilens varme og iagttog søen og fuglene – så bevægede han sig ud på den tynde is.

Hele dagen var hans tanker blevet distraheret af det forestående arbejde i udvalget, der skulle ske helt efter Wendy’s foreskrifter, hundrede gange havde hun været i telefonen, nu skulle den lille lus til Auning ud, ham stolede hun ikke længere på, hendes stemme havde været ubehageligt skinger, men nu var der fred og mens Lassen forsigtigt gik ud på isen kiggene han ned gennem den til alle dens bobler, der var stivnet på vejen op gennem det frosne vand, og han kunne koncentrere sig om den uro, han bar på, og om bevidstheden om, at der - lige nu - gik nogen rundt et sted derude i verden, der forstod sammenhængen mellem hans gamle fund fra Gedesby og det faktum, at Johs befandt sig i en hospitalsseng - ord, som Lassen havde hørt for mange, mange år siden dukkede op, en ung Suzannes hviskende stemme i telefonen om at der havde været indbrud i laboratoriet og prøverne var væk - temmelig besynderligt, for det var synet af Johs’ ansigt i dag, der ligesom havde revet kapslen af usikkerhed, den han havde båret på siden den aften han stod på den dybviolette hede, revet den løs og lige siden han i formiddags havde rejst sig fra stolen ved siden af hospitalssengen, havde den været på vej op gennem ham til en eller anden form for erkendelse og følelsen var så stærk, at der lidt efter lidt havde sneget sig den forestilling ind i hans hjerne - især havde den været tydelig nu her på hjemvejen fra instituttet - en forestilling om, at det var meget vigtigt for ham at spørge Suzanne ud om hendes familie: om Doktoren, den aristokratiske hustru og det blege barnebarn - og den indskydelse ville nok slet ikke overraske Suzanne så meget endda, for selv om han var klar over, at hun som sin far var temmelig egenrådig og vanskelig at tage initiativer overfor (hvad der var en helt generel egenskab hos hende og hvor han - og nok også med en vis berettigelse - mente, at han besad en form for særstatus hos hende), så kunne der vel ikke ske alverden ved at ringe hende op, også selv om han var klar over, at hun sandsynligvis hverken havde tid til eller orkede at tale med ham og slet ikke om det og det ville han selvfølgelig udmærket kunne forstå, men nu gik han her med ganske lette skridt rundt og rundt på den tynde is og kunne i det sidste dagslys stadigt se alle boblerne nede under overfladen og hen over ham fløj både alliker og krager og også et par råger, men det så eller hørte han ikke sådan rigtigt, men lod sig i stedet helt viljeløst fylde af tanken om et fund med mange kobberfragmenter, hvor de to var besynderlige og ornamenterede og tilsvarende ikke set i dansk arkæologi siden - og som han måtte have tolket helt forkert - men hvor det havde været simpelt og enkelt den dag for længe siden, da han havde skrabet fladen ren med graveskeen og målt fundet op og tegnet det i lommebogen, men allerede da Doktoren havde læst brevet (og samtidigt læst det andet brev) og havde set på ham gennem cigarrøgen, da var Lassen blevet i tvivl og det var begyndt at føles fuldstændigt, som om hans egen tolkning af fundet som et depot fra ældre bronzealder med fragmenterne af et snoreskørt - hvor kun de små kobberbånd var bevaret - den tolkning var gledet ind under en eller anden indsigt, som Doktoren havde haft om noget helt, helt andet.

Lassen stirrede ned på boblerne. Isen var ganske tynd. Nede under isen, i det kolde vand, bevægede boblerne sig. Prøvede at komme op. Det hele varede kun et øjeblik. Så gik Lassen hen til bilen og kørte tilbage til instituttet.




Betonbygningen lå øde hen. Ikke et livstegn så sent på eftermiddagen og så tæt på jul. Fristen for aflevering af de skriftlige eksamensopgaver var for længst overskredet, så de studerende var over alle bjerge. Lassen låste sig ind og tændte lyset. Som altid lå der meget forskelligt arbejde – også med at samle, stable og køre de mange hyldemeter bøger, som udgjorde dette års rektorale kvote for fagets kassation. Fra bibliotek, til elevator til container. Det var tungt fysisk arbejde, der gav ro i kroppen og gradvist tømte ham for tanker.

Samtidigt var der én, der trak vejret fuldstændig roligt. Det var manden, der havde nærmet sig parkeringspladsen foran bygningen i en stor bue. Det var lang tid siden, at han havde været i operativ tjeneste og han glædede sig over, hvordan alle de gamle færdigheder lå ham på rygraden. Det forholdsvis almindelige liv, som han havde anskaffet sig over de seneste år, var brutalt skubbet til side med aktionen i formiddags. Hvis gruppen virkelig var aktiv, skulle den stoppes. Og det skulle være nu.

Tilsyneladende lå pladsen helt øde hen i mørket. Bortset fra en enkelt parkeret truck med hænger. Gardinerne i førerhuset var trukket for, så chaufføren lå vel derinde og sov. Manden standsede et godt stykke fra grusets kvadrat og nærmede sig så forsigtigt langs den tilsneede græsrabat. Alligevel så han først bilen, da han var kommet alt for tæt på. Hastigt trak han sig tilbage til skyggen. Den sorte Opel var parkeret mellem lastvogn og toiletbygning. Den kunne ikke have holdt der længe. Hjulsporene i snesjappen stod forholdsvist skarpt og lakken så - i hvert fald på afstand - ud til at være varm og tør. Han kunne kun lige ane en person inde i bilen og ingen fodspor ledte fra den. Lydløst sneg han sig frem. Han talte tre dybe åndedrag, så fór han frem, hamrede bildøren op og jog ampullen i førerens halspulsåre.

Hun havde været alene i bilen. Kodepladen fandt han i en pose på hendes bryst. Satans, at det skulle være nødvendigt. Igen. Satans. Han flåede huen af og stirrede arrigt op mod den grimede betonbygning, hvor det sammensunkne juletræ udsendte sit blinkende Mayday. På afstand lignede han bare en sur halvgammel mand, der stod på en parkeringsplads og sparkede til sin bil. Men ligets lange, røde hår fejede trist mod jorden, da han bar det over til containeren.

Lassen havde kun nået at fylde den halvt op, så der var god plads.


I parkeringspladsens sparsomme lys virkede den fragmenterede kobberplade ganske uanseelig. Slet ikke værd at slå ned og ihjel for. Koden gav ingen mening i sig selv. Kun for den, der kendte mønsteret på begge stykker, fik meddelelsen værdi. For mange år siden var den næsten ødelagt ved en udgravning og så havde Doktorens skepsis forpurret det hele yderligere. Men inden mistanken var konkretiseret, var fragmenterne forsvundet. Først havde de inde i firmaet troet, at begge stykker var hos polakkerne, men så for nyligt var den ene pludseligt dukket op i et bilag til en eller anden disputats om dansk kobberalder. Og da fotografiet først hang på det glittede papir med målestok og det hele, fik det andet fragment fornyet betydning. Få timer efter de havde slået alarm, indløb der heldigvis meddelelse om, at cellerne dernede på den anden side af Østersøen havde lokaliseret det andet fragment og at det – ved først givne lejlighed – ville blive sendt med kurér. Men på grund af Johannes’ tåbelige glemsomhed var overdragelsen gået fløjten og efter en kaotisk nat i firmaet havde der været frit spil dagen efter. En eller anden insider måtte havde fulgt med lige fra begyndelsen. Én, der havde kendt til begge stykkers eksistens.
Men nu havde han fat i pladen – og var back in business. Manden lukkede containeren og gik tilbage til bilen.
 
Lassen var tom for tanker, da han en times tid senere nærmede sig containeren med endnu en ladning bøger. Han åbnede træt lugen og lagde først slet ikke mærke til, at der lå en krop dernede. Tømte bare papkasserne. Men lyden fik ham til at stoppe op. Det lød, som om de ramte noget andet end bøger. Ham strakte sig og så Suzannes ansigt mellem alle bøgerne. En yngre og meget rødhåret Suzanne.

Lassen mærkede, hvordan benene gav efter under ham. Hvordan han sank sammen og gled ned langs containerens kolde og ru metalside. Bag de lukkede øjne mærkede han skræmmende tydeligt Doktorens direkte blik og hørte hans stemme ”De er vel klar over, at dette må blive i fortrolighed mellem os?”  Samtidigt havde han en ubehagelig fornemmelse af, at døren stod åben og at der ved siden af sad et rødhåret barn, der svingede med de bare ben med sandalerne.



Den 24. december
historien slutter her

Den friske vind fra Østersøen jog skyerne som store totter hen over den blå sommerhimmel, lærkerne sang og der var følfod langs balken. Det var den gang arkæologer netop var begyndt at bruge efterhængt sluffe og maskinen trak lange, lige baner gennem landskabet. På afstand havde han set det store stenspor komme til syne. Et dyssefundament? Chancen var der. Han var gået nænsomt til værks. Havde fladeskovlet ophyggeligt. Men der havde kun været det ene stenspor. Og lige op til det var jorden sort i en uregelmæssig plet. Det var her han gjorde fundet. Et snoreskørt fra bronzealderen. Forholdsvist almindeligt i gravene, usædvanligt som depotfund – men ikke så usædvanligt som to af kobberfragmenterne. I lommebogen havde han tegnet plantegningen som to næsten koncentriske cirkler. Depotet yderst med de to kobberfragmenter fundet i et lidt mørkere lag inderst mod stensporet. Doktoren havde lagt mærke til det, brevet havde bekræftet hans mistanke og helt sikker var han blevet, da han så de to fragmenter og deres mønster. Det var ikke bronzealder. Det var slet ikke oldtid. Det var en postkasse. Udgravningen havde ramt en postkasse - med post.