Artiklen herunder er skrevet til publikationen Vikingetid i Danmark, der er udgivet i forbindelse med et seminar holdt på Københavns Universitet den 22. februar 2013.
Små børn med
skarpe knive
En dag i den tid, vi nu kalder for vikingetiden, døde
et barn, der kun havde levet i seks eller syv år. Det var ikke usædvanligt.
Heller ikke, at barnet blev begravet som skik og brug var i lokalområdet. Man
gravede et hul i jorden, stort nok til at kroppen kunne ligge udstrakt, lagde
et tæppe eller en måtte i bunden og placerede den døde krop derpå. På denne
begravelsesplads, Kaagården på Langeland, blev barnet lagt i jorden på ganske
samme måde som alle de andre: det lå dernede i graven fuldt påklædt,
sandsynligvis i den dragt, som det havde leget og arbejdet i før, eller mens,
det holdt op med at trække vejret. Det, der måske undrer os i dag er, at der
sad en kniv i bæltet på denne dragt – ikke en legetøjskniv, men en dolk med en
jernklinge på 10 cm og med en særdeles skarp æg. Og barnet var ikke det eneste,
der havde båret kniv. På Kaagården var der mange, det yngste kun fire år
gammelt. Og på den nærliggende Stengade II var den længste kniv i en barnegrav
19 cm. Meget taler altså for, at kniven var en helt almindelig del af
vikingetidens påklædning for børn. Og der synes ikke at være forskel på de
knive, der blev anvendt af voksne og af børn. Danmarks vikingetid har myldret
med knivbærende og knivbrugende børn, og et hurtigt flash frem i tid – til
dagens skolegård fyldt med børn i samme alder og med tilsvarende redskaber i
bæltet – giver ingen mening. For børnene på Langeland (eller deres forældre)
kunne næppe sigtes for ulovlig våbenbesiddelse. I vikingetidens offentlige rum
ville disse børns knivbrug til hver en tid kunne retfærdiggøres i forbindelse
med våbenlovens § 4, fordi knivene blev båret i forbindelse med et anerkendelsesværdigt
formål. Men alligevel: små børn med skarpe knive. Og hvordan kan vi være
sikre på, at knivene var skarpe?
I mange år har man betragtet
det jern, som vikingerne brugte, som én kvalitet. Jern var jern. Men de seneste
års systematiske undersøgelser muliggør, at vi nu kan nuancere billedet. Det
lader nemlig til, at vikingetidens smede bevidst udvalgte bestemte
jernkvaliteter til specifikke arbejdsopgaver. Herunder knivene. Nogle gange
anvendte de blot et enkelt stykke jern, andre gange to, tre, fire eller fem.
Måske fordi smeden kun havde små stykker jern til rådighed, eller måske fordi
han ville fremstille et redskab med helt specielle egenskaber og derfor
kombinerede forskellige slags jern: hårdt, sejt, blødt, smukt. Vigtigt er det,
at det gamle jern aldrig har været smeltet, men var fast under hele processen
fra myremalmen blev gravet op af jorden, til kniven forlod smedens ambolt. Jern
smelter først ved 1538oC. Og fordi jernet aldrig smeltede, så er
myremalmsjern helt anderledes end kobber, tin, guld, sølv og
alle de andre metaller, som vikingerne omgav sig med. De andre metaller har
nemlig alle sammen – lige som moderne jern – været flydende på et eller andet
tidspunkt i deres ’liv’. Men vikingetidens knive er ikke fremstillet ved at
hælde flydende jern sammen, men ved at svejse jernstykke til jernstykke. Og de
enkelte jernstykker kan stadig ses, når man skærer gamle redskaber igennem.
Moderne jern er tilsat alle
mulige stoffer for at gøre det slidstærkt, slagfast eller rustfrit, men
myremalmsjern er forholdsvist rent. Af fremmedstoffer indeholder myremalmsjern
næsten udelukkende kulstof og fosfor (og kun i mængder op til 1 %). Rent metodisk er det således forholdsvist
nemt at isolere de enkelte stykker jern i en gammel kniv og bestemme dets
eventuelle indhold af kulstof eller fosfor. Og det har vist sig, at et højt
indhold af kulstof næsten altid udelukker et højt indhold af fosfor. Det er
enten eller. Overordnet kan vikingetidens jern derfor inddeles i tre
kvaliteter: rent jern, kulstofjern og fosforjern.
Under mikroskopet kan man
også se, at der er mange flere små slagger i jernstykkerne i et ufærdigt redskab,
end der er i et færdigt. Med lidt forsigtighed kan man altså danne sig et
indtryk af, hvor bearbejdet de forskellige jernkvaliteter er, og her har det
vist sig, at der næsten altid er mange flere slaggeindeslutninger i rent jern
og i fosforjern, end der er i kulstofjern. Så sandsynligvis blev der smedet i
længere tid (flere varmer og/eller flere slag) på kulstofjernet, end der blev
på det rene jern og på fosforjernet. Smeden i vikingetiden behandlede altså
ikke de forskellige jernkvaliteter ens. Det kan der være mange årsager til.
Genstande, der er smedeteknisk komplicerede (og hvor flere jernkvaliteter, og
dermed også det velbearbejdede kulstofjern, typisk vil indgå), kræver en
længere smedeproces end ukomplicerede genstande. Men smedningen af komplicerede
genstande kræver også en større indsigt og kunnen af smeden, der så måske
rangerer højere end bondesmeden og dermed disponerer over bedre jernkvaliteter.
Der behøver således ikke alene ligge en håndværksmæssig formåen, men også både
økonomiske og sociale mekanismer bag det, vi i dag ser som få eller mange
slagger i jernet. Et eksempel er, det jern, der blev anvendt til genstandene i
900-tallets ryttergrave – uanset hvilken jernkvalitet det er, altid indeholder langt
færre slagger end det jern, der er fundet i bøndernes jævngamle grave.
Men tilbage til knivene og
spørgsmålet om, hvorvidt de var skarpe. Og ja, det var de, fordi der på
tærsklen til vikingetiden skete en af de helt store, smedetekniske innovationer
i Danmark: smedene begyndte systematisk at anvendelse kulstofjern til smedning
af skærende redskaber. Og kulstofjern har ikke alene færre slagger, det er også hårdt og kan gøres endnu hårdere ved hærdning i vand eller olie. Ganske vist blev kulstofjern anvendt sporadisk i gennem hele jernalderen, men det er først i 700- og 800-tallet, at det regelmæssigt anvendes til smedning af knive. Især vikingerne fik en klar forkærlighed for knive smedet af tre lag jern: to lag rent jern med et lag kulstofjern i midten. Det er en optimal knivkonstruktion, for en sådan kniv kan slides og slibes i det uendelige uden at tabe skær, så de små usle stumper af knive, der ligger i de voksnes grave fra 900- og 1000-tallet, kan udmærket være rester af knive, der er slidt og slebet gennem et helt liv – men stadigt var fuldt funktionsdygtige ved ejerens død. Og i mange knive er der fundet kulstofjern, der er så hårdt og kan gøres så skarpt som moderne værktøjsstål.
Forfatter
Henriette Lyngstrøm, der er mag. art. og ph.d. i
forhistorisk arkæologi. Hun er lektor i arkæologi ved Saxo-instituttet på
Københavns Universitet.
Læs mere
- Lyngstrøm, H. 2004. Kniven. Vandkunstens mange ansigter, 18 arkæologiske essays. s.119-124.
København.
- Lyngstrøm, H. i tryk. Jern, kulstofjern og
fosforjern - på sporet af myremalmsjernets mange kvaliteter. I: Jensen, X.P. og
P.H. Mikkelsen (red.) Smedens Rum 2,
Materialet. Arbejdsrapport fra et seminar på Moesgård Museum 18. marts
2011.