Artiklen herunder er skrevet til publikationen Vikingetid i Danmark, der er udgivet i forbindelse med et seminar holdt på Københavns Universitet den 22. februar 2013.

 

 

Små børn med skarpe knive

En dag i den tid, vi nu kalder for vikingetiden, døde et barn, der kun havde levet i seks eller syv år. Det var ikke usædvanligt. Heller ikke, at barnet blev begravet som skik og brug var i lokalområdet. Man gravede et hul i jorden, stort nok til at kroppen kunne ligge udstrakt, lagde et tæppe eller en måtte i bunden og placerede den døde krop derpå. På denne begravelsesplads, Kaagården på Langeland, blev barnet lagt i jorden på ganske samme måde som alle de andre: det lå dernede i graven fuldt påklædt, sandsynligvis i den dragt, som det havde leget og arbejdet i før, eller mens, det holdt op med at trække vejret. Det, der måske undrer os i dag er, at der sad en kniv i bæltet på denne dragt – ikke en legetøjskniv, men en dolk med en jernklinge på 10 cm og med en særdeles skarp æg. Og barnet var ikke det eneste, der havde båret kniv. På Kaagården var der mange, det yngste kun fire år gammelt. Og på den nærliggende Stengade II var den længste kniv i en barnegrav 19 cm. Meget taler altså for, at kniven var en helt almindelig del af vikingetidens påklædning for børn. Og der synes ikke at være forskel på de knive, der blev anvendt af voksne og af børn. Danmarks vikingetid har myldret med knivbærende og knivbrugende børn, og et hurtigt flash frem i tid – til dagens skolegård fyldt med børn i samme alder og med tilsvarende redskaber i bæltet – giver ingen mening. For børnene på Langeland (eller deres forældre) kunne næppe sigtes for ulovlig våbenbesiddelse. I vikingetidens offentlige rum ville disse børns knivbrug til hver en tid kunne retfærdiggøres i forbindelse med våbenlovens § 4, fordi knivene blev båret i forbindelse med et anerkendelsesværdigt formål. Men alligevel: små børn med skarpe knive. Og hvordan kan vi være sikre på, at knivene var skarpe?

I mange år har man betragtet det jern, som vikingerne brugte, som én kvalitet. Jern var jern. Men de seneste års systematiske undersøgelser muliggør, at vi nu kan nuancere billedet. Det lader nemlig til, at vikingetidens smede bevidst udvalgte bestemte jernkvaliteter til specifikke arbejdsopgaver. Herunder knivene. Nogle gange anvendte de blot et enkelt stykke jern, andre gange to, tre, fire eller fem. Måske fordi smeden kun havde små stykker jern til rådighed, eller måske fordi han ville fremstille et redskab med helt specielle egenskaber og derfor kombinerede forskellige slags jern: hårdt, sejt, blødt, smukt. Vigtigt er det, at det gamle jern aldrig har været smeltet, men var fast under hele processen fra myremalmen blev gravet op af jorden, til kniven forlod smedens ambolt. Jern smelter først ved 1538^oC. Og fordi jernet aldrig smeltede, så er myremalmsjern helt anderledes end kobber, tin, guld, sølv og alle de andre metaller, som vikingerne omgav sig med. De andre metaller har nemlig alle sammen – lige som moderne jern – været flydende på et eller andet tidspunkt i deres ’liv’. Men vikingetidens knive er ikke fremstillet ved at hælde flydende jern sammen, men ved at svejse jernstykke til jernstykke. Og de enkelte jernstykker kan stadig ses, når man skærer gamle redskaber igennem.

Moderne jern er tilsat alle mulige stoffer for at gøre det slidstærkt, slagfast eller rustfrit, men myremalmsjern er forholdsvist rent. Af fremmedstoffer indeholder myremalmsjern næsten udelukkende kulstof og fosfor (og kun i mængder op til 1 %).  Rent metodisk er det således forholdsvist nemt at isolere de enkelte stykker jern i en gammel kniv og bestemme dets eventuelle indhold af kulstof eller fosfor. Og det har vist sig, at et højt indhold af kulstof næsten altid udelukker et højt indhold af fosfor. Det er enten eller. Overordnet kan vikingetidens jern derfor inddeles i tre kvaliteter: rent jern, kulstofjern og fosforjern.

Under mikroskopet kan man også se, at der er mange flere små slagger i jernstykkerne i et ufærdigt redskab, end der er i et færdigt. Med lidt forsigtighed kan man altså danne sig et indtryk af, hvor bearbejdet de forskellige jernkvaliteter er, og her har det vist sig, at der næsten altid er mange flere slaggeindeslutninger i rent jern og i fosforjern, end der er i kulstofjern. Så sandsynligvis blev der smedet i længere tid (flere varmer og/eller flere slag) på kulstofjernet, end der blev på det rene jern og på fosforjernet. Smeden i vikingetiden behandlede altså ikke de forskellige jernkvaliteter ens. Det kan der være mange årsager til. Genstande, der er smedeteknisk komplicerede (og hvor flere jernkvaliteter, og dermed også det velbearbejdede kulstofjern, typisk vil indgå), kræver en længere smedeproces end ukomplicerede genstande. Men smedningen af komplicerede genstande kræver også en større indsigt og kunnen af smeden, der så måske rangerer højere end bondesmeden og dermed disponerer over bedre jernkvaliteter. Der behøver således ikke alene ligge en håndværksmæssig formåen, men også både økonomiske og sociale mekanismer bag det, vi i dag ser som få eller mange slagger i jernet. Et eksempel er, det jern, der blev anvendt til genstandene i 900-tallets ryttergrave – uanset hvilken jernkvalitet det er, altid indeholder langt færre slagger end det jern, der er fundet i bøndernes jævngamle grave.

Men tilbage til knivene og spørgsmålet om, hvorvidt de var skarpe. Og ja, det var de, fordi der på tærsklen til vikingetiden skete en af de helt store, smedetekniske innovationer i Danmark: smedene begyndte systematisk at anvendelse kulstofjern til smedning af skærende redskaber. Og kulstofjern har ikke alene færre slagger, det er også hårdt og kan gøres endnu hårdere ved hærdning i vand eller olie. Ganske vist blev kulstofjern anvendt sporadisk i gennem hele jernalderen, men det er først i 700- og 800-tallet, at det regelmæssigt anvendes til smedning af knive. Især vikingerne fik en klar forkærlighed for knive smedet af tre lag jern: to lag rent jern med et lag kulstofjern i midten. Det er en optimal knivkonstruktion, for en sådan kniv kan slides og slibes i det uendelige uden at tabe skær, så de små usle stumper af knive, der ligger i de voksnes grave fra 900- og 1000-tallet, kan udmærket være rester af knive, der er slidt og slebet gennem et helt liv – men stadigt var fuldt funktionsdygtige ved ejerens død. Og i mange knive er der fundet kulstofjern, der er så hårdt og kan gøres så skarpt som moderne værktøjsstål.

Så ja, knivene i vikingetiden var særdeles skarpe, meget skarpere end de knive, som jernalderbørnene blev begravet med et par hundrede år tidligere. Og skarpe i meget længere tid end i middelalderen, hvor man sparede på kulstofjernet, så det hårde midterstykke var meget kortere og ikke nåede hele vejen igennem til knivens ryg.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Forfatter

Henriette Lyngstrøm, der er mag. art. og ph.d. i forhistorisk arkæologi. Hun er lektor i arkæologi ved Saxo-instituttet på Københavns Universitet.

 

 

Læs mere

- Lyngstrøm, H. 2004. Kniven. Vandkunstens mange ansigter, 18 arkæologiske essays. s.119-124. København.

- Lyngstrøm, H. i tryk. Jern, kulstofjern og fosforjern - på sporet af myremalmsjernets mange kvaliteter. I: Jensen, X.P. og P.H. Mikkelsen (red.) Smedens Rum 2, Materialet. Arbejdsrapport fra et seminar på Moesgård Museum 18. marts 2011.