Kasserede kilder

In streams of light I clearly saw the dust you seldom see,

Out of which the Nameless makes a Name for one like me.

L. Cohen, 2001

Jeg hvilede et øjeblik i pedalerne på toppen af Valby Bakke. Ikke fordi jeg var udmattet. Nej. Jeg er god op ad bakke. Rigtig god. Nyder at overhale de der unge gutter, der aser med gearskiftet. Men i morges tog jeg en kort pause for at lade blikket glide hen over byen. Verden ses så tydeligt i oktobers skarpe sol. I sådan et lys ses alle de detaljer, helheden ellers skjuler. Hver en teglsten. Hver en vinduessprosse træder frem. Det er som at se ind i en navnløs dimension, hvor selv støvet får betydning. Nøjagtig sådan er det med arkæologien. Når den ses - og ses i det rigtige lys.

I 1986 udgravede Nationalmuseet, til stor overraskelse for den arkæologiske videnskab, tre jernudvindingsanlæg på Vestsjælland. Ovnene blev fundet ved rekognoscering forud for nedlægning af det landsdækkende naturgasnet og især den ene af dem var påfaldende velbevaret. Her lå beviset, for at jernalderbønderne havde fremstillet jern af myremalm - og kilderne, til forståelsen af, hvordan det var sket. På Sjælland. Det var det sidste, der overraskede.

I den arkæologiske videnskab er det nemlig en til sandhed gentaget påstand, at jernudvinding primært, for ikke at sige udelukkende, har fundet sted i Jylland. For det er her, man ikke kan udgå at bemærke de hen ved éthundrede kilo tunge udvindingsslagger i pløjelaget. Gennem generationer har bønderne væltet den op og bugseret dem til nærmeste dige eller skel, hvor de nu ligger - frit synlige - den dag i dag. Eller de har knust dem og anvendt dem som vejfyld. Ganske som gårdejer Kristian Højbjerg fra Grimstrup fortalte i 1926: Vi kunde ikke godt arbejde for dem og brød dem derfor op… Vi slog dem i Stykker med store Hamre og kørte dem hjem til Gaarden. Der var et helt Læs. Noget blev slaaet i mindre Stykker og brugt til at køre paa Vejen, og noget ligger her ved Gaarden endnu.

Så tunge slagger blev dannet i en ovn, hvor den flydende slagge løb fra den faste jernsvamp og ned i en grube. Når smeltemesteren fjernede jernet - og vind og vejr sled ovnens lerskakt væk, blev slaggen liggende tilbage dernede i jorden. Og her lå de så, i tusindvis – på rad og række, og ventede på Rasmus Mortensen, Olfert Voss og Tatyana Smekalova. For det er takket været deres arbejde, at den jyske slaggegrubeovn - Drengsted-ovnen - er den bedst undersøgte jernudvindingsovn i hele Europa. Og hvor kildemateriale og forskningsenergi er, kommer nyt kildemateriale og nye forskningsprojekter til.

Men på Sjælland har der siden 1986 været stille om den forhistoriske jernproduktion. Meget stille. Så stille, at man må spørge sig selv, hvorfor det kun var jernalderbønderne i landskaberne omkring Korsør, der fremstillede jern. Eller man skulle måske snarere spørge, hvorfor vi som arkæologer slet ikke har taget erfaringen fra Espevej og Skydebjerggård til os og er begyndt at lede efter flere kilder til den sjællandske jernproduktion.

Som forskere bevæger vi os, for nu at blive i Cohens terminologi, i grænselandet mellem det navngivne og det (endnu) navnløse. Og det er her støvet, eller i dette tilfælde slaggerne, skal ses i den rette belysning for at give mening. Men allerede her er der vanskeligheder. For det var ikke kun jernalderbonden, der kasserede kildematerialet til den tidlige jernproduktion. Også arkæologer har længe betragtet slagger som uæstetisk, ukarakteristisk, udaterbart affald og behandlet dem som sådan. Kasseret dem. For vi sorterer og tolker allerede i marken. Og oftest er det de kilder, der ikke umiddelbart giver mening, der kasseres.

Men på trods af deres tilsyneladende frastødende og uforståelige udseende er der mange gode grunde til at beskæftige sig med slaggerne. For man kan både se på slagger og se ind i slagger.

Når man ser på slagger, iagttager man deres størrelse, overflade, tyngde, magnetisme og deres brudflader. Man iagttager slaggens morfologi. Og morfologisk dannes der to typer slagger. Slagge, der løber eller drypper fra jernet ved en termisk proces (som ovn- og esseslagge) og slagge, der slås fra jernet ved en deformationsproces (som hammerskæl og svejsekugler). Denne opdeling kan yderligere differentieres. Ved ovnslagge, der jo er den interessante i denne sammenhæng, sker det efter, hvorvidt slaggen størkner inde i en ovn som egentlig ovnslagge eller udenfor en ovn som løbeslagge. Al ovnslagge er tung og delvis magnetisk, fordi jern og slagge ikke adskilles fuldstændigt ved den gamle udvindingsproces. Men mens den egentlige ovnslagge ofte er fodboldstore klumper, er løbeslaggen meget mindre, aflange stænger eller flager. Jernudvinding efterlader altså en slagge, hvis morfologiske udtryk ikke alene er afhængig af processens forløb, men også af den type ovn, der anvendes.

For at se ind i slagger udtager man først et lille stykke. Det indstøbes, slibes og poleres, hvorefter snitfladen beskrives og analyseres under mikroskop. Det gælder også for den slagge, der ligger inde i jernstykker eller i jerngenstande. For ved udvindingen er små slagger fanget i jernet og er så fulgt med, når svampen blev banket til barrer og barrerne smedet til redskaber. Og slaggeindeslutningernes form og mængde er et udtryk for jernets bearbejdning og kvalitet – og dens kemiske sammensætning kan være et udtryk for den myremalm, der er anvendt ved udvindingen. Så ved at sammenligne den kemiske kombination i slagger i jerngenstande med den i slaggerne på forskellige udvindingspladser kan man nogenlunde bestemme, hvorfra den myremalm, der lå til grund for jernet i den enkelte genstand, kom.

Der er altså to måder, man kan undersøge kilderne til den sjællandske jernproduktion på. Man kan iagttage dem alene med øjnene, eller man kan iagttage dem gennem et mikroskop. Men vi må først have fat i slaggerne. Og er det overhovedet muligt i et så nedslidt kulturlandskab som det sjællandske?

Små æsker med ubestemmeligt indhold finder med jævne mellemrum vej til mit bord. Sidste forår var det slagger fra fire nordøstsjællandske lokaliteter, der havnede dér – ved rene tilfældigheder. Alle var de ganske små fragmenter på mellem 18 og 231 gram og morfologisk lignede de løbeslagger. De var aflange, tunge, let magnetiske og havde en ujævn overflade. På enkelte var det tydeligt at se, hvordan slaggen var størknet i en rende som stearin fra et lys. For at undersøge, om det virkelig var udvindingsslagger, blev de undersøgt for deres indhold af kalium- og calciumoxid. I jernalderen brugte bønderne store mængder træ og trækul til jernforarbejdningen og det er disse to oxider, der er hovedkomponenterne i trækulsaske. Så da slaggen i alle produktionens led reagerede med den aske, der dannedes ved forbrænding af træet, har slaggerne fra udvinding en lavere koncentration af kalium- og calciumoxid end slagger fra rensning og smedning. Det bekræfter analyser af gamle slagger fundet i og omkring jernudvindingsovne og smedeesser samt analyser af nye slagger fremkommet ved kontrollerede forsøg. Og der var ingen tvivl om, at slaggerne, der var fundet i Usserød, Farum, Nivå og Gladsaxe, virkelig var udvindingsslagger.

Men ét er tilfældighed et andet en målrettet eftersøgning. Og kan det lade sig gøre? Jeg udførte for et par år siden et ganske uvidenskabeligt eksperiment. 30 arkæologistuderende fra Københavns Universitet skulle på deres første udgravning. Inden de tog af sted, brugte jeg et par timer på at fortælle dem om slagger. Jeg viste dem, hvordan de forskellige slagger fra jernbearbejdning ser ud, fortalte dem, hvilke procestrin de repræsenterede og demonstrerede, hvordan de med en magnet så at sige kunne trække slagger op af jorden. De fik eksempler på udvindingsslagger og esseslagger i hånden. Svejsekugler og hammerskæl. Da de kom hjem, gik jeg gravningernes resultater igennem. Og var det mon et tilfælde, at der blev registreret og beskrevet slagger på tre ud af dette års fire uddannelsesgravninger? De to af dem på Sjælland – og i begge tilfælde var der tale om samlinger af ganske små udvindingsslagger.

Der kan altså være gode grunde til at tro, at kilderne til den sjællandske jernproduktion stadig ligger derude og at de kan findes ved en systematisk indsamling. Men det kan jo være, at kilderne på Sjælland har et helt andet morfologisk udtryk end dem i Jylland. Det kunne forklare, hvorfor de endnu ikke er fundet. Javel ja, en velbevaret ovnbund med slagger in situ er vanskelig at overse. Men slagger uden kontekst - der ikke vejes i kilo, men i gram - kan vi umiddelbart identificere dem?

Og anderledes må slaggerne have set ud. For de jyske bønder anvendte kun Drengsted-ovnen, fordi de havde problemer med den store mængde letflydende og klistrede slagge deres myremalm afsondrede under udvindingen. Den må have været til gene for processen. Ved eksperimentel-arkæologisk arbejde med jysk myremalm er der jævnligt problemer med, at slaggen stopper for luftindtaget og dermed standser processen. Mens det ved brug af sjællandsk myremalm kan være vanskeligt overhovedet at få slaggen til at løbe. Og analogier til nulevende jernproducenter bekræfter da også, at brugen af forskellige typer malme ofte er årsag til brug af forskellige typer ovne. Så den sjællandske myremalm kan altså være forarbejdet i en helt anden og endnu ukendt ovntype, der har efterladt et andet og sandsynligvis slet ikke så massivt arkæologisk udtryk som den jyske.

Og hvis slagger fra den sjællandske jernudvinding ser anderledes ud end de jyske, bliver kilderne fra Espevej og Skydebjerggård udtagelser. Men undtagelser vi genkender og derved opfatter som regler og leder efter paralleller til.

Det siges, at astrofysikeren Jens Martin Knudsen havde et skilt stående på sit arbejdsbord, hvorpå der stod ét eneste ord: Hvorfor? Som arkæolog kan man med nogen ret hævde, at der lige så godt kunne stå hvornår? eller hvordan? Men alligevel er det hævet over enhver tvivl, at hvorfor? er og bliver det ultimative spørgsmål - også for arkæologien. Såvel i de strengt faglige sammenhænge, som i de mere overordnede. For hvorfor leder vi kun efter det forventelige? Sådanne ubehagelige spørgsmål kan stilles direkte til kilderne og vores håndtering af dem, som tilfældet er med de sjællandske slagger. Men desværre også overordnet til vores forskning og dens berettigelse. Hvis vi da tør tænke så langt.

Jeg oplever det tydeligt på en af de dage, hvor arkæologien får alt det forærende, som mange andre universitetsfag kæmper så hårdt for at opnå: Kontakt med omverdenen. En meningsfuld dialog med alle dem derude, der betaler for, at politikerne prioriterer fagets helt nødvendige, men ubeskriveligt langsomme, forskningsrejse i tiden. For interessen for arkæologi er mærkbar derude i hullerne. Jorden er ofte kun lige trukket af, inden den første repræsentant for omverdenen parkerer Puch Maxi’en i vejkanten og forcerer jorddyngerne med et veloplagt: ’Nåeh, har I fundet noget?’ Og hvad svarer vi ham så? Vi fandt det, vi kom efter. Alt det vi viste, vi ville finde. Det andet kasserede vi, fordi vi var presset på tid og økonomi – og, nok vigtigst, fordi vi ikke havde fantasi til at forestille os, at det kunne give mening.

Modsat så mange andre fag arbejder arkæologien med et kildemateriale, der - i bogstaveligste forstand - øges for hvert spadestik. Derfor ændres konfrontationen med kilderne kontinuerligt og størkner kun sjældent i sandheder. Og udspringer de generelle, videnskabelige overvejelser ikke alle dybest set af den enkelte arkæologs personlige præferencer? Så bliver forskellige arkæologer fagets styrke og hele forudsætningen for en dynamik? Videnskaben udformes af dens udøvere og som uddannelsesinstitution må vi aldrig forfalde til den lette løsning med at udklække kloner af os selv. At studerende med mange forskellige kompetencer - også de, der er os fremmede og måske svære umiddelbart at forstå anvendeligheden af - søger og arbejder med faget, er altid en berigelse. For det kan blive deres arbejde, der giver os andre indsigt til at forstå potentialet i de kilder, vi nu kasserer.

Og nu er jeg så, langt og længe og måske alligevel lidt for hurtigt, nået tilbage af toppen af Valby Bakke, oktoberlyset og de to linier af Leonard Cohens digt. Men det digt handler om kærlighed og ikke om arkæologi. Ikke engang om kærlighed til arkæologi. Så måske kommer det digt slet ikke historien ved. Og godt det samme. For det slutter jo så sørgeligt med, at there was nothing left between the Nameless and the Name. Og hvad ville der så være tilbage – for sådan en som mig?