Let gang på tynd is

- lektor lyngstrøms uni-krimi i firetyve dele


Satans! Han gik en gang rundt om bilen. Sparkede til dækkene. Satans, satans, satans. Året var ellers begyndt så godt. Med orden i økonomien, aftalerne og ægteskabet. Og nu var alt bare kaos. Igen.
Lige nu forekom det ham, at de sidste mange år af hans liv havde været én lang, mørk tunnel, hvor han stort set ikke havde bestilt andet end at undskylde sin egen eksistens. Kun afbrudt af konstant dårlig samvittighed over et eller andet. En eller anden følelse af ikke at slå til. Ikke, at han kunne sætte fingeren nøjagtigt på, hvad det var. Men et eller andet, der tilsyneladende manglede inde i ham selv. Alle andre vidste jo, hvordan man gjorde. Det eneste han vidste var, hvordan han skulle rette ind. Men det var han til gengæld også god til. Rigtig god.
Han vendte sig om og stirrede arrigt op mod den grimede betonbygning, hvor det sammensunkne juletræ udsendte sit blinkende Mayday. En sur, halvgammel mand, der stod på en parkeringsplads og sparkede til sin bil. Han åbnede døren til passagersædet. Hun var stadig helt varm under frakken, men hendes fingre var stive og kolde. Der var ikke langt hen til containeren og nøglen havde han i brystlommen. Satans.


Fortiden ….

Den gang for længe siden, da den gamle Doktor kom hjem fra Siam, havde han brændt alle de breve, der havde samlet sig i hans fravær. Hvis nogen ville ham noget, måtte de skrive igen. Det var der så to, der gjorde. Den ene af dem var Lassen. Og efterhånden som alle årene var gået, var Lassen også blevet klar over, hvem den anden var.

Lassen havde altid forestillet sig, hvordan Doktoren kom ind på kontoret - endnu med kufferten i hånden og rejsefrakken over skulderne. Hvordan han fik øje på den enorme bunke breve på skrivebordet og så - med en rask bevægelse - fejede dem alle sammen ned i papirkurven for straks at sætte en tændstik til. Lassen så det som en ren, klar ild. Især så han alle de farvestrålende frimærker fra hele verden og de tykke, brune kuverter, der krøllede sammen i varmen. Men dog. Det var faktisk sådan, at Lassen slet ikke vidste, om Doktorens kontor - det var dengang faget endnu lå på museet - havde været forsynet med en papirkurv af metal. Han vidste heller ikke, hvor stor bunken havde været, eller om det var Doktoren selv, der havde brændt den af. Måske havde han ringet til sin sekretær fra lufthavnen og bedt hende om at ordne det fornødne. Eller måske havde han taget bunken med hjem og smidt den i kaminen. Selve hændelsesforløbet lod sig ikke rekonstruere og var vel egentlig også ganske uden betydning.



Da Lassen havde skrevet det andet brev, kom der omgående svar. Meget kunne man sige om Doktoren. Men lang i spyttet var han ikke. Det lakoniske svar lød, at materialet, 1:1-tegninger, fotografier og lommebøger skulle sendes anbefalet til en adresse i Nordvestjylland. Omgående.

 

Lassen var ung adjunkt dengang. Fuld af ideer, som han mente sig benådet til at virkeliggøre. Og en potentiel svigersøn. Dengang forekom det arkæologiske liv stort og uendeligt. Og Doktoren var autoriteten, der kunne åbne porten. Han var Doktoren. En mand af stor fysisk styrke. Lassen havde været på adskillige gravninger med ham. Havde set ham fladeskovle enorme arealer i bagende sol. Kravle som et kattedyr i træer og på wienerstiger for at få det bedste overblik på en lokalitet. Lassen havde også været med ham de lange nætter ved arbejdsbordet, hvor brikkerne faldt på plads og sammenhænge blev set. Så selvfølgelig blev det hele sendt. Omgående.

Ugen efter var Lassen i audiens. Oppe på den uendelige, dybviolette hede, hvor digevoldenes jernalderlandskab strakte sig under den åbne himmel. Her boede Doktoren tilsyneladende flere måneder hver sommer. Uden for lands lov og ret i et stort, gammelt hus uden indlagt vand og telefon. Alene med sin kone og et blegt barnebarn. En datter af Suzannes langt ældre søster. Det var den gennemsigtige pige med fregnerne og de sartrøde fletninger, der trak vand op fra brønden foran huset – iskoldt vand, der altid var fyldt med frøer. Ganske små brunlige dyr med klare øjne. Måske sad de på spring dernede i dybet og hoppede så op i spanden, når den skramlede forbi. Man ved aldrig med frøer. Slet ikke med de frøer, hvis bevægelsesmønstre man genkalder sig efter mange år. 

Men det var ved den lejlighed Lassen for første gang mødte fruen og blev slået af den ejendommelige kontrast hun med sit aristokratiske væsen dannede til Doktoren, til det primitive hus og til naturen. Hun trykkede Lassen i hånden. Reserveret og køligt, mens de gråblå øjne dannede sig et indtryk af den unge mand foran hende. Gennem årene havde hun set mange komme til Doktoren, unge, ubeskrevne blade - som Lassen.

Efter te og sandkage var posernes indhold blevet hældt ud på papir og studeret med fingerspidserne under skrivebordslampen. Kobberfragmenterne var skubbet frem og de to ornamenterede stykker forsigtigt løftet og drejet med pincetten. Alle stykkerne var ganske tynde og rullet om noget, der med det blotte øje lignede plantefibre. Luppen var anvendt. Lommebøger og plantegninger kontrolleret. Så havde Doktoren ihærdigt viftet cerutrøgen væk med den dårlige hånd, spidset blyanten med kniven og set direkte på Lassen bag tobakstågen. ”De er vel klar over, at dette må blive i fortrolighed mellem os?”

Den aristokratiske kone var ude at spadsere med dyrlægens datter. Men døren stod åben ind til stuen, hvor barnebarnet sad og tegnede ved marmorbordet. Hun kunne ikke nå gulvet, men sad og svingede de bare ben med sandalerne.

Samme aften stod Lassen oppe på bronzealderhøjen bag huset. Solen var ved at gå ned og samtalen med Doktoren havde gjort ham usikker. Der var så meget ved arkæologien og ved Doktoren, som han ikke forstod helt ud i den yderste konsekvens. For hvorfor skulle der netop udvises så stor diskretion i forhold til dette fund?

Lassen fattede det ikke. Og heller ikke mellemregningerne i Doktorens tankegang. Doktorens liv bevægede sig på to plan: ét, hvor han med dyb koncentration og urokkelig lidenskabelighed formåede at fastholde og forfølge videnskabelige problemstillinger - måned efter måned, år efter år. Og så ét andet og langt mere kompliceret plan, hvor han var besat af en manisk idérig og målsøgende handlen, der absolut ikke tålte modstand. Et plan, hvor han for enhver pris ville sætte i gang, skabe nyt og ændre. Det var, som om hans hengivenhed for faget her blev så intens, at den fortrængte alle andre hensyn og hvor han fordrede en total selvfornægtelse ikke alene af sig selv, men også af sine underordnede.

Dén var der kun få, der var i stand til at yde og det var det, der førte til de evigt tilbagevendende og voldsomme sammenstød på instituttet. Konflikter, der kun blev yderligere forstærket af Doktorens hang til sarkastiske formuleringer og hans umiddelbare lethed ved en tilspidset replik. Og den var og blev en stadigt lurende fare i hans omgang med andre mennesker: hans personligheds særpræg og hans væsens elan vakte kun modvillig beundring. Man holdt ikke af Doktoren. Man respekterede ham – for lige så nærværende og vedkommende han var i sin forskning – ligeså respektindgydende og fjern var han i sin person.

Det var mellem de to plan, Lassen blev fanget den sommeraften. I usikkerheden om et par ornamenterede kobberfragmenter.

Alle mennesker udsættes for klart afgrænsede sekvenser, der efterfølgende påvirker hele deres tilværelse. Det kan være korte hændelser eller stemninger. Et syn, en lyd eller en duft, der på øjeblikke giver anledning til at et helt liv bøjes, slibes eller poleres. Mennesker er ikke altid bevidste om det, når en sådan sekvens indkapsles i deres liv. Men den lejrer sig. Nogle bevidst som stjernestunder, der værnes gennem et langt liv, andre er mere diffuse og skumringsfyldte – de lagres længe inden noget eller nogen måske som et tilfælde slider hul ned til dem. Så dukker de op.

Den sommeraften på bronzealderhøjen på den jyske hede lejrede der sig en sekvens af usikkerhed i Lassen. En kapsel af udefinerbar usikkerhed faldt til bunds dybt i ham. Og mange år senere var det netop den sekvens, der sled sig løs, steg op til overfladen og ødelagde ham.

For da Lassen kom tilbage til instituttet, bad han Suzanne analysere fragmenterne. Ikke bare de to ornamenterede stykker kobber, men hele fundet. Og han bad hende kun, fordi han var ude af stand til at bære usikkerheden alene. Dengang var Suzanne og Lassen et par. Suzanne som Doktorens datter og fagets kandidatstipendiat og Lassen som dygtig adjunkt. Et upcoming par i dansk arkæologi. Suzanne ville holde tæt. Og hun var god i laboratoriet. Og villig til at arbejde med materialet, når alle andre var gået hjem.

---

Netop, som Suzanne havde skubbet det syvende præparat ind under mikroskopets dækglas, hørte hun gadedørens brummetone. Hendes øjne sved. Hun flyttede hovedet fra objektivet. Hun burde have tændt loftsbelysningen, men sommermørket havde bare indrammet hendes arbejdsfelt lidt efter lidt. Hun gned øjnene. Kassen var for tæt belagt med for mange præparater til, at hun kunne nå hjem på denne side af midnat. Hun gned øjnene igen og skubbede brillerne på plads. Endnu havde prøverne ikke afsløret noget usædvanligt. Bare den forudsigelige kobberlegering bøjet om snoede fibre i brændenælde og ufarvet uld. De to store prøver kunne blive en velkommen overraskelse. Dem ville hun gemme lidt. Som en godbid til når hun var blevet rigtigt træt. Hun skubbede det ene præparat lidt frem mod arbejdspladsen. Så kunne det ligge dér og friste.

Dørklokken dernede ved opgangen blev trykket i bund igen – sandsynligvis på skrømt af en af de mange, der trak igennem den indre by på en sen fredag sommeraften. Hun vidste med sikkerhed, at hun var den eneste tilbage i bygningen og hun ventede ikke besøg. Hun strakte ugideligt benene ud fra sig og studerede med tomt blik sine støvede, tykke striksokker. De var slidte og temmelig snavsede. Hun hev den ene af og studerede den fraværende. Så lød brummetonen igen.

Man kunne hverken se fortov eller gade fra laboratoriet på sjette sal. En balustrade hindrede et hvert udsyn. Så det ville ikke hjælpe, at hun klatrede op på bordet og hang ud af vinduet for at se, hvem det var. Hun gad heller ikke. Det var så evigt ligegyldigt. Vagten låste alle døre mellem afdelingerne klokken seks og gadedøren var låst døgnet rundt. Hun trak også den anden sok af og skød brillerne op i panden. Linoleummet føltes behageligt varmt under de bare fødder. Siddende i kontorstolen skubbede hun sig tilbage på pladsen foran mikroskopet.

Det var på det tidspunkt, hun hørte gadedøren lukke. Den gav ikke, som den ellers plejede, genlyd i hele opgangen. Bare et lille smæld, som hun slet ikke ville have bemærket, hvis radioen havde været tændt eller hvis hun havde været optaget af arbejdet.



Nu var der ingen tvivl. Elevatoren var på vej op. Grebet af en pludselig og helt uforklarlig angst slukkede hun hurtigt arbejdslampen og mikroskopet. Dækkede det til. Og efter en indskydelse, der ingen steder kom fra, greb hun dét store præparat, der lå foran hende, viklede det ind i bomuldsstof og stoppede det ned til nøglerne i kjolelommen.

På bare ben skubbede hun døren til laboratoriet op og gled ud i gangens mørke. Den svage susen og knagen fra elevatorskakten fyldte gangens mørke sammen med hendes tilbageholdte åndedræt. Hurtigt var hun inde på læsesalen, hvor gipsafstøbningerne dæmonisk reflekterede byens lys. Hun klemte sig ind i mørket under det bagerste skrivebord. Helt op i den tætte skygge - i hjørnet mod væggen, der føltes ru mod ryggens kjolestof og hvor luften kun smagte af tør varme. Elevatoren faldt til ro og nøgler raslede stille i gangdøren.

Det var én, der havde nøgle, bare en studerende, der kom for at læse. Og her sad hun klokken et eller andet midt om natten, skæmt af en brummende dørklokke og en knagende elevator – i støvet under et skrivebord på læsesalen. Hun var allerede hastigt på vej op og ud, da hun forstod lyden.

Det var ikke en, der brugte nøgle. Det hun hørte, var lyden af én, der forsigtigt brød låsen op. Én, der systematisk og professionelt skaffede sig adgang til afdelingen. Én, der ikke havde nøgle, men én, der alligevel havde brug for at komme ind. På et tidspunkt, hvor ingen andre var i bygningen. I al diskretion.



Suzannes ene arm sov og en hård kant fra bordbenet skar hende i siden. Efter den lave skramlen bag laboratoriedøren var ophørt, de målrettede skridt i gangen var forsvundet og dørens sagte klik havde nået hendes ører – så talte hun langsomt til éthundrede før hun krøb frem. Kjolen klistrede ikke længere til benene nu, hvor hun bevægede sig, men på laboratoriet var det meste kaos og kassen med alle kobberprøverne var væk. Kun det syvende præparat lå stadig i det tildækkede mikroskop.

Sin far turde hun ikke forstyrre på denne tid af døgnet, så fra mønttelefonen på gangen ringede hun efter Lassen. Sammen ryddede de op og lagde forsigtigt det sidste præparatet i det brandsikre skab. Sammen gik de hjem gennem byen.

Det store præparat lå stadig i kjolelommen. Måske havde hun glemt det. Måske ville hun bare have det for sig selv. Uden sin far. Og uden Lassen.

Den nat døde Doktoren. Helt pludseligt og helt uventet. Mens han sad i sit arbejdsværelse. Rygtet ville senere vide, at man havde fundet ham sammenfaldet over en af Lassens lommebøger. Og at Doktorens fingre ligesom havde krammet om dens blade.

---

Først mange, mange år senere dukkede præparatet fra Suzannes lomme op igen. Ude af kontekst og uden at andre og tilsvarende var udgravet. Og alt, alt for sent til at dets eksistens for alvor at kunne rykke den arkæologiske videnskab.

Men Lassen var - selv nu, så mange år efter - stadig fanget i sin tvivl. Han var usikker på Doktorens viden og fortrolighed. Og for Lassen blev decembers begivenheder skæbnesvangre. Det var nemlig dem, der fik kapslen af udefinerbar usikkerhed - den som han havde båret på så længe - til at slide sig løs, og stige op til overfladen. Og det var det, der ødelagde ham fuldstændigt.

 

 

Forglemmelsen .....
 

Forsvaret havde udviklet sig til én lang, pinefuld forestilling. Det var begyndt klokken ét og Suzanne var først kommet ind i auditoriet ganske kort tid forinden: fagets tidligere ubestridte kronprinsesse vendte tilbage til åstedet tæt fulgt af fakultetets jurister. Så der var på forhånd lagt op til ballade.
 

Afhandlingens omslag havde været så grimt, at Lassen først slet ikke havde haft lyst til at åbne den. Men blevet sendt over fra museet var den - og skabt sig åndssvagt havde hun jo også - dengang i foråret, da sekretariatet ikke kunne finde bevillingsskrivelsen, der skulle finansiere trykningen.

På afstand lignede hun sig selv. Et par kilo eller ti tungere ganske vist, men stadig med de samme livligt gestikulerende bevægelser. Måske lidt oppustet. Sandsynligvis snarere alkohol end antidepressiver. Lassen kneb øjnene halvt i. Suzanne var en del af hans fortid, som han kunne mindes helt uden smerte.

Hans egen tid på faget var ved at være forbi. Udstået om ikke med glans, så havde han dog mod alle odds klaret sig langt bedre en forventet. Han havde gjort de fleste antagelser til skamme ved at avancere inden for det forbenede universitetssystem. Og så længe han arbejdede, gik det for så vidt også udmærket.

Efter Suzannes snik-snakkende introduktion trådte førsteopponenten frem. Kommaer blev flyttet, oversættelsen kommenteret, figurtekster gransket. Opponenten var lille, trivelig og fra Lund. Men uden bid. For hvad var pointen? Han blev ved med at cirkle i god afstand fra det væsentlige. Lassen mærkede, hvordan frustrationen begyndte at lægge sig som en klam tåge om baghovedet. Ikke så meget på egne som på fagets vegne. Den afhandling burde slet ikke være antaget til forsvar. Kobberalder i Danmark? Det var jo bare en strid om ord og om terminologi. Helt uden substans. Lassen gjorde sig umage for at trække luften ned i spidsen af lungerne. Han kunne jo være ligeglad. Fuldstændig ligeglad.

Auditoriet var et af de nye. Belysningen var udmærket. De første stolerækker havde været forbeholdt fagets spidser, men Lassen var straks stilet væk fra det reserverede sæde og hastigt gået langt tilbage i auditoriet. Havde fundet et par kolleger fra et lokalmuseum - et par af hans tidligere studerende - og var så gledet ned i det behagelige sæde, udenfor cyklonens øje.

Fire eller fem timer i fuldstændig fred. Hvor der intet andet forventedes af ham, end at han var til stede. Han masserede nakken og forsøgte at komme fornemmelsen af ubehag til livs. Vendte blikket mod gaden, hvor trafikken var uregelmæssig i den tidlige eftermiddags lette snesjap. Når han overværede andres forelæsninger lukkede han aldrig øjnene. Slappede i stedet af med åbne øjne. Nød at modtage i stedet for at give. Han vidste, som alle andre på faget, at de studerende jævnligt holdt væddemål om to af hans kolleger. Tippede på, hvem af dem, der først faldt i søvn.

Den næste opponent var Klausewitz. Hans engelsk var jammerligt, hvorfor havde de dog ikke ladet ham opponere på tysk? Han så også helt forkert ud i det jakkesæt. Ønskede sig vel i virkeligheden langt væk. Godt at Johs havde været oppe og snakke med ham inden forestillingen. De to kendte vel også hinanden fra megalitkampagnen. Og hjemme hos Johs talte de alle sammen tysk. Lassen påskønnede Johs’ jovialitet. Den gav ham mulighed for selv at holde lav profil.

Forsvaret trak ud, men receptionen var velbesøgt, så Klausewitz nåede ikke - som det oprindeligt var aftalt - på museet, inden han skulle flyve tilbage. Johs tog gerne den lille fundpose, som Klausewitz rakte ham, med på museet i morgen. Han skulle alligevel derind for at undervise. Distræt stak han posen i jakkelommen, mens han balancerede med glas og tallerken.

 

Lassen var forsvundet inden receptionen. Nu stod han på parkeringspladsen foran betonbygningen, da han hørte døren smække med en dump lyd og gennem mørket så en duknakket skikkelse glide ud af dørens lyscirkel og videre langs bygningen mod metroen, hvor den lod sig opsluge af vintermørket. Auning var på vej hjem. Heller ikke han havde vist sig ved receptionen. Let foroverbøjet med rygsækken over den ene skulder. Lassen gav sig ikke til kende. Slet ikke. Hvorfor skulle han dog stå her på en parkeringsplads og råbe efter en kollega?

Den dag da Wendy var blevet institutleder, var Lassen definitivt en mand, der havde lagt sin fremtid bag sig.

---
 



Wendy var gået tidligt fra receptionen. Suzanne. Den gamle dinosaur. Total outdated forskning. Et monument over sin far, som alle også havde glemt. Et statement fra fortiden. Kobberalder? Den diskurs hørte hjemme i forrige århundrede.

Men selvfølgelig havde Wendy været der. Minglet rundt. De var der jo alle sammen. Og alle havde de set hende. Hvordan hun professionelt havde flash’et sit ungdommelige smil og sin kompetente charme. Men da dekanen var gået, var hun klapret tilbage til sit kontor. Havde dog vigtigere ting at tage sig til end at pleje fagets relikter.

Wendy kiggede på iPad’en. Det, der generede hende var, at hun ikke kendte problemets omfang. Indstillingen fra udvalget var klar, velunderbygget og afgivet i enighed. Og det var Auning, der havde repræsenteret faget. Som han havde gjort det i de sidste mange semestre - og igen var det fagets egen kandidat, der ikke havde fået stipendiet. I stedet havde de promoveret hende Laursen, som de dårligt nok kendte på instituttet.

Der var uden tvivl blevet handlet internt i bedømmelsesudvalget. Det blev der altid. Det var ikke det, der var problemet. Det ubehagelige var, at fagets kandidat denne gang - udover de obligatoriske topkarakterer - også var tildelt universitetets guldmedalje. Det var det, der var uhørt.

 

Så den ene del af problemet var, at hun ikke viste, hvorfor Auning havde afgivet stipendiet. Der måtte have været et væsentligt argument – og det kendte hun ikke.

Den anden del af problemet var, at han ikke havde informeret hende om det. Og det lå der med sikkerhed et vægtigt motiv bag. Den lille spytslikker plejede at være emsig nok. Havde han virkelig fantasi nok til at gå bag hendes ryg? Og kunne han spille så højt spil? Hun tvivlede.

Hun overvejede de mulige læk i strategien. Det var dér, hun måtte begynde. Og der var to.



Den første mulige læk var hendes private mobil. Den lå tit steder, hvor andre kunne få fat i den. Hun var et åbent menneske. Social på den der konstruktive og netværksdannende måde. Og selv om hun slettede alle gamle beskeder, så var flere numre kodet ind – selv om det var uden navn eller noget. En eller anden kunne altså have fået fat i telefonen og så moret sig med at pille hendes telefonbog fra hinanden. Men var det en realistisk mulighed? Kun for én, der vidste nøjagtigt, hvad der var at komme efter. Og hvem gjorde det? Ikke Auning. Og hvem ellers havde et motiv? For hvem kendte strategien andre end dekanen?

En mere sandsynlig lækage var den stationære. Janus, den IT-ansvarlige, kom ofte og tilså afdelingens pc’er. Også når hun eller de andre ikke var der. Han havde nøgle til hendes kontor, kunne åbne pc’en uden om password. Som institutleder var det hende, der ekspederede størstedelen af instituttets personfølsomme, elektroniske korrespondance. Den, der senere skulle fjernes fuldstændigt fra jordens overflade. Men i begyndelsen af november havde hun siddet hjemme og arbejdet og havde faktisk også sendt en mail og hun kunne også have skrevet et eller andet uoverlagt, som hun ikke lige nu og denne aften ikke kunne huske – og den mail havde hun jo ikke kunnet slette før hun nåede ind til instituttet om mandagen, måske var det netop den mail, hvor hun havde skitseret strategien. Nå, men den it-fløs – kunne jo – hvis han virkelig havde været inde den lørdag eller søndag, have fundet netop den mail og så sendt den videre. Men hvorfor skulle han have gjort det? Og hvorfor skulle det netop være denne Laursen, der skulle tildeles stipendiet?

Det, der generede hende mest var, at hun ikke forstod motivet.

Wendy stak iPad’en i tasken. CEO’en i en af de rigtig store virksomheder havde vist interesse for både visionen i hendes nye EU-projekt – og for hende. Havde inviteret på middag. Det ville hun ikke komme for sent til.

Samtidigt med Wendy slukkede lyset på institutlederkontoret, var også Johs ved at lukke på sit kontor. Det havde været en god dag. Godt af se Suzanne igen. Godt at få den disputats i hus. Godt at møde alle kollegerne og alle de studerende ved receptionen. Sin jakke havde han hængt på bøjlen bag kontorets dør. Han rullede skrivebordsstolen på plads og tog vindjakken på. Smækkede døren.

Bag døren hang jakken. I lommen lå fundposen. Den havde han glemt. Først i morgen, når han stod på museet, ville han huske, at han havde glemt den.

---



”STOP”, råbet gav genlyd i søjlegangen.

Johs standsede. Hans arme gjorde allerede ondt. Også selv om han kun havde båret skuffen de få minutter ud af undervisningslokalet og ned ad trappen. Den var egentlig ikke tung. Men kantet og uforholdsmæssig bred.
Han vendte sig om.
”Stop. Det er politiet!”
Johs overvejede en bemærkning om, at ”det her var så arkæologien”, men orkede alligevel ikke. Den del af museets fløj, der vendte ud mod regeringsbygningen, var et stadigt interesseområde for politiets arbejde, når der var politiske topmøder.
De to betjente nærmede sig hurtigt.
”Må vi se din legitimation?”
Johs drejede siden til, så kortet, der hang fra bæltet, blev synligt for de to. Den ene bøjede sig ned og så hurtigt på det.
”Og hvad har vi så i kassen?”
”Oldsager.”
Johs stod og balancerede ubekvemt med skuffen, hvor svaleredekarret vippede under silkepapiret. Der var ingen steder i umiddelbar nærhed, hvor han kunne stille den fra sig. Den ene betjent løftede op i papiret. Johs mærkede kulden fra uniformen, da han lænede sig ind mod ham. De måtte netop være kommet ind fra gaden.
”Det her kommer vi lige til at kigge lidt nærmere på.”
Betjenten var tilsyneladende den emsige type. Eller måske trængte han bare til få varmen.
”Følg med.” 
Johs fulgte med ham frem til gangens vinduesniche, hvor dagslyset endnu trængte ind. Han placerede med besvær skuffen på vinduesbænken.

”Og hvad er så det?”

Betjenten havde fjernet papiret helt og pegede ned mellem lerkar, fibler, bronzedolke. Han ville vel have de små plastikæsker åbnet. Johs gned sine ømme arme og forsøgte at afkode betjentens ansigtsudtryk, så han hurtigst muligt kunne få skidtet tilbage i boksen og komme hjem til Gertie og børnene. Han måtte forbi instituttet på hjemvejen, for at få Klausewitz’s fundpose med, så den kunne blive afleveret i morgen tidligt.
”Oldsager. Keramik. Bronzer. Jeg kommer lige fra undervisningen.”
Det var de små æsker, betjenten var ude efter. Dem, der lå i bunden.
”Og hvad med de æsker dér?”
Den anden betjent holdt sig i baggrunden. Johs kunne ikke skelne hans ansigt i halvmørket. Han forekom ældre end den talende – og mere afventende. Og måske også mere interesseret i de små æsker. Johs flyttede svaleredekarret ned på gulvet. Stillede det godt ind i hjørnet i relativ sikkerhed for ordensmagtens støvlesnuder. De aflange æsker med dolkene fik han stablet op i vindueskarmen.
”Det er nåle,” sagde han. ”Nåle, som de gamle brugte til at holde tøjet sammen med”.
Johs tog en af de små æsker op, åbnede den og pillede papiret til side. Han holdt indholdet lidt demonstrativt frem. Der var noget ved den bagerste betjent, der gjorde ham usikker. I et kort glimt var han trådt frem og lyset fra lampen i gården havde kortvarigt ramt hans ansigt. Det havde ikke gjort det bedre.
”Det er så i orden”, den talende betjent viftede tilfreds med hånden, ”men se at komme ud, vi afspærrer området indenfor 25 minutter.”
Betjentene forsvandt side om side i søjlegangens halvmørke. Johs pakkede oldsagerne ned i skuffen. Fik med besvær plads til det hele igen og balancerede så skuffen hen til kontoret med det store, brandsikrede skab.
Hvad var det, han havde set i den bagerste betjents øjne? Han satte skuffen i boksen, låste. Kunne det være genkendelse? Ubehaget sad i ham et øjeblik. Men kun et øjeblik. Han smækkede døren og gik. Ude på gaden var det begyndt at regne.

Genkaldelsen ….

På det sted, hvor Hovedvejen krydser Ringvejen er asfalten ny og sort, så det sker, at solen giver et helt specielt genskin i den våde overflade. Næste morgen, da Johs endelig kom hjemmefra med Klausewitz’ fundpose i vindjakkelommen, var det så kraftigt, at han måtte bøje sig frem efter solbrillerne. Han lod bilen trille frem til stoplinjen. Trafikken var tæt og i bakspejlet iagttog han konturerne af den kø, der hurtigt dannede sig bag ham. Foran hang en håndfuld cyklister og lige bag ham den skramlede Opel, der havde kørt efter ham de sidste kilometers tid. Nationalitetsmærket var LT. Østarbejdere. De var da efterhånden også overalt.

Sandsynligvis er cyklister grebet af en eller anden misforstået forestilling om, at de kommer hurtigere frem, når de hænger halvvejs ude i et kryds. Nu blokerede de fuldstændigt for trafikken, da der var grønt for højre svingbane. Nogle rokerede lidt – trak dovent cyklen en smule ind til siden. Johs lettede foden og lod bilen hvile i koblingspunktet. En af cyklisterne var en kvinde med et kraftigt rødgyldent hår, der nåede hende helt til livet. Hun sad rankt i cykelsadlen, mens hun holdt den ene fod på jorden. Havde tilsyneladende en stor taske i en kurv på styret og en mindre pakke i brunt karduspapir på bagagebæreren. Karduspapir. Et af de ord hans børn ikke ville kende. Da Johs gik i skole, havde børnene fra barakbyen altid haft deres skolemad pakket ind i brunt karduspapir. Kar-dus. Lange dage, hvor solen kun flyttede sig langsomt hen over klasseværelsets gule vægge, mens fluer tumlede mod vinduesglasset. Da han var dreng, havde solen altid skinnet. Det var det, Gertie tit drillede ham med. Selv var hun opvokset i Krakows forstæder, hvor selv regnbuer er grå. Men Johs, han havde været en lykkelig dreng i et lykkeligt land.

Den rødhårede slingede en smule, da hun begyndte at køre. Johs satte i gear og trillede opmærksomt tværs over Ringvejen, lod bilen følge i god afstand efter den uformelige klynge af cyklister. Hovedparten skulle bare over på det modsatte hjørne, før de fortsatte ind mod byen. Lige som bilisterne.

Kun den rødhårede fortsatte mod syd - tværs over krydset.

 

Senere huskede Johs tydeligt, hvordan han havde taget solbrillerne fra handskerummet, havde iagttaget trafikken og var trillet frem for grønt i god afstand af cyklisterne. Han huskede også, hvordan han havde hørt Opelen accelerere voldsomt, allerede inden han selv var kommet helt over Ringvejen. Og at han havde måttet hugge bremsen hårdt i ved sammenfletningen for at undgå kollisionen ved overhalingen. Med adrenalinen pumpende i kroppen, havde han registreret Opelens kraftige opbremsning ud for den rødhårede. Set en arm række ud af vinduet, et greb om pakken på bagagebæreren og så igen en kraftig acceleration. Dernæst var hans fokus alene på kvinden, der først slingrede voldsomt og derefter væltede ud mod kørebanen. 

Johs fik hurtigt bilen ind til siden. Kom ud og løb hen til hende. Hun var knækket sammen. Sad på asfalten med ryggen til ham med hænderne for ansigtet. Han kunne se, hvordan hun trak vejret i dybe stød. Cyklen lå halvt ude på kørebanen. Tasken var rutsjet ud af cykelkurven sammen med en vandflaske, der nu rullede sig vej ned mod græsrabatten. En bil sneglede sig forsigtigt spørgende forbi i den modsatte vejbane. Johs bøjede sig over kvinden. Lagde hånden på hendes skulder. 

”Jeg så det. Sådan nogle forbrydere! Er Du OK? Slog Du dig?”

I et splitsekund indså han med fortvivlende klarhed, at dette slet ikke var, hvad det umiddelbart gav udtryk for at være. Noget var forkert. Men han nåede ikke at reagere, før han mærkede, hvordan hendes muskler spændtes under hans håndflade. Og som svar på hans omsorg sprang hun op. I én, lynsnar bevægelse, drejede hun rundt og pandede ham med voldsom kraft sådan én, at næseroden knasede og den skarpe vintersol forsvandt.



Det første, der kom tilbage, var lydene. En kvindens roligt trøstende stemme (nu skulle han bare ligge stille, hun skulle nok blive hos ham, nu kom ambulancen snart, bare han lå roligt, skulle det hele nok gå). En sirene langt væk. Den skar sig gennem formiddagstrafikkens monotone summen. Den ubehagelige smag af blod og opkast. Fornemmelsen af hård, kold, våd vej. Og så en helt uvirkelig smerte.

Men smerten var (og det var, hvad der foruroligede ham i en helt overvældende grad) blandet med en fotografisknøjagtig erindring om en mand, han ikke havde tænkt i mange, mange år. Den mand, hvis ældede ansigtstræk han havde genkendt på betjenten på museet dagen før.

Så kom virkeligheden. Den klare, blå vinterhimmel. Trækronerne med de nøgne grene der rakte sig mod himmelen med deres uendelige spindelvæv af småkviste. Og bevidstheden om, at vindjakkelommen var revet op. Og at fundposen, der havde ligget i den, var væk.
 



(Manden….

Ude på politistationen vest for byen sad der for længe siden og i mange år en høj, lidt mager og hulbrystet, ung mand. Af natur var han både temmelig nærig og temmelig ucharmerende, men samtidigt fuldstændigt ligeglad. Hver dag gennemlyttede han den ene båndspole efter den anden, mens han iagttog trafikken gennem de nikotinimprægnerede undergardiner og de upudsede, skudsikre ruder. Undtagen om søndagen. Om søndagen arbejdede han for de rigtigt hemmelige. I det andet firma. Hos de militære venner.

For alle ugens dage var det ham, der passede på dig og mig, på Danmark og på verdensfreden. Intet mindre. Det var i det gamle, delte Europa. Hvor den arkæologiske videnskabs dynamik var betinget af længdegrader i stedet for af breddegrader. I en verden med dem og os. Og hvor ”de” ikke alene var på den anden side af Østersøen – men også lige her. Mellem ”os”. Kommunikerede med hinanden gennem døde postkasser under bænke i parker og gennem bagagebokse på Hovedbanegården.

Manden oversatte uforståelige sprog til forståelige sprog, sorterede oplysninger og afrapporterede. Sindigt. Med halvt lukkede øjne, mens han drak kaffe af et plastikbæger, spiste ensidigt og generelt rigtigt usundt.

Sin operative chef opsøgte han sjældent. Sin familie aldrig. Og selv om der dengang var ganske mange af hans slags ansat i firmaet, så foretrak han at arbejde alene. Damerne eller de unge, der kom ind om aftenen, ville han slet ikke have noget med at gøre. For ham var arbejdsrytmen hellig og han trådte kun to stier: én til kantinen og én til kaffemaskinen. Og så selvfølgelig alle de små stier mellem båndoptagerne langs væggene og afspilleren på hans bord. Her var hans verden.


Han var blevet lidt sær af at sidde der. Lidt svær at omgåes. Man kunne sige, at det haltede lidt med de sociale kompetencer. At han hverken var særlig omstillingsparat - eller særlig åben for forandringer.

Han var altid én af de første, der mødte på morgenvagten. Gik igennem slusen og ned på afdelingen. Efter kaffen hentede han det første bånd, tog kassetten med farvebåndet fra pengeskabet og placerede det i skrivemaskinen. Rullede de seks stykker rapportpapir frem i maskinen. Strakte sin lange krop grundigt og satte propperne i ørerne. Spolede båndet helt tilbage. Vippede på stolen og drak et par mundfulde kaffe. På den anden side af det sikrede glas bevægede bilernes lygter sig langsomt frem.

En søndag morgen havde et par af de unge taget hans umådeligt store slippers og lagt dem i fryseren. Der havde de ligget og iset til et døgns tid. Sidste mand på nattevagten, havde så placeret dem på den faste plads i garderoben.

Den hulbrystede var blevet sur og havde lukket døren til sit kontor. Han syntes, at nogle af de nye i afdelingen var lige lovligt kvikke. Dygtige, javel, men de socialiserede for meget. Sad for længe over frokosten, småsludrede med de unge og spiste damernes hjemmebag til kaffen. Som ham den nye studentermedhjælp. Johannes, var det ikke det, han hed? Forleden dag, da de havde fået nys om at begge dele af kobbercylinderen fra den ødelagte postkasse i Gedesby sandsynligvis stadig fandtes - og om at den ene del sandsynligvis var hos polakkerne, så havde han bare leet. Det brød manden sig ikke om. Det var jo ingen selskabelig forening det hér.)

---





En boble. En boble tog form på bunden af vandglasset. Voksede. Pustede sig ligesom op. Mere og mere. Slap rykvist glassets flade. Først langs kanterne. Hvis bobler har kanter. (Det har de vel kun, hvis de ses fra en hospitalsseng.) Slap mere og mere. Kom fri. Steg roligt op til overfladen. I en sitrende bane. Bristede. Forsvandt. Ingenting forsvinder. Ændrede form. Blev usynlig. Alt det, man ikke kan se, det er der jo. I en anden form. Og fordi vi kan se boblen på vej op gennem vandet, ved vi, den er der. Også efter den er bristet. Et eller andet sted. Mørke. Mørke igen. Bare forsvinde. Lade andre tage ansvaret for, at han lå der mellem lagnerne. Ansigtet føltes stift og uvant. Smerten var på afstand. Men stod stadig som en mur mellem ham og virkeligheden. Johs magtede ikke at føle på bandagen. Lå bare.

Manden. Selvfølgelig havde det været ham på museet. Den bagerste - i uniformen. Og selvfølgelig havde det været Klausewitz’ fundpose, han ledte efter. Under påskud af topmødet. Johs burde have vist bedre. Han havde ageret postkasse. Men tom postkasse – for fundposen havde han jo glemt. Derfor denne nye aktion. Den rødhårede og de unge mænd i Opelen havde opereret sammen. De var ”dem” og de havde hentet, det de var kommet efter. Derfor næsen og derfor smerten.

Gertie? Nej, det var Lassens ansigt, han så gennem boblerne. Fuld af bekymring. Kejtet krammede en indpakket blomsterbuket. Frakken havde han stadig på. Der lå sne på hans skuldre. Måtte lige have sat sig. Lassen, der ingenting viste, men var nøglen til det meste.

 

---





Da Lassen kom tilbage til instituttet sad der en lap papir med en nedkradset besked i klemme døren til hans kontor. Den var fra Wendy. Ring! Haster! stod der, og Lassen fulgte opfordringen.

”Lassen… godt du ringede. Jeg har noget, jeg synes, vi bør diskutere i forbindelse med indstillingen. En interessant pointe, som ingen har lagt vægt på før og som nok er værd at tage i betragtning. Inden vi formulerer den endelige udtalelse.”

”Javel?”

”Denne Laursen, Caroline Laursen, hende det nye håb med ansigtsurnerne, du ved. Hende vi risikerer at få ind nu, hvor Thea blev vraget. Jeg forhørte mig lidt om hende. Sådan på museet og på universitetet dernede i Krakow. Du ved, der hvor hun postulerer at ha’ gravet. Og meget taler for, at hun bluffer.”

”Nå, hvordan da?”

”Ja, hvad tror Du?”

”Det er jo det, jeg spørger om.” Lassen så træt ud af vinduet. Han burde have vist det. Ingenting går let. Slet ikke i et indstillingsudvalg. Også i et indstillingsudvalg han ikke selv havde siddet i.

”Hun har tilsyneladende en eller anden forbindelse til Auning. Et eller andet, der nok er af privat karakter. Noget, der gør, at hånden bliver holdt over hende”

”Okay?”, Lassen gned sig over ansigtet. Stirrede ud over parkeringspladsen, hvor sneen dalene ned. Det var frostvejr igen. Ventede på Wendy’s næste træk. Men kendte proceduren med nyt udvalg, timevis af nye møder og kilometervis af nye ord. Og hvem skulle ellers sidde i det, hvis ikke ham? Han følte matheden og afmagten.

---


På vinterdage flakser store sværme af kragefugle tæt om den lange række af rønnebærtræer langs søen. Hundredvis af fugle trækker ved solnedgang sortprikkede mønsterformationer tæt langs bredden. På vejen hjem kørte Lassen helt ned på den bagerste parkeringsplads. Ud til den yderste bræmme af græs. Parkerede og gik ud foran. Han mærkede bilens varme og iagttog søen og fuglene – så bevægede han sig ud på den tynde is.

Hele dagen var hans tanker blevet distraheret af det forestående arbejde i udvalget, der skulle ske helt efter Wendy’s foreskrifter, hundrede gange havde hun været i telefonen, nu skulle den lille lus til Auning ud, ham stolede hun ikke længere på, hendes stemme havde været ubehageligt skinger, men nu var der fred og mens Lassen forsigtigt gik ud på isen kiggene han ned gennem den til alle dens bobler, der var stivnet på vejen op gennem det frosne vand, og han kunne koncentrere sig om den uro, han bar på, og om bevidstheden om, at der - lige nu - gik nogen rundt et sted derude i verden, der forstod sammenhængen mellem hans gamle fund fra Gedesby og det faktum, at Johs befandt sig i en hospitalsseng - ord, som Lassen havde hørt for mange, mange år siden dukkede op, en ung Suzannes hviskende stemme i telefonen om at der havde været indbrud i laboratoriet og prøverne var væk - temmelig besynderligt, for det var synet af Johs’ ansigt i dag, der ligesom havde revet kapslen af usikkerhed, den han havde båret på siden den aften han stod på den dybviolette hede, revet den løs og lige siden han i formiddags havde rejst sig fra stolen ved siden af hospitalssengen, havde den været på vej op gennem ham til en eller anden form for erkendelse og følelsen var så stærk, at der lidt efter lidt havde sneget sig den forestilling ind i hans hjerne - især havde den været tydelig nu her på hjemvejen fra instituttet - en forestilling om, at det var meget vigtigt for ham at spørge Suzanne ud om hendes familie: om Doktoren, den aristokratiske hustru og det blege barnebarn - og den indskydelse ville nok slet ikke overraske Suzanne så meget endda, for selv om han var klar over, at hun som sin far var temmelig egenrådig og vanskelig at tage initiativer overfor (hvad der var en helt generel egenskab hos hende og hvor han - og nok også med en vis berettigelse - mente, at han besad en form for særstatus hos hende), så kunne der vel ikke ske alverden ved at ringe hende op, også selv om han var klar over, at hun sandsynligvis hverken havde tid til eller orkede at tale med ham og slet ikke om det og det ville han selvfølgelig udmærket kunne forstå, men nu gik han her med ganske lette skridt rundt og rundt på den tynde is og kunne i det sidste dagslys stadigt se alle boblerne nede under overfladen og hen over ham fløj både alliker og krager og også et par råger, men det så eller hørte han ikke sådan rigtigt, men lod sig i stedet helt viljeløst fylde af tanken om et fund med mange kobberfragmenter, hvor de to var besynderlige og ornamenterede og tilsvarende ikke set i dansk arkæologi siden - og som han måtte have tolket helt forkert - men hvor det havde været simpelt og enkelt den dag for længe siden, da han havde skrabet fladen ren med graveskeen og målt fundet op og tegnet det i lommebogen, men allerede da Doktoren havde læst brevet (og samtidigt læst det andet brev) og havde set på ham gennem cigarrøgen, da var Lassen blevet i tvivl og det var begyndt at føles fuldstændigt, som om hans egen tolkning af fundet som et depot fra ældre bronzealder med fragmenterne af et snoreskørt - hvor kun de små kobberbånd var bevaret - den tolkning var gledet ind under en eller anden indsigt, som Doktoren havde haft om noget helt, helt andet.

Lassen stirrede ned på boblerne. Isen var ganske tynd. Nede under isen, i det kolde vand, bevægede boblerne sig. Prøvede at komme op. Det hele varede kun et øjeblik. Så gik Lassen hen til bilen og kørte tilbage til instituttet.




Betonbygningen lå øde hen. Ikke et livstegn så sent på eftermiddagen og så tæt på jul. Fristen for aflevering af de skriftlige eksamensopgaver var for længst overskredet, så de studerende var over alle bjerge. Lassen låste sig ind og tændte lyset. Som altid lå der meget forskelligt arbejde – også med at samle, stable og køre de mange hyldemeter bøger, som udgjorde dette års rektorale kvote for fagets kassation. Fra bibliotek, til elevator til container. Det var tungt fysisk arbejde, der gav ro i kroppen og gradvist tømte ham for tanker.

Samtidigt var der én, der trak vejret fuldstændig roligt. Det var manden, der havde nærmet sig parkeringspladsen foran bygningen i en stor bue. Det var lang tid siden, at han havde været i operativ tjeneste og han glædede sig over, hvordan alle de gamle færdigheder lå ham på rygraden. Det forholdsvis almindelige liv, som han havde anskaffet sig over de seneste år, var brutalt skubbet til side med aktionen i formiddags. Hvis gruppen virkelig var aktiv, skulle den stoppes. Og det skulle være nu.

Tilsyneladende lå pladsen helt øde hen i mørket. Bortset fra en enkelt parkeret truck med hænger. Gardinerne i førerhuset var trukket for, så chaufføren lå vel derinde og sov. Manden standsede et godt stykke fra grusets kvadrat og nærmede sig så forsigtigt langs den tilsneede græsrabat. Alligevel så han først bilen, da han var kommet alt for tæt på. Hastigt trak han sig tilbage til skyggen. Den sorte Opel var parkeret mellem lastvogn og toiletbygning. Den kunne ikke have holdt der længe. Hjulsporene i snesjappen stod forholdsvist skarpt og lakken så - i hvert fald på afstand - ud til at være varm og tør. Han kunne kun lige ane en person inde i bilen og ingen fodspor ledte fra den. Lydløst sneg han sig frem. Han talte tre dybe åndedrag, så fór han frem, hamrede bildøren op og jog ampullen i førerens halspulsåre.

Hun havde været alene i bilen. Kodepladen fandt han i en pose på hendes bryst. Satans, at det skulle være nødvendigt. Igen. Satans. Han flåede huen af og stirrede arrigt op mod den grimede betonbygning, hvor det sammensunkne juletræ udsendte sit blinkende Mayday. På afstand lignede han bare en sur halvgammel mand, der stod på en parkeringsplads og sparkede til sin bil. Men ligets lange, røde hår fejede trist mod jorden, da han bar det over til containeren.

Lassen havde kun nået at fylde den halvt op, så der var god plads.


I parkeringspladsens sparsomme lys virkede den fragmenterede kobberplade ganske uanseelig. Slet ikke værd at slå ned og ihjel for. Koden gav ingen mening i sig selv. Kun for den, der kendte mønsteret på begge stykker, fik meddelelsen værdi. For mange år siden var den næsten ødelagt ved en udgravning og så havde Doktorens skepsis forpurret det hele yderligere. Men inden mistanken var konkretiseret, var fragmenterne forsvundet. Først havde de inde i firmaet troet, at begge stykker var hos polakkerne, men så for nyligt var den ene pludseligt dukket op i et bilag til en eller anden disputats om dansk kobberalder. Og da fotografiet først hang på det glittede papir med målestok og det hele, fik det andet fragment fornyet betydning. Få timer efter de havde slået alarm, indløb der heldigvis meddelelse om, at cellerne dernede på den anden side af Østersøen havde lokaliseret det andet fragment og at det – ved først givne lejlighed – ville blive sendt med kurér. Men på grund af Johannes’ tåbelige glemsomhed var overdragelsen gået fløjten og efter en kaotisk nat i firmaet havde der været frit spil dagen efter. En eller anden insider måtte havde fulgt med lige fra begyndelsen. Én, der havde kendt til begge stykkers eksistens.
Men nu havde han fat i pladen – og var back in business. Manden lukkede containeren og gik tilbage til bilen.
 
Lassen var tom for tanker, da han en times tid senere nærmede sig containeren med endnu en ladning bøger. Han åbnede træt lugen og lagde først slet ikke mærke til, at der lå en krop dernede. Tømte bare papkasserne. Men lyden fik ham til at stoppe op. Det lød, som om de ramte noget andet end bøger. Ham strakte sig og så Suzannes ansigt mellem alle bøgerne. En yngre og meget rødhåret Suzanne.

Lassen mærkede, hvordan benene gav efter under ham. Hvordan han sank sammen og gled ned langs containerens kolde og ru metalside. Bag de lukkede øjne mærkede han skræmmende tydeligt Doktorens direkte blik og hørte hans stemme ”De er vel klar over, at dette må blive i fortrolighed mellem os?”  Samtidigt havde han en ubehagelig fornemmelse af, at døren stod åben og at der ved siden af sad et rødhåret barn, der svingede med de bare ben med sandalerne.



Den 24. december
historien slutter her

Den friske vind fra Østersøen jog skyerne som store totter hen over den blå sommerhimmel, lærkerne sang og der var følfod langs balken. Det var den gang arkæologer netop var begyndt at bruge efterhængt sluffe og maskinen trak lange, lige baner gennem landskabet. På afstand havde han set det store stenspor komme til syne. Et dyssefundament? Chancen var der. Han var gået nænsomt til værks. Havde fladeskovlet ophyggeligt. Men der havde kun været det ene stenspor. Og lige op til det var jorden sort i en uregelmæssig plet. Det var her han gjorde fundet. Et snoreskørt fra bronzealderen. Forholdsvist almindeligt i gravene, usædvanligt som depotfund – men ikke så usædvanligt som to af kobberfragmenterne. I lommebogen havde han tegnet plantegningen som to næsten koncentriske cirkler. Depotet yderst med de to kobberfragmenter fundet i et lidt mørkere lag inderst mod stensporet. Doktoren havde lagt mærke til det, brevet havde bekræftet hans mistanke og helt sikker var han blevet, da han så de to fragmenter og deres mønster. Det var ikke bronzealder. Det var slet ikke oldtid. Det var en postkasse. Udgravningen havde ramt en postkasse - med post.

Mellem formidling og forskning – jern, jernudvinding og BBC2 på Herning Museum

Artikel sendt til Midtjyske Fortællinger 2012 - Museum Midtjylland


På optagelse med BBC2 - til højre udsendelsens fortæller:
Neil Oliver
 

I februar 2012 udvandt vi jern af myremalm på Herning Museum. Det foregik i to graders varme. Med byger af slagregn og vindstød på op til 20 m/s – vejrforhold, som ingen jernalderbonde med respekt for sig selv og sit håndværk ville have arbejdet under. Men denne jernudvinding var bestilt og betalt af BBC2, hvor produceren Jon Eastman havde brug for en kort sekvens om jernudvinding til TV-produktionen Vikings.
På trods af de ulige odds mellem formidling og forskning lykkedes det os at blive klogere på de jernudvindingsovne, som Herning Museum har udgravet i Stenbjerg-kvarteret i Snejbjerg. Forsøget sandsynliggjorde nemlig, at ovnene ikke altid har haft to, men også kan have haft tre, lufthuller i skakten. Og samtidigt opdagede vi – da vi udnyttede tiden mellem optagelserne – hvor nemt det er at pimpe ovnen med en både flot og holdbar rød farve. En lervælling blandet op med myremalm åbnede vores øjne for, at det slet ikke er sikkert, at alle jernalderens ovne var brune eller grå. Hvorfor ikke også røde? Samtidigt viste den kraftige vind os, hvor let ovnen kan trækkes uden brug af kunstig blæst – men at processen så er vanskelig at kontrollere. Måske brugte smeltemestrene ikke altid blæsebælge, der pustede luft ind i ovnen – men udvandt i stedet jern, når det blæste og anvendte så tørv til at begrænse lufttilførslen?
Så på trods af, at forsøget i 2012 alene var tilrettelagt ud fra formidlingsmæssige overvejelser, så fik vi ét reelt forsøgsresultat og to nye spørgsmål til overvejelse. Og det var slet ikke så dårligt.


Jern af myremalm
I Danmark fremstillede man jern af myremalm fra begyndelsen af jernalderen (fra omkring år 500 f. Kr.) til langt op i middelalderen (til omkring år 1550 e. Kr.) og landskaberne omkring Herning og Silkeborg har nogle særdeles interessante fund af jernudvindingsovne fra såvel den tidligste som den seneste tid. Men gennem alle de totusind år, hvor bønderne udvandt jern af den midtjyske myremalm, var de kemiske processer, der fandt sted inde i jernudvindingsovnen, de samme. Det var ovnens form og forholdene omkring den, der ændrede sig. For modsat den bonde, der udvandt jern i Snejbjerg i den første del af jernalderen, så havde bonden i middelalderens Vinderslev gennem generationer tilpasset og effektiviseret processen efter de tilgængelige råstoffer og lokale traditioner.



Myremalm i spand

Ved den gamle jernudvinding smeltede jernet aldrig. Jernet var hele tiden fast. Fra det blev gravet op som myremalm (jernoxid = Fe2O3) til det blev taget ud af ovnen (jern = Fe), renset og smedet til redskaber og våben. Jern smelter først omkring 1538oC. Og fordi jernet aldrig smeltede i de gamle ovne, så er jern helt anderledes end alle andre metaller i oldtiden, for de har alle sammen har været flydende på et eller andet tidspunkt i deres ”liv”. Genstande af jern er således ikke støbt og af blandet, flydende metal, men smedet sammen, stykke for stykke.
Hvis man skærer en gammel kniv eller et gammelt sværd over og kigger på tværsnittet under et mikroskop, kan man se, hvor mange stykker jern det er sat sammen af. Nogle gange er det et enkelt. Andre gange tre, fire eller fem. Måske fordi smeden kun havde små stykker jern – eller fordi han ville fremstille et redskab med helt specielle egenskaber og derfor kombinerede forskellige typer af jern: hårdt, sejt, blødt og smukt.

Tværsnit af kniv, der er smedet af tre stykker jern

Man kan også se svejsningerne mellem de forskellige stykker jern. En rutineret smed lagde en svejsning, der nu kun ses som et skift i materialet. Det var ham, der stod på de store handelspladser ved Hedeby eller Birka og smedede den ene kniv efter den anden gennem en hel sæson. Mens en mindre rutineret smed – den bonde, der smedede et par knive til sig selv og en god ven en gang i mellem – ofte lagde mere slaggefyldte svejsninger, der ikke hæftede helt så perfekt. Svejsningernes kvalitet kan altså være et fingerpeg om smedens evner.
Man kan også sætte forstørrelsen på mikroskopet yderligere op og kigge ind i de enkelte stykker jern. For inde i det gamle jern ligger der småbitte slagger, der er fulgt med fra udvindingsprocessen. De små slaggers kemiske sammensætning kan betragtes som et ”fingeraftryk” af sammensætningen i den myremalm, der blev anvendt til udvindingen. I Danmark arbejder man med at herkomstbestemme jernet på baggrund af disse små slagger, der så sammenlignes med den kemiske sammensætning i myremalm og i slagger fra jernudvindingspladser. På den måde kan man, i den ideelle verden, finde ud af, hvorfra myremalmen til et bestemt stykke jern i et sværd eller en kniv stammer.
Men jern var ikke bare jern. I jernalder, vikingetid og middelalder arbejdede smeltemestre og smede helt bevidst med forskellige kvaliteter af jern. Generelt gælder det, at myremalmsjern – modsat moderne jern, der tilsættes alle mulige stoffer for at gøre det slidstærkt, slagfast eller rustfrit – er meget rent. Myremalmsjern indeholder faktisk kun to fremmedstoffer: kulstof og fosfor. Så overordnet må myremalmsjern kunne inddeles i tre kvaliteter. Rent jern, kulstofjern og fosforjern.
Rent jern (med under 0,1 % kulstof eller fosfor) var den mest almindelige jernkvalitet. Det er blødt og nemt at smede og mange knive fra den tidlige jernalder er smedet af rent jern, ligesom nagler, søm og spænder er – og vikingetidens stigbøjler. Jernalderens ringbrynjer er også fremstillet af rent jern, med her er jernet ikke smedet, men trukket som tynde tråde. Og der skal trækkes mange, mange meter jerntråd, før man har nok til ringene i en brynje, der kan dække kroppen.
Kulstofjern (med op til 0,8 % kulstof) forekommer allerede i knivene fra før Kr. f. i Danmark, men kommer først systematisk i anvendelse i de danske vikingetidssmedjer. Især i knivene – for vikingerne havde forkærlighed for knive smedet af tre lag jern: to lag blødt jern med et lag kulstofjern i midten. Det er en optimal knivkonstruktion. En sådan kniv kan slides og slibes i det uendelige uden at tabe skær. Kulstofjern er hårdt og kan gøres endnu mere hårdt ved hærdning. Når smeden hærder jernet i en kniv, varmer han den gradvist op ved at lægge dens ryg på en rødglødende jernklods for så derefter at dyppe knivbladet i vand eller olie.
Fosforjern (med op til 0,9 % fosfor) er spændende, fordi man altid får en hel del fosforjern, når vi udvinder jern af myremalm fra Danmark. Det gør man ikke, hvis man udvinder jern af bjergmalm, sømalm eller af hæmatit. Fosforjern er hårdt som kulstofjern, men det er koldskørt, så man må ikke slå for længe på det. Ved smedeforsøg i Lejre har vi også fundet ud af, at det er "fedtet" og derfor nemt at svejse. Dertil får det en smuk sølvhvid farve, når det ætses med for eksempel urin og er således perfekt til mønstersvejsning. Mange af de frankiske sværdklinger er sandsynligvis smedet af jern med meget fosfor. Så fosforjern kan udmærket være grunden til, at især de midtjyske bønder levede godt af at producere jern. Det må have været en eftertragtet vare.

Forsøg med udvinding af jern fra myremalm
I Danmark er der foretaget adskillige forsøg med udvinding af jern fra myremalm. Mange er udført af spejdere, aftenskolehold eller på landets oplevelsescentre, hvor jernudvinding og smedning er aktiviteter, der trækker et stort besøgstal. Veldokumenterede eksperimenter, der er udført ud fra klare videnskabelige problemstillinger, er tidligst foretaget af civilingeniør Robert Thomsen på Varde Staalværk, men også i Sagnlandet Lejre er der gennem adskillige år eksperimenteret med jernudvinding og med smedning af myremalmsjern.
Ved et typisk jernudvindingseksperiment anvendes ler, træ og myremalm. Først brændes en del af træet til trækul i en mile. Så bygges ovnen med en grube, der er dækket af en cylinderformet skakt af ler magret med halm og myremalmen ristes på et åbent bål, ganske som det er beskrevet i slutningen af 1700-tallet af storbonden Ole Evenstad fra Østerdalen i Norge. Ved ristningen gennemgår myremalmen en række fysiske og kemiske ændringer, der er til gavn for den efterfølgende reduktionsproces. Således fordamper vandet og alle organiske bestanddele forkuller. Derved øges porøsiteten. Ristet myremalm kan let knuses i de valnøddestore stykker, der er den mest hensigtsmæssige størrelse i ovnen, og myremalmens kemiske sammensætning er ændret fra en dårligt defineret mineralblanding til en relativt veldefineret blanding af hæmatit, goethit og magnetit10. Ristet myremalm er mørk rødbrun, porøs, let og magnetisk.

Ristningsbål i museets have

Ved selve udvindingen forvarmes ovnen med brænde. Derefter fyldes den med trækul og ristet myremalm og temperaturen øges ved kunstig eller naturlig blæst. Når temperaturen er steget til nær 1200oC, og myremalmen gradvist er nået ned i ovnskaktens meget varme område omkring lufthullerne, begynder slaggen at flyde og jernet dannes som en fast masse. Der fyldes trækul og ristet myremalm i ovnen gentagne gange – ofte i vægtforholdet 1½:1 eller 1:1. Afhængigt af ovntype og procesforløb kan udvindingen vare mellem 10 og 30 timer og når den indstilles, ligger det færdige jern som en eller flere slaggefyldte klumper inde i ovnen. Ofte i ovnens varmeste zoner nær lufthullerne.

Martin Winther Olesen borer forsigtigt tre huller i ovnskakten

Første gang, der blev udvundet jern på Herning Museum, var i 2007 da Arne Jouttijärvi arbejdede i museets have sammen med en gruppe børn. Og et par år senere rekonstruerede Michael Nissen en af ovnene fra Stenbjerg-kvarteret i Snejbjerg og udvandt jern i den. Det var fundamentet af denne ovn, der stadig stod i haven i februar 2012 og da tiden var knap og ovntypen uden betydning for BBC-optagelserne, besluttede vi at bygge videre på den. Men den lange periode udsat for vind og vejr havde sat sit præg på ovnruinen, ligesom vinterens kulde havde dybfrosset den. Så først blev den forsigtigt tøet op i en varmekasse, så vi kunne bygge videre på den uden fare for, at den ville falde sammen.
Skønt jernudvindingsovnene fra Snejbjerg er usædvanligt velbevarede og veldokumenterede, ved man ikke meget om ovnenes konstruktion over jordniveau. Men museumsinspektør Martin Winter Olesen havde under udgravningen ved flere lejligheder iagttaget tre områder med kraftig slaggeafsmeltning inden for ovnkappen - et i hver side og et på bagsiden13. En tilsvarende fordeling af slaggen er også tydelig på det præparat, der står i museets udstilling. Og da slaggeafsmeltningen inde i ovnen altid er størst, hvor temperaturen er højest, kunne fordelingen på tre områder tyde på, at der ikke kun var de to lufthuller, som ovnen normalt rekonstrueres med, men også et tredje lufthul på bagsiden af ovnens skakt. Det måtte efterprøves. Samtidigt besluttede vi at bygge skakten højere end på de hidtidige rekonstruktioner af ovnene fra Snejbjerg, fordi vi ikke disponerede over blæsebælge med den fornødne volumen. Vi håbede, at den øgede skorstenseffekt ville kunne kompensere for de meget små blæsebælge. Efter sammenlagt 20 arbejdstimer var rekonstruktionen bygget.
Myremalmen hentede vi i Guldforhoved. Den var fast, lysebrun med mørke striber af mangan og ganske små og få lommer af sand. Det var en fin kvalitet og vi kasserede meget få stykker. I alt 68½ kg blev slået til hånd- og hovedstore stykker og ristet på et åbent bål i omkring 5 timer. Af den ristede myremalm anvendte vi 18½ kg, men lod 34 kg ligge, hvilket svarer til et vægtsvind ved ristningen på omkring 24 %.

Myremalmen blev hentet i Guldforhoved

Udvindingen varede 13 timer og 45 minutter. Vejret først på dagen var forholdsvist tørt, men eftermiddagen var præget af stadigt tiltagende regnbyger og temperaturen lå omkring +2oC. På grund af blæsten, der havde vindstød på op til 20 m/s, føltes det meget koldt. Alligevel var der ingen problemer med at øge temperaturen i ovnen så snart vi begyndte at anvende trækul efter forvarmningen med brænde. I alt brugte vi omkring 3 m3 brænde dels til ristningsbålet men også til den meget lange opvarmning af ovnen, da vi timede udvindingen til BBC-holdets ankomst. Desuden brugte vi 32 kg lidt uens trækul, hvor vi anvendte de største først. Termometer benyttedes ikke, da vi aflæste temperaturen på flammernes farve og på lydene inde i ovnen. Der blev lagt ristet myremalm i ovnen seks gange.
Under arbejdet i haven fandt vi et par poser med myremalm, der var indsamlet på udgravningen på Hvidhøjgård og fik den idé, at blande denne meget røde, pulveragtige myremalm i lervællingen, som vi med jævne mellemrum strøg over ovnskakten. Resultatet var, at skakten fik en dækkende, rustrød farve, der viste sig holdbar ikke alene til brændingen, men også lang tid senere.



Ovnskakten males med myremalmen fra Hvidhøjgård


Vi behøvede ikke at have bekymret os om de små blæsebælge. Den kraftige blæst gav os ingen vanskeligheder med at komme op i temperatur, men der imod problemer med at styre temperaturen og især med at reducere den. Efter omkring 8 timers arbejde var flammen over ovnen hvidgul, hvilket tydede på, at temperaturen i ovnen var ved at blive for høj og der derfor var fare for, at jernet ville brænde i stedet for at samle sig. Med et stykke tørv foran hvert lufthul reducerede vi lufttilførslen og snart blev flammen tydeligvis mere gullig. På samme måde kunne vi, da først det ene hullerne efter 10 timer og sidenhen alle hullerne begyndte at slagge til, fjerne tørven og på den måde øge lufttilførslen og dermed temperaturen. De små blæsebælge lagde vi kun frem, når TV-optagelserne krævede det.
Efter næsten 14 timers brænding afsluttede vi processen. Dels på grund af mørket og vejret, men også fordi BBC2 ønskede det. Ærgrelsen over at afslutte en jernudvinding, der var godt i gang, blev rigeligt opvejet i det første morgenlys: nede i ovnen lå tre tydelige slaggeafsmeltninger. En bagtil og en i hver side. Ganske som der gjorde i et par af ovnene fra Stenbjerg-kvarteret i Snejbjerg.


Optagelse med meget små blæsebælge

Så på trods af, at jernudvindingen i 2012 alene var tilrettelagt ud fra formidlingsmæssige overvejelser, så fik vi faktisk et helt reelt forskningsresultat. Desuden lærte vi at styre jernudvindingsprocessen. Ikke ved at tilføre luft, som det hidtil er gjort, men ved at reducere lufttilførslen. Og så er vi blevet nødt til at genoverveje, om fortiden virkelig var så brun og grå, som vi ofte forestiller os den var – det kunne jo være, at det ikke alene var jernudvindingsovnene, som man malede med myremalm.



Aftenbillede af ovnen i blæst

Smiðjan og smiðr – om netværket Smedens Rum 2009 - 2012

Henriette Lyngstrøm




Smiðjan og smiðr

– om netværket Smedens Rum 2009 - 2012



Smedens Rum er et fagligt netværk, der blev dannet, fordi vi ønskede at diskutere det righoldige materiale fra jernudvinding og smedning på en anden måde, end det hidtil var gjort. Vi ville inspireres og udfordres. I begyndelsen var arbejdet næsten udelukkende koncentreret om jernhåndværket, men senere er feltet udvidet til også at omfatte håndværk og håndværksprocesser generelt. Med velbesøgte seminarer i København, Ålborg og Århus er grunden nu lagt til de kommende års arbejde.



At smíða er oldnordisk og betyder at gøre eller at formgive. At give materialet form uanset om det er træ, sten, ler, ben, tekstil eller jern. Det gør smiðjan, smedjen – både som en bygning med faste vægge, tag og indgange og som en stor sten, der er god at sidde på – til et vigtigt sted. Men at smíða er ikke udelukkende handling, det er også at udtænke og at planlægge materialets transformation; så smiðr, smeden – og smedens færdigheder og de valg, der lægges og træffes i processen med at formgive, er helt centrale for forståelsen af al materiel kultur.

Smiðjan er således et fysisk rum, som kan identificeres arkæologisk mellem stolpehuller, gulvlag og nedtrådt affald – eller det kan undersøges arkitektonisk som et endnu stående anlæg. Smiðjan's placering i landskabet kan også være angivet i kartografiske kilder og dens indretning gengivet på malerier og tegninger eller beskrevet i litteratur og anvisninger. Smiðr, smeden selv, har to rum: et ydre og et indre. Det ydre er smiðr's køn, alder, udseende og beklædning, der ofte, som værkstedet, er beskrevet på billeder eller i tekst – ligesom for længst afdøde smiðir ligger som skeletter i grave. Nulevende smede kan undersøges etnologisk eller antropologisk både med hensyn til det ydre, men også med hensyn til det indre rum, da interviews og arbejdsrapporter vil kunne afklare, hvordan de har opnået deres færdigheder, og hvordan de anvender dem. Vanskeligere er det at analysere det indre rum på de gamle smiðir, hvor indirekte kilder må inddrages i form af værktøj og værktøjsspor, materialet de bearbejdede, og affaldet processerne efterlod. Men også selve det færdige produkt, bygningstømmeret, flintdolken, jydepotten, benkammen, hørskjorten eller jernkniven, rummer mange informationer om håndværkerens muligheder og kunnen.

At smíða er altså en helt central proces for alle de videnskaber, der beskæftiger sig med materiel kultur, og det kan derfor opfattes som en begrænsning, at begreberne smedje og smed på nudansk næsten udelukkende refererer til jernhåndværk. I arkæologien accentueres dette yderligere, da det bestandige kildemateriale fra fortidens jernhåndtering ofte er eksponeret voldsomt i forhold til dét fra andre håndværk.

Incitamentet til netværket Smedens Rum var, at denne begrænsning burde elimineres – først ved konfrontation og siden ved at udvide undersøgelsesfeltet til også at omfatte smiðjan og smiðr i ordenes oprindelige betydning. Så i 2009, da Smedens Rum blev stiftet, indledte vi netværksarbejdet med at konfrontere materialet fra jernhåndværk ved at indsamle oplysninger om smedjer og spor efter smedning i Danmark og med feltarkæologiske temadage omkring udgravning af smedjer og pladser med jernudvinding. Men vi tog også hul på diskussionen om en mulig sammenhæng mellem jern og tekstil: for var det måske bare et tilfælde, at det er bønderne i de midtjyske sogne – Danmarks sidste jernproducenter – der også er de tidligste hosebindere? Og hvorfor havde stormanden fra Rosenholmvej ved Tjørring fået en stor og professionelt smedet jernsaks med i graven? Måske var den et symbol på, at den gravlagte byggede sin rigdom på et omfattende fårehold. Eller et tegn på, at han som magtfuld kriger og storbonde havde kontrol over forarbejdningen af de tekstiler, der blev fremstillet af den klippede uld. Da vi forsøgte at rekonstruere den 30 cm lange saks af myremalmsjern, gik det op for os, at der ikke alene skulle anvendes den samme mængde jern til den som til et sværd – det var også meget vanskeligere at smede en saks, end det var at smede de fleste andre redskaber (Thomsen et al. 2010, 94). Med erfaringer som disse lagde vi fundamentet til et dynamisk, mangfoldigt og uformelt netværk, der både skulle inspirere og udfordre, og vi satte rammerne med fire åbne seminarer: Værkstedet, Materialet, Smeden og Produktionen.

På det første seminar, der blev holdt på Københavns Universitet, blev vi ikke alene bekendt med nye fund af smedjer og andre måder at udgrave dem på, vi lærte også at være kritiske i forhold til tolkningen af de processer, der foregik i rummene (Thomsen 2010, 107ff), og vi lærte, hvordan spredningsanalyser kan være et betydningsfuldt redskab til forståelsen af de forskellige arbejdsprocesser, der foregik i rummene (Palm 2010, 79). Desuden blev vi inspireret til at arbejde med aktivitetszoner, bortkastningszoner og deponeringszoner på samme måde som man gør inden for flintstudier (Grøn 2000, 158f). Men vi blev også udfordret. For hidtil havde vi anset rummet for at være et håndgribeligt og geografisk afgrænset areal, der kunne undersøges og beskrives objektivt. Men på seminaret opdagede vi, at rummet ikke alene er den neutrale, fysiske baggrund for menneskets handlinger, som vi havde troet det var. Det kunne også opleves gennem handling. På den måde fik samspillet mellem smed og smedje – mellem aktør og struktur – betydning for vores arbejde, og vi så smedens rum i et nyt perspektiv, hvor mennesket blev tænkt ind i fortolkningen og forståelsen af rummet (Beck 2010, 5ff). Det var altså ikke alene konstruktivt at arbejde med de fysiske levn men også med, hvordan vi ser på de fysiske levn for på den måde at åbne nye tilgange til vores analyser.

Ved seminaret et halvt år senere forsøgte vi at fastholde denne konstruktive tilgang til materialet. På Moesgård Museum fik vi nemlig lejlighed til at overvære en jernudvinding og blev bekendt med, hvilke materialer smeltemesteren i jernalderen valgte af halm, lyng og træflis til gruberne under jernudvindingsovnene og hvilke træsorter, han valgte til trækul i ovn og esse. Vi diskuterede også kriterierne, der kan have ligget til grund for disse valg, og hvordan de kan give os oplysninger om datidens landskab, landskabspleje og resurseudnyttelse. Desuden viste det sig at være yderst konstruktivt at inddrage 1500- og 1600-tallets skriftlige kilder til håndværk (Hansen, i tryk). Det lange tidsperspektiv var nemlig en klar fordel, da der her udkrystalliserede sig et par markante ændringer i den måde smeltemestre og smede håndterede materiale og proces på. Og måske er disse ændringer ikke alene karakteristiske for jernhåndværk, men kronologisk samtidige inden for flere håndværk. Den ene af disse ændringer sker – forholdsvist hurtigt – et sted i midten af germansk jernalder, hvor den måde, man bygger jernudvindingsovne på ændres, og hvorefter kulstofjernet for alvor begynder at gøre sig gældende i det danske materiale (Lyngstrøm, i tryk). Måske er årsagen hertil, at også smeden befandt sig i en eksistentiel krise i de magiske år efter 536 e. Kr., da solen hang bleg og syg på himmelen, og hungersnøden hærgede den sydskandinaviske civilisation. Måske var det ikke alene bebyggelsen, kunsten og gravene, der var ændrede, da en ny verdensorden blev skabt (Gräslund og Price 2012, 438) – var det også håndværket? Måske fordi mobiliteten ændrede sig blandt smiðir, eller fordi de blev mødt med nye krav eller ny inspiration. Måske er det det, vi som arkæologer ser i et markant anderledes kildemateriale.

Der var derfor god sammenhæng til seminaret på Museet på Lindholm Høje, hvor smeden var i fokus. Her var spørgsmålet om håndværkets organisering centralt, og vi diskuterede blandt andet, om smiðr var en omrejsende specialist på kanten af professionalisme eller en bondehåndværker med mange binæringer (Voss 1993, 106; Lyngstrøm 2011, 116)? Og skulle smeden have en ret til at smede – eller havde han pligt? Men vi var også helt tæt på mennesket: hans anatomi, hans bevægelsesmønster, hans påklædning og fodbeklædning, hans oplæring og kunnen, hans valg af redskaber og råmaterialer, hans idé om proces og produkt og hans forståelse af sig selv som håndværker og som menneske. For måske kan smeltemesterens anatomi – hans armlængde – aflæses i den dybde, han gravede gruberne til Drengsted-ovnen og i den højde, han byggede ovnskakten. Og er det hans skridtlængde og bevægelsesmønster vi ser i afstanden mellem ovn og esse, og esse og ambolt?

På seminaret lærte vi, at middelalderens smede både kan arbejde som en del af landsbyens fællesskab, men også i en ensomt beliggende smedje, der måske deles af flere smede fra forskellige landsbyer (Poulsen-Hansen, i tryk). Og vi blev inspireret af vores norske kolleger, der gav et blik ind på det danske kildemateriale fra jernudvinding og en fin oversigt over jernalderens materiale i Sydøstnorge (Larsen, i tryk).

Det er arbejdsrapporten fra det fjerde og foreløbigt sidste seminar, der publiceres på siderne herefter. Også det seminar blev holdt på Københavns Universitet, og her fremlagdes en række interessante metodiske overvejelser omkring 14C datering af jernudvindingsanlæg. Og der påvistes en betydelig jernudvinding i Midtjylland allerede fra jernalderens begyndelse. En konklusion, der blev understreget af slaggefund fra den tidligste førromerske jernalder i det samme område (Olesen, denne arbejdsrapport). Samtidigt viste det sig atter at være en klar styrke ved netværket, at der var deltagere med praktiske erfaringer (Frederiksen 2001). For hvordan skulle vi ellers have vidst, at det ved monotomt arbejde – som ved smedning af hundredvis af nagler – kunne være en adspredelse at have gulvet om ambolten dækket med enebærgrene? Så rummet fyldtes med velduft, når gløderne fra det varme jern ramte grenenes nåle. Også på dette seminar blev vores vanetænkning udfordret. Vi måtte nemlig indse, at begrebet produktion også kan studeres som et resultat af en dialektisk-dynamisk proces, hvor der ikke alene indgår forskellige resurser men også forskellige livsformer og praksisfællesskaber. Nu forstod vi, hvordan den kontinuerlige meningsforhandling dels skabte identitet, men også var med til at opretholde praksisfællesskabet. Og vi blev opmærksomme på, hvordan håndværkets marginale deltagere kunne være en vigtig faktor – ikke alene i forbindelse med læringsprocesser – men også til mobilisering af arbejdskraft (Ravn, denne arbejdsrapport).

Efter fire vellykkede seminarer besluttede vi at arbejde med netværket i yderligere tre år. Og igen har vi lagt rammerne med åbne seminarer fordelt over årene og over Danmarkskortet. Men vi har også vedtaget at afprøve vores nye viden i praksis med tre projekter: vi vil udgrave en smedje fra nyere tid på Moesgård, vi vil forsøge at riste myremalm, som de gjorde på Teglbuen i Nordsjælland, og vi vil arbejde med identifikation af slagger i et geografisk afgrænset område. I forbindelse med det sidste projekt har vi indledt et samarbejde med Sydvestsjællands Museum og med to arkæologistuderende, der vil skrive deres BA-projekter inden for området. Så vi ser frem til ny inspiration og nye udfordringer, for både smiðjan og smiðr har mange flere rum at udforske.







Tak til lektor Michael Lerche Nielsen, Nordisk Forskningsinstitut på Københavns Universitet, for hans venlige assistance med det oldnordiske sprog. Tak til ph.d.-stipendiat Lone G. Thomsen, SAXO-instituttet Københavns Universitet, for hendes altid konstruktive kritik.


Litteratur

Beck, A.S. 2010. Smedens rum – om rum, rumlighed og smeden i værkstedet. Smedens Rum 1, Værkstedet (= Arkæologiske Skrifter 9). København. 5-15.

Frederiksen, Aa. 2001. Nagler, værktøj og ankre. Vikingeskibsmuseet. Roskilde.

Gräslund, B. & N. Price 2012. Twilight of the gods? The 'dust veil event' of AD 536 in critical perspective. Antiquity vol. 86:332. 428-443.

Grøn, O. 2000. Analyse af flintspredninger på stenalderpladser. I: B.V. Eriksen (red). Flintstudier. En håndbog i systematiske analyser af flintinventarer. Aarhus Universitetsforlag. Århus. 157-186.

Hansen, E.K. i tryk. Smedens materialer og processer i to skriftlige kilder fra 15- og 1600 tallet. Arbejdsrapport fra et seminar 18. marts 2011 på Moesgård Museum.

Larsen, J.H. i tryk. Jernutvinning i Sydøst-norge før vikingtid – forskjeller og likheter med funn fra Jylland. Arbejdsrapport fra et seminar 13. oktober 2011 på Museet på Lindholm Høje.

Lyngstrøm, H. 2011. Vestjyske jernalderbønders råstofudnyttelse. Myremalmen mellem landskab og bebyggelse. Nyt fra Vestfronten, nord- og vestjyske bebyggelser fra ældre jernalder (= Arkæologiske Skrifter 10). København. 113-121.

Lyngstrøm, H. i tryk. Jern, kulstofjern og fosforjern - på sporet af myremalmsjernets mange kvaliteter. Arbejdsrapport fra et seminar 18. marts 2011 på Moesgård Museum.

Palm, M. 2010. En 1700-tals smedje i Jonstrup. Smedens Rum 1, Værkstedet (= Arkæologiske Skrifter 9). København. 79-94.

Poulsen-Hansen, K.M. i tryk. Smedens plads i den middelalderlige landsby. Arbejdsrapport fra et seminar 13. oktober 2011 på Museet på Lindholm Høje.

Thomsen, L.G. 2010. Grubehusene som væverum? Overvejelser om funktionsbestemmelse af grubehuse. Smedens Rum 1, Værkstedet (= Arkæologiske Skrifter 9). København. 117-122.

Thomsen, L.G., H. Lyngstrøm og M.W. Olesen 2010. Storbondens saks – et forsøg med smedning af en jernaldersaks. Midtjyske fortællinger 2010. Herning. 93-102.

Voss, O. 1993. Snorup. Et jernudvindingsområde i Sydvestjylland. Nationalmuseets Arbejdsmark. København. 97-111.

Smedens grav – markering af erhverv, gerning og færdigheder

Artikel skrevet af Henriette Lyngstrøm til Smedens Rum III, der redigeres af Xenia P. Jensen og Peter H. Mikkelsen, Moesgård Museum.

Med fokus på gravminder og deres ikonografi undersøges den mindedes erhverv, gerning og færdigheder. Det empiriske grundlag omfatter gravminderne på 14 landsbykirkegårde i området umiddelbart vest for København, men analysen trækker også tråde til jernalderens og vikingetidens "smedegrave" og til middelalderens gravminder, hvor hammer, tang og ambolt – som i 1900-tallet – afbildes.
Det konkluderes, at smeden er en af de ikke-familiære identiteter, der hyppigst markeres og at markeringen sker relativt frit i forhold til andre identiteter. Markørerne giver derfor plads for den personlige meningsforhandling og den nuancerede forklaring af smedens ikke-væren. I oldtid og middelalder er markeringen – set med nutidens øjne – sløret, da det ofte er flere identiteter, der markeres. Alligevel er der fælles træk, for udvalget af værktøj og produkter er det samme og genstandene har ikke nødvendigvis samme størrelse, som det værktøj, der anvendes af levende smede.


Ritualer og symboler er med til at forklare verden ved død og gravlæggelse. Det er de elementer, som mennesker, bevidst eller ubevidst, agerer i forhold til – og de elementer, der tillægges afgørende betydning i forklaringen af det uforklarlige. I den arkæologiske videnskab er det vigtigt, at ritualer og symboler involverer materiel kultur: valg af gravform, gravsted, gravgenstande, behandling af liget samt valg – eller fravalg – af det gravminde, der over jordniveau står helt centralt i forklaringen af den dødes ikke-eksistens. Ved at aflæse den materielle kultur på gravpladser og kirkegårde kan man ane skyggen af aktørernes opfattelse af sig selv og af de mindede. Og måske kan man tilmed finde aftryk af de mere komplicerede strukturer, hvorefter ritualer og symboler er knyttet til slægters og individers forståelse af sig selv og af hinanden.
Nærværende linjer koncentrerer sig om den del af de ikonografiske fremstillinger i gravmindekulturen efter år 1900 e. Kr., der kan relateres den mindedes erhverv eller profession som smed – og det empiriske grundlag omfatter gravminderne på 14 landsbykirkegårde i området umiddelbart vest for København. Fig. 1. Desuden trækker analysen tråde til jernalderens og vikingetidens gravgenstande i form af redskaber som hamre, tænger og file – og til middelalderen, hvor værktøjet ikke blev nedlagt i gravene hos de døde, men hvor hammer, tang og ambolt, som i 1900-tallet, blev afbildet på gravminderne.

Fig. 1. Hammer og tang indhugget på gravmindet over smedemester Anton Johannes Grøndrup 1864 -1935. Glostrup kirkegård, søndre afdeling. Fotograferet 13. november 2011 af H. Lyngstrøm.

Gravminder på danske kirkegårde

Gravmindeforskningen er relativt ny i Danmark og har hidtil primært været udfoldet i forhold til store bykirkegårde med de specielle gravminder (Kryger 1985). Men allerede i begyndelsen af 1970’ernes New England forfulgte antropologen Edwin Dethlefsen teorien om, hvordan også den almene gravmindekultur – helt ned i detaljen – markerede individets eller slægtens identitet og dermed kunne afspejle betydningen af den mindedes erhverv eller profession (Dethlefsen 1981, 137ff). Herhjemme har religionssociologen Mette Bang Dons for nyligt undersøgt tre kirkegårde i Skt. Nikolai sogn, Holbæk, med særligt henblik på at afdække kirkegårdenes private og officielle sfærer. Og hun har, som en af de første, suppleret registreringen af gravmindernes ikonografi med en række kvalitative interviews af aktørerne (Dons 2007). Dons’ undersøgelse viste, hvordan de socialt markerende betegnelser for erhverv og profession (såvel i tekst som i billede) anvendtes til at placere den mindede i dennes vigtigste sammenhæng: i lokalsamfundet (Dons 2007, 88). Så når det på gravmindet markeredes at Hans Nielsen var smed, så gjordes kredsen af aktører større end den ellers ville have været. For få i lokalsamfundet ville måske vide, at den mindede hed Hans til fornavn, flere at han hed Nielsen til efternavn og mange, at han var smeden. På den måde er gravmindet med til at fastholde et mere nuanceret minde om den afdøde og om den relation, de efterlevende havde og stadig har til ham – end navnet alene ville have gjort.
Med sin undersøgelse samlede Dons helt generelle tendenser fra tidligere undersøgelser. Det skete i relation til gravmindernes placering på kirkegården (Jensen 1975; Kristensen 1976), gravmindernes form (Madsen 1989) og gravmindernes udsmykning (Petersen 1989). For på trods af betydelige regionale forskelle indenfor det nuværende Danmarks grænser, så er der også fælles træk. I begyndelsen af 1900-tallet er gravmindernes ikonografi domineret af kors, sole, fugle og blomster (buketter i vaser), der i skrift ledsages af ønsker for den mindedes tilstand (Hvil i Fred) eller af beskrivelser af aktørernes relationer (Altid i vore Hjerter). Ganske ofte er gravminderne tilmed forsynet med indskrifter, som redegør for den mindedes hverv eller erhverv (sognerådsformand, pensioneret fængselsbetjent, lærerinde eller smedemester), mens det næsten udelukkende er på gårdejerens og husmandens gravminde, at det skrevne ord ledsages eller erstattes af en ikonografisk fremstilling med relation til erhvervet. Og her er det usikkert, hvorvidt den anvendte ikonografi (det forladte plovspand, den forladte le eller sædemanden) skal opfattes som en reel erhvervsbetegnelse eller som en allegorisk fremstilling. Fig. 2.

Fig. 2. Det forladte plovspand, bronzerelief på sten. Gravmindet er formodentligt sat i 1952 på Ledøje Kirkegård. Fotograferet 30. april 2007 af M. Nielsen.

Men fra tiden omkring midten af 1900-tallet får de dekorative eller entydigt kristne symboler konkurrence af en mere privat ikonografi, herunder en del, der angiver den mindedes erhverv. Det sker samtidigt med, at der indledes et mere frit symbolsprog på gravminderne, der med sin plads til individuelle fortolkninger sætter mindet af det enkelte individ i centrum på bekostning af mindet om slægten. De ikonografiske fremstillinger på gravminder rejst på Københavns vestegn i 1950’erne og 1960’erne er således generelt færre i antal, men billederne er mere varierede i udtryk end tidligere. Tilsvarende er det numeriske antal af gravminder med en skrift eller ikonografi, der relaterer den mindedes erhverv eller profession lavere end tidligere, men når den forekommer, så angiver den også andre erhverv end jordbrugets (murer/murske, organist/node, frisør/saks, smed/hestesko). Denne tendens accentueres op gennem århundredet, hvor den mindede stadigt oftere placeres i det helt nære eller private netværk, både ved anvendelsen af individuelt udformede gravminder, men også gennem den skrift og den ikonografi, der placeres på stenen (Lyngstrøm 2008b, 104). Således er det stadigt oftere, at det er individet i sig selv der mindes - og ikke individet som en del af familie, slægt eller samfund. Dette kan være årsagen til at anvendelsen af stillingsbetegnelser (i skrift såvel som i billede) også på kirkegårdene i Skt. Nikolai sogn udviser et jævnt fald op gennem 1900-tallet. Dons tolker det som et udtryk for, at den sociale positionering, som en sådan markering er udtryk for, er på tilbagegang – og underbygger sit synspunkt gennem de mange kvalitative interviews (Dons 2007, 86). I disse argumenteres der nemlig for, at jo mere personligt og individuelt et gravminde gøres, desto nemmere forstiller de levende sig, at det er at fastholde mindet om den afdøde og om den relation, de havde og stadig har til den mindede. Den mindede har altså – gennem gravmindet – fortsat en plads blandt de levende på trods af, at vedkommende ikke længere selv kan agere. Og af mange levende anses det som betydningsfuldt at fastholde gravstedet som det rum, hvor relationen til den afdøde opretholdes. Denne individualiserende tendens understeges efter min mening yderligere af de sidste 20 års øgede fokus på religionens brugere frem for på de autoriteter, der udøver den.
Ved at markere den mindede som individ, herunder med en ikonografi hentet fra et bestemt erhverv eller interesse, kan kredsen af aktører således udvides og relationerne nuanceres, så de opleves som meningsfulde for en større del af de efterlevende end blot navnet og et ”neutralt” billede i form af et kors eller en blomst. På den måde kan også smeden – med sit gravminde – få et sidste rum.

Smedegrave på kirkegårdene vest for København
Langt hovedparten af de gravminder, der i dag står på landsbykirkegårdene vest for København, er udsmykket med en ikonografi, der kan aflæses og afkodes umiddelbart af enhver, der kommer forbi. Motivvalget er relativt begrænset med en klar præference for blomsten, især for rosen, for fuglen og for korset. Men en del gravminder er udsmykket med billeder, der tydeligvis har reference til den mindedes alder (sut, bamse, legetøjsbil), interesse (brevdue, cykel, palet med pensler), sociale relationer (Odd Fellow ringe, frimurertegn, Hells Angels symboler) eller til den mindedes erhverv (murske, høvl, ambolt). Desuden forekommer billeder, der er klart ikke-kristne, som på to gravminder fra Karlslunde kirkegård, hvor det ene er udsmykket med en adorant med soltegn og det andet med en stor torshammer.
Som et eksempel kan de 389 gravminder, der stod på den gamle del af Herstedvester Kirkegård ved registreringen i 2008, fremhæves (Lyngstrøm 2008a). På 165 af disse var teksten kombineret med et billede og heraf havde 17 mere end ét billede. Billederne var fremstillet på flere forskellige måder. De var hugget, ætset eller malet på stenen, eller de var udformet som et relief eller en skulptur, der var fæstnet på gravmindet. 58 af billederne på Herstedvester Kirkegård var fremstillet ved at hugge eller ætse dem ind i stenen, hvorefter mange efterfølgende var malet med især gylden, sort eller hvid farve. 75 billeder var udformet som metalrelieffer og 49 var skulpturer i sten eller i metal, der er fæstnet på gravmindet (Lyngstrøm 2008a, 37). Blandt motiverne var rosen valgt som motiv på 65 af de 165 gravminder. Hertil kom seks billeder af andre blomster (liljer, liljekonvaller) og seks af plantemotiver generelt (vedbend, dunhammer, agern). Næsten lige så hyppigt, på 54 gravminder, forekom fremstillinger af fugle og hvor disse kunne artsbestemmes, var der en klar overvægt af spurve, men der forekom også afbildninger af duer og af trækfugle i kileformation. Kun 35 gravminder bar det ultimativt kristne symbol: korset, der i syv tilfælde var det kombineret med rosen. Det er interessant, at der på 11 gravminder var symboler eller motiver med reference til den mindedes erhverv eller interesse. Det gjaldt tre gravminder med metalrelieffer, der forestillede et forladt plovspand, hvor de to kombineredes det med et navn på en gård og det tredje med teksten "Gårdejer". Desuden forekom et hugget og malet billede af et anker og af en node samt et metalrelief af en gaffeltruck. På kirkegården er der også rejst et gravminde med et metalrelief af en hestesko i kombination med teksten "Smedemester" og et med et metalrelief af en ambolt kombineret med en hestesko.

Fig. 3. Ambolt og hestesko, bronzerelief på sten. Gravmindet er uden årstal, Herstedvester Kirkegård. Fotograferet 30. april 2007 af M. Nielsen.

Hvis man undersøger den ikonografi, der har reference til den mindedes erhverv – ikke alene på Herstedvester gamle kirkegård – men på alle de 14 kirkegårde, så ses det, at motiverne overordnet kan deles i to grupper af identitetsmarkører. Den ene markør er fagets værktøj (ambolt, rendegraver, høvl, malerspand med pensler) og den anden er det produkt, faget fremstiller (hestesko, murværk, kringle). Dertil kommer en lille gruppe gravminder, hvor selve værkstedet er afbildet.
For smedegravenes vedkommende er værkstedet, smedjen, afbildet på ét gravminde, der står i lapidariet på Glostrup Søndre Kirkegård, mens værktøjet – hammer, tang og ambolt – anvendes som identitetsmarkør på adskillige gravminder. Billeder af file forekommer ikke. Desuden er der flere afbildninger af produktet i form af hestesko, dels alene – men også i kombination med ambolten som på Herstedvester kirkegård. Det er bemærkelsesværdigt, at modsat andre erhverv som for eksempel mureren, hvis markør konsekvent er en indhugget murske, der efterfølgende er malet, så kombineres de forskellige markører for smedens erhverv forholdstvist frit – ligesom ikonografien både kan være fremstillet som et indhugget motiv, men også som et metalrelief eller en skulptur, der er sat på gravmindet. Og hvor flere genstande kombineres kan ikonografien forholde sig helt frit til det indbyrdes størrelsesforhold.
En optælling på de undersøgte landsbykirkegårde vest for København viser, at smeden er en af de ikke-familiære identiteter, der markeres hyppigst efter 1900 e. Kr. Og mens de fleste andre erhverv og professioner udtrykkes på et ganske begrænset antal måder (enten gennem afbildning af værktøj eller gennem afbildning af produkt – enten gennem indhuggede billeder eller gennem metalrelieffer), så udtrykkes smedens identitet som det eneste både på flere måder og i flere kombinationer. Fig. 4. Interessant er det også, at ikonografi med reference til smedens identitet – modsat den med reference til andre fag – intet numerisk fald viser. Det kan tyde på, at den sociale positionering, som dette erhverv er et udtryk for, ikke er på tilbagegang. For selv om hovedparten af de gravminder, der er rejst mellem 1960 og den sene del af 1990’erne ikke afspejler slægters selvforståelse, men menneskers forestillinger om hinanden som individer, så synes identiteten som smed fortsat at være vigtig. Smeden har således fortsat en ganske fremtrædende plads på danske kirkegårde.

Fig. 4. Ambolt og hammer hugget ud af stenen. Gravmindet er formodentlig sat i 1999 på Ledøje Kirkegård. Fotograferet 15. november 2011 af H. Lyngstrøm.

Smedens grav
Smedens sidste rum er sandsynligvis heller ikke ukendt for den arkæologiske videnskab. Fra Danmarks jernalder kendes nemlig ”smedegrave”, der netop er identificeret som sådan på grund af identitetsmarkører. Ikke markører som billeder, men som regulære genstande i form af hamre, tænger og file. Problemet er dog, at alle hammerhovederne er ganske små og lette, ligesom mange tænger er spinkle og deres kæber små – samt at værktøjet hyppigt kombinerer med våben eller andre genstande, der normalt ikke opfattes som identitetsmarkør for smeden, men som markør på krigeren eller som en generel markør på høj status. Kun hamrene fra gravene i Kagstedhøj (Albrectsen 1956, 33) og i Tolstrup (Levinsen 1984, fig. 2-5) kan med deres vægt på omkring 300 g have været anvendt til lettere jernsmedning. Men det 19 cm lange, slanke hammerhovede fra Tolstrup grav 4 synes snarere, med den konvekse overside og konkave underside, at være et specialiseret værktøj (Levinsen 1984, 199ff) og det er tydeligt, at denne hammer fra sen førromersk jernalder ikke alene var et symbol, men en brugsgenstand, der bar præg af slid. Alligevel lå den i urnen sammen med file, våben og en halvrund kniv.
Et par hundrede år senere blev jordfæstegraven i Møllerup kastet til (Kjær 1900a, 118) og her var hammer, tang og jernbarrer placeret på trækistens låg – uden relation til de øvrige genstande, der lå ved den dødes krop nede i kisten (Kjær 1900b, 126). Vi må altså forestille os, at værktøjet var det sidste indtryk de efterlevende fik, inden graven blev lukket. Men problemet er, at det lille hammerhovede kun havde en bane på 2 x 2 cm og at tangen var ganske spinkel. Var det værktøj til jernsmedning? Jernbarrernes tilstedeværelse kunne tyde på, at det var en arbejdsproces, der blev markeret – men værktøjets dimensioner taler i mod, at det i de levendes verden kan have været anvendt til egentlig jernsmedning. Forholdene i graven fra Møllerup kompliceres af, at der, som i Tolstrup, er andre markører end værktøj i graven og det altså ikke alene er identiteten som ”smed”, der markeres. I vikingetidens Lejre er indtrykket måske lidt enklere, da værktøjet ligger nede i graven kun sammen med et ringspænde (Andersen 1995, 41 & fig. 35-36). Her er velstand og håndværk sandsynligvis markeret jævnbyrdigt. Men skønt tangen og filen er kraftige redskaber, så er hammerhovedet alt for lille til at kunne være den eneste hammer i et værksted, hvor der smedes jern. I form og størrelse svarer det til det lille hammerhoved i depotet fra Tjele (Boye 1858, 191ff & Pl. II), hvor hamrene ellers er tungere. For modsat værktøjet i ”smedegravene” ligner – især hamrene – fra jernalderens og vikingetidens depoter i højere grad værktøj, der kan anvendes til egentlig jernsmedning. Tungest er hammerhovedet fra Snoldelev, der beskrives som en "stor og tung Forhammer af jern" så dens ”Eier synes kun at have forarbeidet grovere Sager og saaledes have været en Slags Grovsmed” (Boye 1858, 200) og skønt hammerhovedet fra Dejbjerg er knap så stort, så vejer det dobbelt så meget som dem fra Kagstedhøj og Tolstrup (Hansen 1989, 315) og altså væsentligt mere end de hammerhoveder, der er fundet i ”smedegrave”.

Fig. 5. Gravmindet i Frørup Kirke med teksten HIC IACET MATHEUS PEPLING FABER CUIUS ANIMA REQUIESCAT IN PACE (Her ligger smeden Mads Pebling, hans sjæl hvile i fred) og billeder af hammer, tang, hestesko og ambolt. Fotograferet 24. juli 2012 af M. Nielsen.

Anderledes forholder det sig med middelalderens gravminder. Ikonografien på stenen fra sidste halvdel af 1100-tallet på Vinderslev Kirkegård viser værktøj (hammer, tang og ambolt), produkt (økse og måske et plovskær) og smeden selv. Hertil kommer klokke, reb og murværk, hvilket sandsynliggør, at det ikke, set gennem en moderne optik, er identiteten som ”smed” men som ”håndværker”, der mindes. På gravmindet i Gudbjerg (Müller-Wille 1977, fig. 3,2) er billederne af værktøj (hammer og tang) og produkt (hestesko, økse og plov) mere entydige markører, hvilket også er tilfældet i Blære (Müller-Wille 1977, fig. 3,3), hvor det sandsynligvis er smeden selv, der er afbildet med sit værktøj. Også her forholder ikonografien sig – som i de førkristne grave og på 1900-tallets gravminder – helt frit til markørernes indbyrdes størrelsesforhold.

Gravmindet fra Frørup er specielt, ikke i form og størrelse for det er en almindelig ligsten fra 1200-tallet, men fordi det som gravminderne 700 år senere kombinerer ikonografi og tekst. Hammer, tang, ambolt og hestesko kombineres her med en tekst, der indledes ”HIC IACET MATHEUS PEPLING FABER”. Fig. 5. At denne markør og identiteten som smed stadig tillægges betydning ses på et gravminde rejst på samme kirkegård over en vogn og beslagsmed i 2007. Her er billedfeltet og billederne fra den middelalderlige sten formindsket men kopieret.

Fig. 6. Ikonografien fra den middelalderlige ligsten kopieret på moderne gravminde. Gravmindet formodentlig sat i 2007 på Frørup kirkegård. Fotograferet 24. juli 2012 af M. Nielsen.

Smedens sidste rum
I fortolkningen af smedens grav er det en klar forudsætning, at genstande lagt i grave og genstande afbildet på gravminder er meningsbærende markører, der karakteriserer den gravlagte eller relationen mellem den mindede og de efterlevende. Grave med slagger fra smedning og jernudvinding er derfor ikke medtaget i analysen, da det ikke kan udelukkes, at mindre slagger er kommet med ved et tilfælde som en del af gravfylden eller at slagger har haft en betydning, der i højere grad karakteriserer selve transformationsprocessen end individet og dets relationer til de efterlevende.
Ikonografien på 1900-tallets gravminder er, som blandt andet fastslået med Dons' kvalitative interviews, meningsbærende, og det er sandsynligvis også tilfældet for middelalderens billeder af værktøj, der i ét tilfælde ledsages af tekst. Denne umiddelbare sammenhæng mangler i de førkristne grave, hvor tolkningen af identitet alene hviler på gravens materielle udtryk og hvor forholdene sløres af, at det – set med vores øjne – er forskellige identiteter, der udtrykkes. Alligevel kan der være fælles træk, ligesom markørernes indbyrdes størrelsesforhold også i jernalder og vikingetid kan have været uden betydning.





Litteratur

Albrectsen, E. 1956. Fynske Jernaldergrave II. Ældre romersk jernalder. København.

Andersen, S.W. 1995. Lejre – skibssætninger, vikingetidsgrave, Grydehøj. Aarbøger for nordisk Oldkyndighed og Historie 1993 (1995). København. 7-136.

Boye, V. 1858. To Fund af Smedeværktöi fra den sidste hedenske Tid i Danmark. Annaler for nordisk Oldkyndighed og Historie 1858. København. 191-200.

Dethlefsen, E. 1981. The Cemetery and Culture Change: Archaeological Focus and Ethnographic Perspective. I: Gould, A.R. & M.B. Schiffer (eds.) Modern material culture, The Archaeology of Us, Studies in Archaeology. New York. 137-159.

Dons, M.B. 2007. Et særligt rum. En religionssociologisk undersøgelse af tre kirkegårde i Skt. Nikolai sogn, Holbæk med særligt henblik på kirkegårdenes private og officielle dele. Upubliceret kandidatspeciale på Religionssociologi, Institut for Tværkulturelle og Regionale studier, Københavns Universitet.

Hansen, T.E. 1989. Værktøjsfundet fra Dejbjerg. En vikingetidshåndværkers redskaber. Kuml 1988-89. Århus. 311-322.

Jensen, K. 1975. De dødes sogn. Folk og Kultur. Årbog for Dansk Etnologi og Folkemindevidenskab 1975. 5-30.

Kjær, H. 1900a. Nogle Vaaben fra den ældre Jernalder. Aarbøger for nordisk Oldkyndighed og Historie 1900. København.112-125.

Kjær, H. 1900b. Fund af Smedeværktøj i Grave. Aarbøger for nordisk Oldkyndighed og Historie 1900. København.126-129.

Kristensen, H.K. 1976. Om landsbykirkegårdes inddeling. Folk og Kultur. Årbog for Dansk Etnologi og Folkemindevidenskab 1976. København. 121-133.

Kryger, K. 1985. Allegori og Bogerdyd. Studier i det nyklassicistiske gravmæle i Danmark 1760-1820. København.

Levinsen, K. 1983. En ældre romertids smedegrav fra Tolstrup ved Års. Hikuin 10. 199-206.

Lyngstrøm, H. 2008a. Gravminder på den gamle kirkegård i Herstedvester. Glimt af Albertslund historie, Årsskrift for 2008. 29-43.

Lyngstrøm, H. 2008b. Elsket og savnet. Roser fra Betonslummen – 19 arkæologiske essays. Københavns Universitet. 101-105.

Madsen, L.B. 1989. Registreringen af Helsingør Kirkegård. Helsingør Kommunes Museer 1989. 39-64.

Müller-Wille, M. 1977. Der frühmittelalterliche Schmied im Spiegel skandinavischer Grabfunde. Frühmittelalterliche Studien 11. 127-201.

Pedersen, I.D. 1989 Indskrifter og symboler på kirkegårdens gravminder. Helsingør Kommunes Museer 1989. 65-82.



Note

1. Det er de gamle afdelinger af kirkegårdene i Glostrup, Herstedvester, Herstedøster, Hvedstrup, Høje Taastrup, Ishøj, Karlslunde, Kildebrønde, Kirkerup, Ledøje, Sengeløse, Torslunde, Vallensbæk og Ågerup.