fredag den 31. august 2012

Smiðjan og smiðr – om netværket Smedens Rum 2009 - 2012

Henriette Lyngstrøm




Smiðjan og smiðr

– om netværket Smedens Rum 2009 - 2012



Smedens Rum er et fagligt netværk, der blev dannet, fordi vi ønskede at diskutere det righoldige materiale fra jernudvinding og smedning på en anden måde, end det hidtil var gjort. Vi ville inspireres og udfordres. I begyndelsen var arbejdet næsten udelukkende koncentreret om jernhåndværket, men senere er feltet udvidet til også at omfatte håndværk og håndværksprocesser generelt. Med velbesøgte seminarer i København, Ålborg og Århus er grunden nu lagt til de kommende års arbejde.



At smíða er oldnordisk og betyder at gøre eller at formgive. At give materialet form uanset om det er træ, sten, ler, ben, tekstil eller jern. Det gør smiðjan, smedjen – både som en bygning med faste vægge, tag og indgange og som en stor sten, der er god at sidde på – til et vigtigt sted. Men at smíða er ikke udelukkende handling, det er også at udtænke og at planlægge materialets transformation; så smiðr, smeden – og smedens færdigheder og de valg, der lægges og træffes i processen med at formgive, er helt centrale for forståelsen af al materiel kultur.

Smiðjan er således et fysisk rum, som kan identificeres arkæologisk mellem stolpehuller, gulvlag og nedtrådt affald – eller det kan undersøges arkitektonisk som et endnu stående anlæg. Smiðjan's placering i landskabet kan også være angivet i kartografiske kilder og dens indretning gengivet på malerier og tegninger eller beskrevet i litteratur og anvisninger. Smiðr, smeden selv, har to rum: et ydre og et indre. Det ydre er smiðr's køn, alder, udseende og beklædning, der ofte, som værkstedet, er beskrevet på billeder eller i tekst – ligesom for længst afdøde smiðir ligger som skeletter i grave. Nulevende smede kan undersøges etnologisk eller antropologisk både med hensyn til det ydre, men også med hensyn til det indre rum, da interviews og arbejdsrapporter vil kunne afklare, hvordan de har opnået deres færdigheder, og hvordan de anvender dem. Vanskeligere er det at analysere det indre rum på de gamle smiðir, hvor indirekte kilder må inddrages i form af værktøj og værktøjsspor, materialet de bearbejdede, og affaldet processerne efterlod. Men også selve det færdige produkt, bygningstømmeret, flintdolken, jydepotten, benkammen, hørskjorten eller jernkniven, rummer mange informationer om håndværkerens muligheder og kunnen.

At smíða er altså en helt central proces for alle de videnskaber, der beskæftiger sig med materiel kultur, og det kan derfor opfattes som en begrænsning, at begreberne smedje og smed på nudansk næsten udelukkende refererer til jernhåndværk. I arkæologien accentueres dette yderligere, da det bestandige kildemateriale fra fortidens jernhåndtering ofte er eksponeret voldsomt i forhold til dét fra andre håndværk.

Incitamentet til netværket Smedens Rum var, at denne begrænsning burde elimineres – først ved konfrontation og siden ved at udvide undersøgelsesfeltet til også at omfatte smiðjan og smiðr i ordenes oprindelige betydning. Så i 2009, da Smedens Rum blev stiftet, indledte vi netværksarbejdet med at konfrontere materialet fra jernhåndværk ved at indsamle oplysninger om smedjer og spor efter smedning i Danmark og med feltarkæologiske temadage omkring udgravning af smedjer og pladser med jernudvinding. Men vi tog også hul på diskussionen om en mulig sammenhæng mellem jern og tekstil: for var det måske bare et tilfælde, at det er bønderne i de midtjyske sogne – Danmarks sidste jernproducenter – der også er de tidligste hosebindere? Og hvorfor havde stormanden fra Rosenholmvej ved Tjørring fået en stor og professionelt smedet jernsaks med i graven? Måske var den et symbol på, at den gravlagte byggede sin rigdom på et omfattende fårehold. Eller et tegn på, at han som magtfuld kriger og storbonde havde kontrol over forarbejdningen af de tekstiler, der blev fremstillet af den klippede uld. Da vi forsøgte at rekonstruere den 30 cm lange saks af myremalmsjern, gik det op for os, at der ikke alene skulle anvendes den samme mængde jern til den som til et sværd – det var også meget vanskeligere at smede en saks, end det var at smede de fleste andre redskaber (Thomsen et al. 2010, 94). Med erfaringer som disse lagde vi fundamentet til et dynamisk, mangfoldigt og uformelt netværk, der både skulle inspirere og udfordre, og vi satte rammerne med fire åbne seminarer: Værkstedet, Materialet, Smeden og Produktionen.

På det første seminar, der blev holdt på Københavns Universitet, blev vi ikke alene bekendt med nye fund af smedjer og andre måder at udgrave dem på, vi lærte også at være kritiske i forhold til tolkningen af de processer, der foregik i rummene (Thomsen 2010, 107ff), og vi lærte, hvordan spredningsanalyser kan være et betydningsfuldt redskab til forståelsen af de forskellige arbejdsprocesser, der foregik i rummene (Palm 2010, 79). Desuden blev vi inspireret til at arbejde med aktivitetszoner, bortkastningszoner og deponeringszoner på samme måde som man gør inden for flintstudier (Grøn 2000, 158f). Men vi blev også udfordret. For hidtil havde vi anset rummet for at være et håndgribeligt og geografisk afgrænset areal, der kunne undersøges og beskrives objektivt. Men på seminaret opdagede vi, at rummet ikke alene er den neutrale, fysiske baggrund for menneskets handlinger, som vi havde troet det var. Det kunne også opleves gennem handling. På den måde fik samspillet mellem smed og smedje – mellem aktør og struktur – betydning for vores arbejde, og vi så smedens rum i et nyt perspektiv, hvor mennesket blev tænkt ind i fortolkningen og forståelsen af rummet (Beck 2010, 5ff). Det var altså ikke alene konstruktivt at arbejde med de fysiske levn men også med, hvordan vi ser på de fysiske levn for på den måde at åbne nye tilgange til vores analyser.

Ved seminaret et halvt år senere forsøgte vi at fastholde denne konstruktive tilgang til materialet. På Moesgård Museum fik vi nemlig lejlighed til at overvære en jernudvinding og blev bekendt med, hvilke materialer smeltemesteren i jernalderen valgte af halm, lyng og træflis til gruberne under jernudvindingsovnene og hvilke træsorter, han valgte til trækul i ovn og esse. Vi diskuterede også kriterierne, der kan have ligget til grund for disse valg, og hvordan de kan give os oplysninger om datidens landskab, landskabspleje og resurseudnyttelse. Desuden viste det sig at være yderst konstruktivt at inddrage 1500- og 1600-tallets skriftlige kilder til håndværk (Hansen, i tryk). Det lange tidsperspektiv var nemlig en klar fordel, da der her udkrystalliserede sig et par markante ændringer i den måde smeltemestre og smede håndterede materiale og proces på. Og måske er disse ændringer ikke alene karakteristiske for jernhåndværk, men kronologisk samtidige inden for flere håndværk. Den ene af disse ændringer sker – forholdsvist hurtigt – et sted i midten af germansk jernalder, hvor den måde, man bygger jernudvindingsovne på ændres, og hvorefter kulstofjernet for alvor begynder at gøre sig gældende i det danske materiale (Lyngstrøm, i tryk). Måske er årsagen hertil, at også smeden befandt sig i en eksistentiel krise i de magiske år efter 536 e. Kr., da solen hang bleg og syg på himmelen, og hungersnøden hærgede den sydskandinaviske civilisation. Måske var det ikke alene bebyggelsen, kunsten og gravene, der var ændrede, da en ny verdensorden blev skabt (Gräslund og Price 2012, 438) – var det også håndværket? Måske fordi mobiliteten ændrede sig blandt smiðir, eller fordi de blev mødt med nye krav eller ny inspiration. Måske er det det, vi som arkæologer ser i et markant anderledes kildemateriale.

Der var derfor god sammenhæng til seminaret på Museet på Lindholm Høje, hvor smeden var i fokus. Her var spørgsmålet om håndværkets organisering centralt, og vi diskuterede blandt andet, om smiðr var en omrejsende specialist på kanten af professionalisme eller en bondehåndværker med mange binæringer (Voss 1993, 106; Lyngstrøm 2011, 116)? Og skulle smeden have en ret til at smede – eller havde han pligt? Men vi var også helt tæt på mennesket: hans anatomi, hans bevægelsesmønster, hans påklædning og fodbeklædning, hans oplæring og kunnen, hans valg af redskaber og råmaterialer, hans idé om proces og produkt og hans forståelse af sig selv som håndværker og som menneske. For måske kan smeltemesterens anatomi – hans armlængde – aflæses i den dybde, han gravede gruberne til Drengsted-ovnen og i den højde, han byggede ovnskakten. Og er det hans skridtlængde og bevægelsesmønster vi ser i afstanden mellem ovn og esse, og esse og ambolt?

På seminaret lærte vi, at middelalderens smede både kan arbejde som en del af landsbyens fællesskab, men også i en ensomt beliggende smedje, der måske deles af flere smede fra forskellige landsbyer (Poulsen-Hansen, i tryk). Og vi blev inspireret af vores norske kolleger, der gav et blik ind på det danske kildemateriale fra jernudvinding og en fin oversigt over jernalderens materiale i Sydøstnorge (Larsen, i tryk).

Det er arbejdsrapporten fra det fjerde og foreløbigt sidste seminar, der publiceres på siderne herefter. Også det seminar blev holdt på Københavns Universitet, og her fremlagdes en række interessante metodiske overvejelser omkring 14C datering af jernudvindingsanlæg. Og der påvistes en betydelig jernudvinding i Midtjylland allerede fra jernalderens begyndelse. En konklusion, der blev understreget af slaggefund fra den tidligste førromerske jernalder i det samme område (Olesen, denne arbejdsrapport). Samtidigt viste det sig atter at være en klar styrke ved netværket, at der var deltagere med praktiske erfaringer (Frederiksen 2001). For hvordan skulle vi ellers have vidst, at det ved monotomt arbejde – som ved smedning af hundredvis af nagler – kunne være en adspredelse at have gulvet om ambolten dækket med enebærgrene? Så rummet fyldtes med velduft, når gløderne fra det varme jern ramte grenenes nåle. Også på dette seminar blev vores vanetænkning udfordret. Vi måtte nemlig indse, at begrebet produktion også kan studeres som et resultat af en dialektisk-dynamisk proces, hvor der ikke alene indgår forskellige resurser men også forskellige livsformer og praksisfællesskaber. Nu forstod vi, hvordan den kontinuerlige meningsforhandling dels skabte identitet, men også var med til at opretholde praksisfællesskabet. Og vi blev opmærksomme på, hvordan håndværkets marginale deltagere kunne være en vigtig faktor – ikke alene i forbindelse med læringsprocesser – men også til mobilisering af arbejdskraft (Ravn, denne arbejdsrapport).

Efter fire vellykkede seminarer besluttede vi at arbejde med netværket i yderligere tre år. Og igen har vi lagt rammerne med åbne seminarer fordelt over årene og over Danmarkskortet. Men vi har også vedtaget at afprøve vores nye viden i praksis med tre projekter: vi vil udgrave en smedje fra nyere tid på Moesgård, vi vil forsøge at riste myremalm, som de gjorde på Teglbuen i Nordsjælland, og vi vil arbejde med identifikation af slagger i et geografisk afgrænset område. I forbindelse med det sidste projekt har vi indledt et samarbejde med Sydvestsjællands Museum og med to arkæologistuderende, der vil skrive deres BA-projekter inden for området. Så vi ser frem til ny inspiration og nye udfordringer, for både smiðjan og smiðr har mange flere rum at udforske.







Tak til lektor Michael Lerche Nielsen, Nordisk Forskningsinstitut på Københavns Universitet, for hans venlige assistance med det oldnordiske sprog. Tak til ph.d.-stipendiat Lone G. Thomsen, SAXO-instituttet Københavns Universitet, for hendes altid konstruktive kritik.


Litteratur

Beck, A.S. 2010. Smedens rum – om rum, rumlighed og smeden i værkstedet. Smedens Rum 1, Værkstedet (= Arkæologiske Skrifter 9). København. 5-15.

Frederiksen, Aa. 2001. Nagler, værktøj og ankre. Vikingeskibsmuseet. Roskilde.

Gräslund, B. & N. Price 2012. Twilight of the gods? The 'dust veil event' of AD 536 in critical perspective. Antiquity vol. 86:332. 428-443.

Grøn, O. 2000. Analyse af flintspredninger på stenalderpladser. I: B.V. Eriksen (red). Flintstudier. En håndbog i systematiske analyser af flintinventarer. Aarhus Universitetsforlag. Århus. 157-186.

Hansen, E.K. i tryk. Smedens materialer og processer i to skriftlige kilder fra 15- og 1600 tallet. Arbejdsrapport fra et seminar 18. marts 2011 på Moesgård Museum.

Larsen, J.H. i tryk. Jernutvinning i Sydøst-norge før vikingtid – forskjeller og likheter med funn fra Jylland. Arbejdsrapport fra et seminar 13. oktober 2011 på Museet på Lindholm Høje.

Lyngstrøm, H. 2011. Vestjyske jernalderbønders råstofudnyttelse. Myremalmen mellem landskab og bebyggelse. Nyt fra Vestfronten, nord- og vestjyske bebyggelser fra ældre jernalder (= Arkæologiske Skrifter 10). København. 113-121.

Lyngstrøm, H. i tryk. Jern, kulstofjern og fosforjern - på sporet af myremalmsjernets mange kvaliteter. Arbejdsrapport fra et seminar 18. marts 2011 på Moesgård Museum.

Palm, M. 2010. En 1700-tals smedje i Jonstrup. Smedens Rum 1, Værkstedet (= Arkæologiske Skrifter 9). København. 79-94.

Poulsen-Hansen, K.M. i tryk. Smedens plads i den middelalderlige landsby. Arbejdsrapport fra et seminar 13. oktober 2011 på Museet på Lindholm Høje.

Thomsen, L.G. 2010. Grubehusene som væverum? Overvejelser om funktionsbestemmelse af grubehuse. Smedens Rum 1, Værkstedet (= Arkæologiske Skrifter 9). København. 117-122.

Thomsen, L.G., H. Lyngstrøm og M.W. Olesen 2010. Storbondens saks – et forsøg med smedning af en jernaldersaks. Midtjyske fortællinger 2010. Herning. 93-102.

Voss, O. 1993. Snorup. Et jernudvindingsområde i Sydvestjylland. Nationalmuseets Arbejdsmark. København. 97-111.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar