Smedens grav – markering af erhverv, gerning og færdigheder

Artikel skrevet af Henriette Lyngstrøm til Smedens Rum III, der redigeres af Xenia P. Jensen og Peter H. Mikkelsen, Moesgård Museum.

Med fokus på gravminder og deres ikonografi undersøges den mindedes erhverv, gerning og færdigheder. Det empiriske grundlag omfatter gravminderne på 14 landsbykirkegårde i området umiddelbart vest for København, men analysen trækker også tråde til jernalderens og vikingetidens "smedegrave" og til middelalderens gravminder, hvor hammer, tang og ambolt – som i 1900-tallet – afbildes.
Det konkluderes, at smeden er en af de ikke-familiære identiteter, der hyppigst markeres og at markeringen sker relativt frit i forhold til andre identiteter. Markørerne giver derfor plads for den personlige meningsforhandling og den nuancerede forklaring af smedens ikke-væren. I oldtid og middelalder er markeringen – set med nutidens øjne – sløret, da det ofte er flere identiteter, der markeres. Alligevel er der fælles træk, for udvalget af værktøj og produkter er det samme og genstandene har ikke nødvendigvis samme størrelse, som det værktøj, der anvendes af levende smede.


Ritualer og symboler er med til at forklare verden ved død og gravlæggelse. Det er de elementer, som mennesker, bevidst eller ubevidst, agerer i forhold til – og de elementer, der tillægges afgørende betydning i forklaringen af det uforklarlige. I den arkæologiske videnskab er det vigtigt, at ritualer og symboler involverer materiel kultur: valg af gravform, gravsted, gravgenstande, behandling af liget samt valg – eller fravalg – af det gravminde, der over jordniveau står helt centralt i forklaringen af den dødes ikke-eksistens. Ved at aflæse den materielle kultur på gravpladser og kirkegårde kan man ane skyggen af aktørernes opfattelse af sig selv og af de mindede. Og måske kan man tilmed finde aftryk af de mere komplicerede strukturer, hvorefter ritualer og symboler er knyttet til slægters og individers forståelse af sig selv og af hinanden.
Nærværende linjer koncentrerer sig om den del af de ikonografiske fremstillinger i gravmindekulturen efter år 1900 e. Kr., der kan relateres den mindedes erhverv eller profession som smed – og det empiriske grundlag omfatter gravminderne på 14 landsbykirkegårde i området umiddelbart vest for København. Fig. 1. Desuden trækker analysen tråde til jernalderens og vikingetidens gravgenstande i form af redskaber som hamre, tænger og file – og til middelalderen, hvor værktøjet ikke blev nedlagt i gravene hos de døde, men hvor hammer, tang og ambolt, som i 1900-tallet, blev afbildet på gravminderne.

Fig. 1. Hammer og tang indhugget på gravmindet over smedemester Anton Johannes Grøndrup 1864 -1935. Glostrup kirkegård, søndre afdeling. Fotograferet 13. november 2011 af H. Lyngstrøm.

Gravminder på danske kirkegårde

Gravmindeforskningen er relativt ny i Danmark og har hidtil primært været udfoldet i forhold til store bykirkegårde med de specielle gravminder (Kryger 1985). Men allerede i begyndelsen af 1970’ernes New England forfulgte antropologen Edwin Dethlefsen teorien om, hvordan også den almene gravmindekultur – helt ned i detaljen – markerede individets eller slægtens identitet og dermed kunne afspejle betydningen af den mindedes erhverv eller profession (Dethlefsen 1981, 137ff). Herhjemme har religionssociologen Mette Bang Dons for nyligt undersøgt tre kirkegårde i Skt. Nikolai sogn, Holbæk, med særligt henblik på at afdække kirkegårdenes private og officielle sfærer. Og hun har, som en af de første, suppleret registreringen af gravmindernes ikonografi med en række kvalitative interviews af aktørerne (Dons 2007). Dons’ undersøgelse viste, hvordan de socialt markerende betegnelser for erhverv og profession (såvel i tekst som i billede) anvendtes til at placere den mindede i dennes vigtigste sammenhæng: i lokalsamfundet (Dons 2007, 88). Så når det på gravmindet markeredes at Hans Nielsen var smed, så gjordes kredsen af aktører større end den ellers ville have været. For få i lokalsamfundet ville måske vide, at den mindede hed Hans til fornavn, flere at han hed Nielsen til efternavn og mange, at han var smeden. På den måde er gravmindet med til at fastholde et mere nuanceret minde om den afdøde og om den relation, de efterlevende havde og stadig har til ham – end navnet alene ville have gjort.
Med sin undersøgelse samlede Dons helt generelle tendenser fra tidligere undersøgelser. Det skete i relation til gravmindernes placering på kirkegården (Jensen 1975; Kristensen 1976), gravmindernes form (Madsen 1989) og gravmindernes udsmykning (Petersen 1989). For på trods af betydelige regionale forskelle indenfor det nuværende Danmarks grænser, så er der også fælles træk. I begyndelsen af 1900-tallet er gravmindernes ikonografi domineret af kors, sole, fugle og blomster (buketter i vaser), der i skrift ledsages af ønsker for den mindedes tilstand (Hvil i Fred) eller af beskrivelser af aktørernes relationer (Altid i vore Hjerter). Ganske ofte er gravminderne tilmed forsynet med indskrifter, som redegør for den mindedes hverv eller erhverv (sognerådsformand, pensioneret fængselsbetjent, lærerinde eller smedemester), mens det næsten udelukkende er på gårdejerens og husmandens gravminde, at det skrevne ord ledsages eller erstattes af en ikonografisk fremstilling med relation til erhvervet. Og her er det usikkert, hvorvidt den anvendte ikonografi (det forladte plovspand, den forladte le eller sædemanden) skal opfattes som en reel erhvervsbetegnelse eller som en allegorisk fremstilling. Fig. 2.

Fig. 2. Det forladte plovspand, bronzerelief på sten. Gravmindet er formodentligt sat i 1952 på Ledøje Kirkegård. Fotograferet 30. april 2007 af M. Nielsen.

Men fra tiden omkring midten af 1900-tallet får de dekorative eller entydigt kristne symboler konkurrence af en mere privat ikonografi, herunder en del, der angiver den mindedes erhverv. Det sker samtidigt med, at der indledes et mere frit symbolsprog på gravminderne, der med sin plads til individuelle fortolkninger sætter mindet af det enkelte individ i centrum på bekostning af mindet om slægten. De ikonografiske fremstillinger på gravminder rejst på Københavns vestegn i 1950’erne og 1960’erne er således generelt færre i antal, men billederne er mere varierede i udtryk end tidligere. Tilsvarende er det numeriske antal af gravminder med en skrift eller ikonografi, der relaterer den mindedes erhverv eller profession lavere end tidligere, men når den forekommer, så angiver den også andre erhverv end jordbrugets (murer/murske, organist/node, frisør/saks, smed/hestesko). Denne tendens accentueres op gennem århundredet, hvor den mindede stadigt oftere placeres i det helt nære eller private netværk, både ved anvendelsen af individuelt udformede gravminder, men også gennem den skrift og den ikonografi, der placeres på stenen (Lyngstrøm 2008b, 104). Således er det stadigt oftere, at det er individet i sig selv der mindes - og ikke individet som en del af familie, slægt eller samfund. Dette kan være årsagen til at anvendelsen af stillingsbetegnelser (i skrift såvel som i billede) også på kirkegårdene i Skt. Nikolai sogn udviser et jævnt fald op gennem 1900-tallet. Dons tolker det som et udtryk for, at den sociale positionering, som en sådan markering er udtryk for, er på tilbagegang – og underbygger sit synspunkt gennem de mange kvalitative interviews (Dons 2007, 86). I disse argumenteres der nemlig for, at jo mere personligt og individuelt et gravminde gøres, desto nemmere forstiller de levende sig, at det er at fastholde mindet om den afdøde og om den relation, de havde og stadig har til den mindede. Den mindede har altså – gennem gravmindet – fortsat en plads blandt de levende på trods af, at vedkommende ikke længere selv kan agere. Og af mange levende anses det som betydningsfuldt at fastholde gravstedet som det rum, hvor relationen til den afdøde opretholdes. Denne individualiserende tendens understeges efter min mening yderligere af de sidste 20 års øgede fokus på religionens brugere frem for på de autoriteter, der udøver den.
Ved at markere den mindede som individ, herunder med en ikonografi hentet fra et bestemt erhverv eller interesse, kan kredsen af aktører således udvides og relationerne nuanceres, så de opleves som meningsfulde for en større del af de efterlevende end blot navnet og et ”neutralt” billede i form af et kors eller en blomst. På den måde kan også smeden – med sit gravminde – få et sidste rum.

Smedegrave på kirkegårdene vest for København
Langt hovedparten af de gravminder, der i dag står på landsbykirkegårdene vest for København, er udsmykket med en ikonografi, der kan aflæses og afkodes umiddelbart af enhver, der kommer forbi. Motivvalget er relativt begrænset med en klar præference for blomsten, især for rosen, for fuglen og for korset. Men en del gravminder er udsmykket med billeder, der tydeligvis har reference til den mindedes alder (sut, bamse, legetøjsbil), interesse (brevdue, cykel, palet med pensler), sociale relationer (Odd Fellow ringe, frimurertegn, Hells Angels symboler) eller til den mindedes erhverv (murske, høvl, ambolt). Desuden forekommer billeder, der er klart ikke-kristne, som på to gravminder fra Karlslunde kirkegård, hvor det ene er udsmykket med en adorant med soltegn og det andet med en stor torshammer.
Som et eksempel kan de 389 gravminder, der stod på den gamle del af Herstedvester Kirkegård ved registreringen i 2008, fremhæves (Lyngstrøm 2008a). På 165 af disse var teksten kombineret med et billede og heraf havde 17 mere end ét billede. Billederne var fremstillet på flere forskellige måder. De var hugget, ætset eller malet på stenen, eller de var udformet som et relief eller en skulptur, der var fæstnet på gravmindet. 58 af billederne på Herstedvester Kirkegård var fremstillet ved at hugge eller ætse dem ind i stenen, hvorefter mange efterfølgende var malet med især gylden, sort eller hvid farve. 75 billeder var udformet som metalrelieffer og 49 var skulpturer i sten eller i metal, der er fæstnet på gravmindet (Lyngstrøm 2008a, 37). Blandt motiverne var rosen valgt som motiv på 65 af de 165 gravminder. Hertil kom seks billeder af andre blomster (liljer, liljekonvaller) og seks af plantemotiver generelt (vedbend, dunhammer, agern). Næsten lige så hyppigt, på 54 gravminder, forekom fremstillinger af fugle og hvor disse kunne artsbestemmes, var der en klar overvægt af spurve, men der forekom også afbildninger af duer og af trækfugle i kileformation. Kun 35 gravminder bar det ultimativt kristne symbol: korset, der i syv tilfælde var det kombineret med rosen. Det er interessant, at der på 11 gravminder var symboler eller motiver med reference til den mindedes erhverv eller interesse. Det gjaldt tre gravminder med metalrelieffer, der forestillede et forladt plovspand, hvor de to kombineredes det med et navn på en gård og det tredje med teksten "Gårdejer". Desuden forekom et hugget og malet billede af et anker og af en node samt et metalrelief af en gaffeltruck. På kirkegården er der også rejst et gravminde med et metalrelief af en hestesko i kombination med teksten "Smedemester" og et med et metalrelief af en ambolt kombineret med en hestesko.

Fig. 3. Ambolt og hestesko, bronzerelief på sten. Gravmindet er uden årstal, Herstedvester Kirkegård. Fotograferet 30. april 2007 af M. Nielsen.

Hvis man undersøger den ikonografi, der har reference til den mindedes erhverv – ikke alene på Herstedvester gamle kirkegård – men på alle de 14 kirkegårde, så ses det, at motiverne overordnet kan deles i to grupper af identitetsmarkører. Den ene markør er fagets værktøj (ambolt, rendegraver, høvl, malerspand med pensler) og den anden er det produkt, faget fremstiller (hestesko, murværk, kringle). Dertil kommer en lille gruppe gravminder, hvor selve værkstedet er afbildet.
For smedegravenes vedkommende er værkstedet, smedjen, afbildet på ét gravminde, der står i lapidariet på Glostrup Søndre Kirkegård, mens værktøjet – hammer, tang og ambolt – anvendes som identitetsmarkør på adskillige gravminder. Billeder af file forekommer ikke. Desuden er der flere afbildninger af produktet i form af hestesko, dels alene – men også i kombination med ambolten som på Herstedvester kirkegård. Det er bemærkelsesværdigt, at modsat andre erhverv som for eksempel mureren, hvis markør konsekvent er en indhugget murske, der efterfølgende er malet, så kombineres de forskellige markører for smedens erhverv forholdstvist frit – ligesom ikonografien både kan være fremstillet som et indhugget motiv, men også som et metalrelief eller en skulptur, der er sat på gravmindet. Og hvor flere genstande kombineres kan ikonografien forholde sig helt frit til det indbyrdes størrelsesforhold.
En optælling på de undersøgte landsbykirkegårde vest for København viser, at smeden er en af de ikke-familiære identiteter, der markeres hyppigst efter 1900 e. Kr. Og mens de fleste andre erhverv og professioner udtrykkes på et ganske begrænset antal måder (enten gennem afbildning af værktøj eller gennem afbildning af produkt – enten gennem indhuggede billeder eller gennem metalrelieffer), så udtrykkes smedens identitet som det eneste både på flere måder og i flere kombinationer. Fig. 4. Interessant er det også, at ikonografi med reference til smedens identitet – modsat den med reference til andre fag – intet numerisk fald viser. Det kan tyde på, at den sociale positionering, som dette erhverv er et udtryk for, ikke er på tilbagegang. For selv om hovedparten af de gravminder, der er rejst mellem 1960 og den sene del af 1990’erne ikke afspejler slægters selvforståelse, men menneskers forestillinger om hinanden som individer, så synes identiteten som smed fortsat at være vigtig. Smeden har således fortsat en ganske fremtrædende plads på danske kirkegårde.

Fig. 4. Ambolt og hammer hugget ud af stenen. Gravmindet er formodentlig sat i 1999 på Ledøje Kirkegård. Fotograferet 15. november 2011 af H. Lyngstrøm.

Smedens grav
Smedens sidste rum er sandsynligvis heller ikke ukendt for den arkæologiske videnskab. Fra Danmarks jernalder kendes nemlig ”smedegrave”, der netop er identificeret som sådan på grund af identitetsmarkører. Ikke markører som billeder, men som regulære genstande i form af hamre, tænger og file. Problemet er dog, at alle hammerhovederne er ganske små og lette, ligesom mange tænger er spinkle og deres kæber små – samt at værktøjet hyppigt kombinerer med våben eller andre genstande, der normalt ikke opfattes som identitetsmarkør for smeden, men som markør på krigeren eller som en generel markør på høj status. Kun hamrene fra gravene i Kagstedhøj (Albrectsen 1956, 33) og i Tolstrup (Levinsen 1984, fig. 2-5) kan med deres vægt på omkring 300 g have været anvendt til lettere jernsmedning. Men det 19 cm lange, slanke hammerhovede fra Tolstrup grav 4 synes snarere, med den konvekse overside og konkave underside, at være et specialiseret værktøj (Levinsen 1984, 199ff) og det er tydeligt, at denne hammer fra sen førromersk jernalder ikke alene var et symbol, men en brugsgenstand, der bar præg af slid. Alligevel lå den i urnen sammen med file, våben og en halvrund kniv.
Et par hundrede år senere blev jordfæstegraven i Møllerup kastet til (Kjær 1900a, 118) og her var hammer, tang og jernbarrer placeret på trækistens låg – uden relation til de øvrige genstande, der lå ved den dødes krop nede i kisten (Kjær 1900b, 126). Vi må altså forestille os, at værktøjet var det sidste indtryk de efterlevende fik, inden graven blev lukket. Men problemet er, at det lille hammerhovede kun havde en bane på 2 x 2 cm og at tangen var ganske spinkel. Var det værktøj til jernsmedning? Jernbarrernes tilstedeværelse kunne tyde på, at det var en arbejdsproces, der blev markeret – men værktøjets dimensioner taler i mod, at det i de levendes verden kan have været anvendt til egentlig jernsmedning. Forholdene i graven fra Møllerup kompliceres af, at der, som i Tolstrup, er andre markører end værktøj i graven og det altså ikke alene er identiteten som ”smed”, der markeres. I vikingetidens Lejre er indtrykket måske lidt enklere, da værktøjet ligger nede i graven kun sammen med et ringspænde (Andersen 1995, 41 & fig. 35-36). Her er velstand og håndværk sandsynligvis markeret jævnbyrdigt. Men skønt tangen og filen er kraftige redskaber, så er hammerhovedet alt for lille til at kunne være den eneste hammer i et værksted, hvor der smedes jern. I form og størrelse svarer det til det lille hammerhoved i depotet fra Tjele (Boye 1858, 191ff & Pl. II), hvor hamrene ellers er tungere. For modsat værktøjet i ”smedegravene” ligner – især hamrene – fra jernalderens og vikingetidens depoter i højere grad værktøj, der kan anvendes til egentlig jernsmedning. Tungest er hammerhovedet fra Snoldelev, der beskrives som en "stor og tung Forhammer af jern" så dens ”Eier synes kun at have forarbeidet grovere Sager og saaledes have været en Slags Grovsmed” (Boye 1858, 200) og skønt hammerhovedet fra Dejbjerg er knap så stort, så vejer det dobbelt så meget som dem fra Kagstedhøj og Tolstrup (Hansen 1989, 315) og altså væsentligt mere end de hammerhoveder, der er fundet i ”smedegrave”.

Fig. 5. Gravmindet i Frørup Kirke med teksten HIC IACET MATHEUS PEPLING FABER CUIUS ANIMA REQUIESCAT IN PACE (Her ligger smeden Mads Pebling, hans sjæl hvile i fred) og billeder af hammer, tang, hestesko og ambolt. Fotograferet 24. juli 2012 af M. Nielsen.

Anderledes forholder det sig med middelalderens gravminder. Ikonografien på stenen fra sidste halvdel af 1100-tallet på Vinderslev Kirkegård viser værktøj (hammer, tang og ambolt), produkt (økse og måske et plovskær) og smeden selv. Hertil kommer klokke, reb og murværk, hvilket sandsynliggør, at det ikke, set gennem en moderne optik, er identiteten som ”smed” men som ”håndværker”, der mindes. På gravmindet i Gudbjerg (Müller-Wille 1977, fig. 3,2) er billederne af værktøj (hammer og tang) og produkt (hestesko, økse og plov) mere entydige markører, hvilket også er tilfældet i Blære (Müller-Wille 1977, fig. 3,3), hvor det sandsynligvis er smeden selv, der er afbildet med sit værktøj. Også her forholder ikonografien sig – som i de førkristne grave og på 1900-tallets gravminder – helt frit til markørernes indbyrdes størrelsesforhold.

Gravmindet fra Frørup er specielt, ikke i form og størrelse for det er en almindelig ligsten fra 1200-tallet, men fordi det som gravminderne 700 år senere kombinerer ikonografi og tekst. Hammer, tang, ambolt og hestesko kombineres her med en tekst, der indledes ”HIC IACET MATHEUS PEPLING FABER”. Fig. 5. At denne markør og identiteten som smed stadig tillægges betydning ses på et gravminde rejst på samme kirkegård over en vogn og beslagsmed i 2007. Her er billedfeltet og billederne fra den middelalderlige sten formindsket men kopieret.

Fig. 6. Ikonografien fra den middelalderlige ligsten kopieret på moderne gravminde. Gravmindet formodentlig sat i 2007 på Frørup kirkegård. Fotograferet 24. juli 2012 af M. Nielsen.

Smedens sidste rum
I fortolkningen af smedens grav er det en klar forudsætning, at genstande lagt i grave og genstande afbildet på gravminder er meningsbærende markører, der karakteriserer den gravlagte eller relationen mellem den mindede og de efterlevende. Grave med slagger fra smedning og jernudvinding er derfor ikke medtaget i analysen, da det ikke kan udelukkes, at mindre slagger er kommet med ved et tilfælde som en del af gravfylden eller at slagger har haft en betydning, der i højere grad karakteriserer selve transformationsprocessen end individet og dets relationer til de efterlevende.
Ikonografien på 1900-tallets gravminder er, som blandt andet fastslået med Dons' kvalitative interviews, meningsbærende, og det er sandsynligvis også tilfældet for middelalderens billeder af værktøj, der i ét tilfælde ledsages af tekst. Denne umiddelbare sammenhæng mangler i de førkristne grave, hvor tolkningen af identitet alene hviler på gravens materielle udtryk og hvor forholdene sløres af, at det – set med vores øjne – er forskellige identiteter, der udtrykkes. Alligevel kan der være fælles træk, ligesom markørernes indbyrdes størrelsesforhold også i jernalder og vikingetid kan have været uden betydning.





Litteratur

Albrectsen, E. 1956. Fynske Jernaldergrave II. Ældre romersk jernalder. København.

Andersen, S.W. 1995. Lejre – skibssætninger, vikingetidsgrave, Grydehøj. Aarbøger for nordisk Oldkyndighed og Historie 1993 (1995). København. 7-136.

Boye, V. 1858. To Fund af Smedeværktöi fra den sidste hedenske Tid i Danmark. Annaler for nordisk Oldkyndighed og Historie 1858. København. 191-200.

Dethlefsen, E. 1981. The Cemetery and Culture Change: Archaeological Focus and Ethnographic Perspective. I: Gould, A.R. & M.B. Schiffer (eds.) Modern material culture, The Archaeology of Us, Studies in Archaeology. New York. 137-159.

Dons, M.B. 2007. Et særligt rum. En religionssociologisk undersøgelse af tre kirkegårde i Skt. Nikolai sogn, Holbæk med særligt henblik på kirkegårdenes private og officielle dele. Upubliceret kandidatspeciale på Religionssociologi, Institut for Tværkulturelle og Regionale studier, Københavns Universitet.

Hansen, T.E. 1989. Værktøjsfundet fra Dejbjerg. En vikingetidshåndværkers redskaber. Kuml 1988-89. Århus. 311-322.

Jensen, K. 1975. De dødes sogn. Folk og Kultur. Årbog for Dansk Etnologi og Folkemindevidenskab 1975. 5-30.

Kjær, H. 1900a. Nogle Vaaben fra den ældre Jernalder. Aarbøger for nordisk Oldkyndighed og Historie 1900. København.112-125.

Kjær, H. 1900b. Fund af Smedeværktøj i Grave. Aarbøger for nordisk Oldkyndighed og Historie 1900. København.126-129.

Kristensen, H.K. 1976. Om landsbykirkegårdes inddeling. Folk og Kultur. Årbog for Dansk Etnologi og Folkemindevidenskab 1976. København. 121-133.

Kryger, K. 1985. Allegori og Bogerdyd. Studier i det nyklassicistiske gravmæle i Danmark 1760-1820. København.

Levinsen, K. 1983. En ældre romertids smedegrav fra Tolstrup ved Års. Hikuin 10. 199-206.

Lyngstrøm, H. 2008a. Gravminder på den gamle kirkegård i Herstedvester. Glimt af Albertslund historie, Årsskrift for 2008. 29-43.

Lyngstrøm, H. 2008b. Elsket og savnet. Roser fra Betonslummen – 19 arkæologiske essays. Københavns Universitet. 101-105.

Madsen, L.B. 1989. Registreringen af Helsingør Kirkegård. Helsingør Kommunes Museer 1989. 39-64.

Müller-Wille, M. 1977. Der frühmittelalterliche Schmied im Spiegel skandinavischer Grabfunde. Frühmittelalterliche Studien 11. 127-201.

Pedersen, I.D. 1989 Indskrifter og symboler på kirkegårdens gravminder. Helsingør Kommunes Museer 1989. 65-82.



Note

1. Det er de gamle afdelinger af kirkegårdene i Glostrup, Herstedvester, Herstedøster, Hvedstrup, Høje Taastrup, Ishøj, Karlslunde, Kildebrønde, Kirkerup, Ledøje, Sengeløse, Torslunde, Vallensbæk og Ågerup.