 |
| Smedning af knivtype IV, Lejre 1992 |
D. En barre af jern udvundet på Lindholm Høje 1992 blev smedet til en enkel hjørneskaftkniv. Barren vejede 72 g. Under smedningen blev stykket opvarmet seks gange i essen. Den færdige kniv (type I) vejede 51 g.
E. En barre af jern udvundet i Lejre 1991 blev forsøgt smedet ud i aflang barreform, med hensigt at bøje den om et midterstykke af kulstofjern (knivtype IV). Skønt barren var af udmærket kvalitet mislykkedes forsøget. Barren på oprindelig 104 g måtte opvarmes 20 gange og krakelerede til sidst helt. Stumperne vejede 76 g til sammen.
F. To barrer af jern udvundet på Lindholm Høje 1992 blev smedet ud i en flad rektangulær form. En barre med stort indhold af kulstof blev smedet ud i en lignende form. Barrerne blev svejset sammen med kulstofjernet i midten (knivtype IV). Det sammensvejsede jern blev smedet ud i knivform.
Barrerne vejede inden arbejdet 25 g, 38 g og 33 g (i alt 96 g).
Efter de var svejset sammen til ét stykke vejede de: 77 g.
Efter de var smedet ud i knivform på 8 gange varme: 57 g.
G. To barrer af jern udvundet på hhv. Lindholm Høje 1992 og i Lejre 191 blev smedet ud i en flad, rektangulær form. En barre med højt kulstofindhold blev smedet ud i en smal, flad form. Barrerne blev svejset sammen med den smalle barre af kulstofjern i midten (knivtype V). Det sammensvejsede jern blev smedet ud i knivform.
Barrerne vejede inden arbejdet: 34 g, 30 g og 40 g (i alt 104 g).
Efter de var svejset sammen til ét stykke vejede de: 84 g.
Efter de var smedet ud i knivform på 10 gange varme: 62 g.
H. To barrer af jern udvundet i Lejre 1991 blev smedet ud i en flad, rektangulær form og svejset sammen (knivtype II).
Barrerne vejede inden arbejdet: 35 g og 40 g.
Efter de var svejset sammen til ét stykke: 62 g.
Efter de var smedet ud i knivform på 6 gange varme: 52 g.
Resultater og perspektiver
Myremalmsjern er, på grund af dets store indhold af slagge, let og sejt at bearbejde under smedningen. Rensningen af jernsvampen viste sig at være en langt mere resursekrævende proces end selve smedningen.
En kniv fra vikingetiden vejer omkring 50 g, en vægt, der ikke er tilstræbt i forsøgene, men alligevel vejede forsøgsknivene det samme. Der tabtes omkring 20 % af vægten ved svejsning og 30 % af vægten ved smedeprocessen. Barrens kvalitet, antallet af opvarmninger i essen og valget af smedeteknologi må formodes at have indvirkning på vægttabet.
At smedeforsøg E mislykkedes må alene tilskrives vores manglende erfaring som smede. Vi forsøgte at kompensere for det med smedeforsøg J, der udførtes i almindeligt, moderne handelsjern. Smedeforsøg H efterfulgtes af en hårdhedsmåling tværs over et slib af klingen. Svejsesømmen viste en tydelig højere værdi end i jernet. Svejsningen kan således være placeret med fuldt overlæg. Knivtypen (II) må betragtes som en reel type.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar