Caspar Fincke bin ich genant….

Caspar Fincke bin ich genant….Om Robert Thomsens analyser af jern og smede fra 1600 e.Kr.
Tekst: udateret manuskript af Robert Thomsen (nænsomt redigeret af H. Lyngstrøm, 2011)

Jeg har undersøgt noget jern for Nationalmuseet. Det stammer fra gitteret på toppen af Rundetårn og er ret uinteressant fra et kemisk, metallografisk synspunkt. Det har ikke været underkastet de indviklede smedeprocesser, der har været brugt ved fremstillingen af oldtidens pragtvåben. Det er simpelt blødt, slaggefyldt jern, og undersøgelserne viser blot, at det ikke kan være fremstillet af den danske myremalm. Det kunne man også forvente. Gitteret er smedet omkring 1640, og de danske bønders jernproduktion på basis af myremalm og trækul ophørte ca. år 1600. Jernet er mest sandsynligt svensk eller norsk, men man vil vel gætte på Norge som fremstillingsland eftersom Christian IV her ejede flere jernværker. Mere interessant er det, at man kender manden, der smedede dette gitter. Han har været Danmarks – måske Europas fornemmeste kunstsmed, at faktum han ikke selv har været i tvivl om. Det kommer til udtryk i signeringen af hans største kunstværk, gitteret foran Christian IV’s kapel i Roskilde Domkirke Caspar Fincke bin ich genant, dieser Arbeit bin ich bekant.

Det har næppe været andre håndværkere forundt, at sætte sit fulde navn på en så fremtrædende plads sammen med kongens og på et sted, der er forbeholdt kongen og hans familie.

Jeg villle gerne vide mere om Caspar Fincke. I et nyt biografisk leksikon er bindet, der indeholder F, netop udkommet. Det har en halv spalte om Caspar Fincke, men tre-fire litteraturhenvisninger. Denne litteratur fremskaffede folkebiblioteket lynhurtigt. Alle artikler indeholdt nye litteraturhenvisninger og situationen udviklede sig næsten til en kædereaktion, som hele familien var involveret i. Børnene vejede de bøger, de havde hentet på biblioteket og forsvandt blot navnet på Caspar Fincke blev nævnt. Men nu ved jeg også en hel del om Caspar Fincke og om smedens forhold på Christian IV’s tid.

Fincke er født i Sydtyskland og kommet til Danmark i 1610, hvor han fik arbejde på Kongens våbensmedie ved Kronborg til en løn af 7 Dbr. pr. måned inklusive kostpenge. Det er svært at bedømme, hvor høj en levestandard, man har haft med 7 Dbr. om måneden; men livet har nok ikke været så let på den tid. Det fremgår af Kjöbenhavns Smedelaugs skrå fra 1682, at svende og drenge skulle være på værkstedet kl. 4 om morgenen og at arbejdstiden varede til kl. 9 om aftenen. Svendene kunne dog godt tillade sig at holde ”blå mandag” en gang i mellem. Skulle en svend vise sig at være ”modvillig” blev han skrevet op på en sort tavle, der var anbragt i oldermandens hus. Så blev det nok svært at skaffe sig arbejde.

I 1612 indtrådte Caspar Fincke i Helsingørs smedelaug og samme år blev han gift med den 11 år yngre Sofie Behrendsdatter, der døde som 29årig. Det er på den tid hans smedejernsarbejder begynder at dukke op. Det er ikke blot gitre, men også andre smedejernsarbejder, der udføres. Således har Københavns Slot betalt 40 Dbr. for ”en smørtønde, han havde beslaget” og Chr. IV lod ham beslå to kister til Sofie Elisabeth i 1634.

Han har nok haft en høj stjerne hos Christian IV, der i 1617 lader ham fremstille et gitter til vinduet foran hans kirkestol i Frederiksborg Slotskirke. Det er dette gitter, der i følge arkitekten Thura er ”saa kunstigt og net udarbejdet, at den gemene Mand endog vil forsikre, at Fanden selv har gjort det”.

Caspar Finckes hovedværk er dog de pragtfulde gitre foran Christian IV’s kapel. Her har han udnyttet alle jernets muligheder. Begge gitre er delt op i felter, hvoraf ikke to er ens. Det er for øvrigt karakteristisk for Finckes gitre at han aldrig ”snyder” ved at anvende samme mønster flere gange i samme gitter.

Christian IV har været i god tid med at bestille sit gravsted. Han døde i 1648, men i sin skrivekalender har han den 6. januar 1618 noteret, at et gitterværk til begravelsen i Roskilde er blevet fortinget med Caspar Fincke, at han skal have 200 Dbr. for hvert skippund, således at kontrakten videre formelder, og han allerede har fået 200 Dbr. på hånden. Sidste rest for gitrene blev betalt den 26. maj 1621. Gitrene kostede i alt 3700 Dbr., hvilket ifølge Francis Beckett skulle svare til 30.000 Kr. i 1913-penge.

Allerede under Frederik II arbejdede der et par melmøller, der skulle udnytte vandmøllerne ved Hellebæk. Hans søn og efterfølger Christian IV mente, at der fandtes jernmalm på egnen og i 1601 beskikkede han Poul Smelter til ”i den nye Smeltemølle, som Vi ved vort Slot Kronborg have ladet bygge …. At skulle smelte og forarbejde den jernerzts og malm, som nu der sammesteds udi er fundet”. Man fandt ikke jernmalm i nærheden af Helsingør og smeltemøllen blev i stedet til en grovsmedie eller hammermølle "en halff Mil derfra (Kronborg) er at see Hs.May.’s Hammermølle" ved Hellebæk. Her blev Caspar Fincke mestersvend fra 1622-1630 og senere fik han bestalling som kongens klejnsmed, en ansættelse som Frederik III bekræfter. Caspars søn Morten arvede bestallingen og han har også nydt kongehusets bevågenhed. I 1665 underrettes smedelauget om, at alle fremmede smedesvende, der kommer til Helsingør for at arbejde først skulle tilbydes Hof-Klejnsmed Morten Fincke ”om han til Kongens Arbejde har Brug for dem”.

Caspar Fincke var medlem af Helsingør Smedelaug. Det fremgår af laugsbogen: "Anno 1612. Denn 26. Decembris Er Erligh og Welbeschedenn mand Caspar Fincke, Kleinnschmidt, Borger udi Hellsinngør…for enn fuldkommen Laugsbroder Ind Annammidt". Flere gange var han også oldermand. Laugenes selvgjorte love eller vedtægter var ikke altid i overensstemmelse med almindelig dansk lovgivning. Det fremgik således som et krav, at man skulle være ”ægte” født for at være medlem, et krav som Christian IV i en forordning havde forbudt at stille. Da en afgørelse om et sådant krav blev anket til borgmester og råd trængte Caspar Fincke med ”Mestedelen af Smedene” uopstævnede ind på rådstuen og ville tale et ord med. Fincke gerådede i et skænderi med smedenes egen bisidder, der sagde om Fincke at ”han løj hannem det paa som en Skælm og ingen ærlig Mand”. Det har åbenbart været en meget ærekrænkende bemærkning. De andre smede lod sig forstå med, at hvis Caspar Fincke lod slige ord sidde på sig, ville svendene ikke arbejde for ham. Fincke måtte anlægge sag mod bisidderen.

Caspar Fincke døde som en holden mand i 1655 – 71 år gammel. Han har efterladt sig en skat af pragtfuldte smedejernsgitre, der er signeret med hans bomærke – en korslagt nøgle og hammer. De kan ses ikke alene i Københavnsområdet men også i Nyborg, Odense og Århus.