Vestjyske jernalderbønders råstofudnyttelse: myremalmen mellem landskab og bebyggelse
Med afsæt i myremalmens placering mellem landskab og bebyggelse bearbejdes to hovedproblemer for at afsøge, hvilke nye problemstillinger, der i fremtiden vil kunne belyses gennem bebyggelsesudgravninger.
Først indkredses den kontekst, hvor i jernet blev udvundet og det konkluderes på grundlag af kildematerialets mangfoldighed, at den almindelige vestjyske jernalderbonde sandsynligvis har besiddet en kundskab om jernfremstilling. Han har operationaliseret sin viden, når han havde adgang til myremalm af en god kvalitet, til trækul og til ler - og når der var brug for jernet i egen eller andres hushold. Udnyttelsen af myremalmen til jernfremstilling var således ikke alene forbeholdt specialister, men var også en binæring for de vestjyske bønder.
Dernæst overvejes det, hvor i landskabet bønderne hentede myremalmen og det konkluderes at der ikke nødvendigvis var store afstande mellem råstof og redskab - eller mellem smeltemester og smed. Transformationen fra råstof til redskab kan være foregået tæt omkring den enkelte landsby eller gård. Det kan endda have været den samme bonde, der udførte alle opgaverne. Men kildematerialet er komplekst, og bønderne anvendte ikke nødvendigvis myremalmen på samme måde i alle egne af Vestjylland og gennem alle de 6-700 år, vi i dag definerer som ældre jernalder.
De følgende sider tager deres udgangspunkt i colloquiet Ældre jernalders bebyggelse i Vestjyllands overordnede mål om at afsøge, hvilke nye og anderledes problemstillinger bebyggelsesudgravninger vil kunne belyse i fremtiden. Herunder hvordan landskabet kan inddrages i fortolkningen af bebyggelsen, og hvordan vi, som arkæologer, kan anvende bebyggelsen i fortolkningerne af ældre jernalders samfund.
I den forbindelse er mit ærinde produktionen. Eller fremstillingen. Eller transformationen. En dynamisk proces, hvor mennesker ændrer råstoffer hentet direkte fra landskabet til et materiale, der kan indgå i en kulturel kontekst. Mit eksempel er myremalmens forarbejdning til jern.
Som indledning til dette arbejde er det hensigtsmæssigt at påpege et par af de forhindringer, der ligger foran os. For dem er der flere af, når det gælder de vestjyske jernalderbønders råstofudnyttelse i ældre jernalder. Den første og mest åbenlyse forhindring er, paradoksalt nok, at landsdelen rummer nogle af de største og bedst undersøgte bebyggelser med jernudvinding: Snorup og Drengsted (Voss 1993; Mikkelsen & Nørbach 2003). Vores opfattelse af bebyggelsens organisering i forbindelse med fremstilling af jern er derfor massivt påvirket af forholdene på store pladser med mange hundrede ovne. I yngre jernalder.
En anden forhindring er, at det var på Varde Staalværk, den eksperimentalarkæologiske jernforsknings vugge stod. Her var det, at civilingeniør Robert Thomsen gennemførte sine forsøg med Drengstedovnen i 1960’erne, og i de år var det til Vestjylland, at den europæiske jernforsknings koryfæer drog: ikke alene Olfert Voss og Hans Hingst, men også Kurt Schitzel, Radomir Pleiner og Ronnie Tylecote. Det er derfor, at alle Danmarks arkæologer i dag på deres nethinde har et stærkt - men yderst stereotypt - billede af, hvordan en jernudvindingsovn bør se ud. Hvordan den er placeret i forhold til bebyggelsen og i forhold til landskabet, og hvordan processen fra myremalm til jern forløber. Men også det, er et billede fra yngre jernalder. Og også det, er et billede hentet fra de store bebyggelser, med de mange ovne. Som Thomsen rekonstruerede dem.
Med dette indlæg vil jeg argumentere for en nuancering af denne opfattelse og for, at vi som arkæologer får øjnene op for materialets mangfoldighed, fordi det netop er én af de helt overordnede problemstillinger, der kan belyses gennem bebyggelsesudgravninger. For ved at tage myremalmen som et eksempel vil vi kunne præcisere billedet af de vestjyske bønders anvendelse af landskabets ressourcer. Hvis vi får en større indsigt i den kontekst, som myremalmen blev anvendt i, så vil vi sandsynligvis også kunne nuancere billedet af, hvordan udnyttelsen af landskabet afspejler sig i bebyggelsesstrukturen. På den måde vi vil kunne bruge bebyggelsen til en mere kompleks fortolkning af ældre jernalders bondesamfund og er dermed tilbage ved et af colloquiets centrale mål.
Myremalmen, et råstof i landskabet
Som udgangspunkt for analysen er det vigtigt at vide, at der på trods af arkæologernes flittige brug af ganske detaljerede oversigtskort, aldrig er foretaget en landsdækkende registrering af myremalmen i Vestjylland. I 1966, da Werner Christensen - som afdelingsgeolog i Danmarks Geologiske Undersøgelse - tegnede sit udbredelseskort (Christensen 1966, 62), havde han gennem længere tid beskæftiget sig med den jyske myremalm, og han havde, med hovedkvarter i henholdsvis Bolderslev og Hammerum, foretaget et utal af boreprøver og næsten 4000 analyser af myremalm. På kortet angav Christensen myremalmen, som den formodes at have været fordelt i Vestjylland før 2. Verdenskrig, og med en mere eller mindre udfyldt cirkel-signatur markerede han de områder, han selv systematisk havde eftersøgt for myremalm. Her angav en udfyldt signatur, at der praktisk taget fandtes myremalm overalt, hvor de hydrologiske forhold betingede det, mens en åben signatur angav meget spredte forekomster. Med kors-signatur markerede Christensen, at der fra litteratur, arkiv eller samlinger fandtes oplysninger om, at der var myremalm i området. Med kors-signaturen angav Christensen ikke mængden af myremalm. Udbredelseskortet viser således primært Christensens arbejdsområde - sekundært, hvor Christensen vidste der var, men ikke selv havde set, myremalm. Men kortet viser intet om myremalmens fysiske konsistens eller om dens kemiske sammensætning (Lyngstrøm 2011, i tryk). Og det viser intet om myremalmen uden for undersøgelsesområdet: der kan altså udmærket have været myremalm i de områder, som Christensen ikke besøgte, som Nørre Nebel, omkring Lemvig, Struer og Vinderup og nordligere i Thy, på Mors og i Salling.
Så det er næppe meget forkert at antage, at der i ældre jernalder fandtes myremalm i mange egne af Vestjylland. Spørgsmålet er snarere, om myremalmen var velegnet til fremstilling af jern og - måske vigtigere - om alle jernalderbønder besad en kundskab om, hvordan man udvandt jern. Kan det tænkes, at transformationen fra myremalm til jern var højt specialiseret og kun praktiseret af enkelte? Eller at fremstillingen måske var ritualiseret eller tabuiseret i en sådan grad, at det gav sig udtryk i specifikke sociale og topografiske aktionsmønstre i forhold til bebyggelsen?
For at strukturere disse opgaver kan det være nyttigt vende tilbage til det centrale problem om, hvilke nye problemstillinger, der vil kunne belyses gennem bebyggelsesudgravningerne. For så er problemet, i forhold til colloquiets spørgsmål om hvordan vi anvender bebyggelsen i relation til jernalderens samfund: hvem fremstillede jernet? Og i forhold til spørgsmålet om, hvordan vi inddrager landskabet i fortolkningen af bebyggelsen: hvor hentede de myremalmen?
Hvem fremstillede jernet?
I en indledende diskussion om, hvem der fremstillede jern af myremalm i ældre jernalder, så indtager jernbarrer en central position.
En jernbarre er et stykke jern, smedet ud i en form, der ikke umiddelbart kan identificeres som formen på en brugsgenstand (Hallinder & Haglund 1978, 30). Det kan være en klods, en stang eller en plade. Jernbarren er karakteristisk ved ikke at være tungere, end at den kan håndteres i en almindelig esse og ved ikke at være større, end at en smedetang kan gribe om den. I Danmarks nabolande kan arkæologer definere regulære typer af jernbarrer, hvis forekomst synes regionalt og kronologisk begrænset. De taler om spatelformede jernbarrer, spadeformede, sværdformede dobbeltspidsformede og om stang- og leformede jernbarrer (Lyngstrøm 2008, 47ff). Barrerne kan være nedlagt i store depoter med mange kilo jern i hvert: varelagre, nedlagt af handelsmænd - eller votivgaver, nedlagt i forbindelse med ritualer.
Jernbarren kan på mange måder opfattes som et materielt udtryk for jernets økonomiske og sociale implikationer. Jernbarren er en let omsættelig værdi. Den kan lagres længe, uden kvaliteten forringes, og den kan transporteres over store afstande, uden værdien forringes. Jernbarrer kan fordeles, byttes, deles og smedes alt efter omstændighederne, og det er vigtige egenskaber i forhold til en producent og en konsument. Men samtidigt kan jernbarren repræsentere et farligt stadium mellem myremalm og redskab - mellem natur og kultur - og hvis det er tilfældet, må transformationen fra myremalm til jernredskab være sket i afstand af bebyggelsen, og jernet først som færdigt redskab bragt ind i landsbyen. Richard Hingley (1990, 107) argumenterer således for, at det er tilfældet med hovedparten af de jernbarrer, der er fundet i Forest of Dean-området i England. I dette område er jernbarrer fortrinsvis deponeret i rituelle sammenhænge, mens de jernbarrer, der er fundet i grøfter og nær indgange til hillforts, kan have været anvendt til fremvisning af status eller af trofæ.
Det er derfor det er værd at bemærke, at der, på trods af at der i mere end totusind år er fremstillet jern af dansk myremalm (Olesen 2010, 83f ), kun er fundet ganske få af de standardiserede barretyper i Danmark. Dette er af nogle arkæologer blevet forklaret som en tilfældighed. Alligevel er det påfaldende, at kildematerialet ikke er øget væsentligt, skønt fagfolk og dygtige fritidsarkæologer - mange af dem med metaldetektorer, hvor mange dog diskriminerer mod jern - metodisk har gennemsøgt store dele af det danske kulturlandskab (Voss 1987, 148).
Det lave antal standardiserede jernbarrer fra Danmark kan forklares på flere måder. En forklaring kan være, at der ikke var tradition for at anvende jernbarrer i merkantile eller rituelle sammenhænge i Danmarks jernalder. Men en anden - og ganske sandsynlig forklaring - kunne være, at jernet kun sjældent blev smedet ud i de standardiserede barreformer (som de kendes fra Norge, Sverige, England, Frankrig, Tyskland og Polen), men derimod i en mangfoldighed af ukarakteristiske klodser, stænger eller plader. Og at disse ukarakteristiske former er så svære at genkende, at de ikke opfattes som barrejern, hverken af fagfolk eller af fritidsarkæologer. Måske skal vi i Danmark forsøge på i mindre grad at definere jernbarrer ud fra deres form, men i højere grad ud fra deres densitet. Jo tættere strukturen er (jo færre slaggeindeslutninger der er), jo nærmere er jernet det færdige redskab.
Hvis det er rigtigt, så kan manglen på regulære typer af jernbarrer skyldes, at en stor del af det danske jern aldrig er blevet flyttet særlig langt fra det sted, hvor myremalmen var gravet op. En demonstration eller en deklaration af jernets beskaffenhed var ikke påkrævet, når smeltemester og smed var den samme bonde. Derfor behøvede han ikke at smede jernet ud i en bestemt form, inden det blev omdannet til søm, nagler, redskaber og våben. Det kunne tyde på, at afstanden mellem smeltemester og smed sjældent var stor i rum, tid eller i social kontekst. Og dermed er der intet, der tyder på, at fremstillingen var tabuiseret eller forbeholdt de få.
I overvejelserne om standardiserede og ikke standardiserede jernbarrer må yderligere indgå den iagttagelse, at nutidige smede - helt uden kendskab til arkæologisk typologi - spontant renser jernsvamp ud i ukarakteristiske klodser, stænger og plader, når barrerne vejer mindre end omkring ½ kg, men smeder jernet ud i de former, vi som arkæologer kender som standardiserede jernbarrer, når barren vejer mere end ½ kg. Især den dobbeltspidse form, men også 610 g jern af myremalm fra Tistrup, fik i 2010 en påfaldende lighed med en Mästermyrbarre. Det kunne altså tyde på, at mængden af jern også havde betydning for formen på jernbarren (Lyngstrøm 2010).
Disse overvejelser understreger, at vi ikke nødvendigvis skal lede efter de store afstande mellem råstof og redskab - eller mellem smeltemester og smed. Det tyder på, at transformationen fra råstof til redskab kan være foregået tæt omkring den enkelte landsby eller gård. Det kan endda have været den samme bonde, der udførte alle opgaverne.
Bondens binæringer
Arkæologer har en forholdsvis ukritisk tilgang til begrebet ”en bonde”. Dog hersker der konsensus om, at vi i jernalderen opererer med begrebet ”bonde” frem for begrebet ”landmand”, da dette opfattes som en moderne stillingsbetegnelse, der primært er knyttet til et højt specialiseret dyrehold og agerdyrkning. "Bondens" økonomiske profil synes derimod præget af en lav grad af specialisering under anvendelse af et beskedent og forholdsvist enkelt produktionsapparat. Alligevel kan det hævdes, at denne forestilling hos nogle arkæologer i betænkelig grad er præget af livet omkring rekonstruerede jernaldermiljøer kombineret med en romantiseret forestilling om det førindustrielle landbrug i Danmark. Senest yderligere understøttet af det - også blandt arkæologer - så populære fjernsynsprogram ”Bonderøven”.
Det er for sjældent, at vi i arkæologien arbejder videnskabeligt med at karakterisere begrebet ”en bonde” og med at indkredse de regionale forskelle, der må have eksisteret i jernalderens sandsynligvis ganske sammensatte bondeøkonomi. Måske er det en af de nye problemstillinger, som bebyggelsesarkæologien kan være med til at bearbejde, da disse regionale forskelle netop må have efterladt sig et materielt udtryk i forhold til bebyggelsens organisering og i forhold til landskabets udnyttelse.
En mulighed er, at vi som udgangspunkt følger etnologernes definition af en bonde, som "en person, der har ejendoms- eller brugsretten til et areal, hvis ressourcer han udnytter, dels til forbrug i egen husholdning, dels til afsætning i forarbejdet eller uforarbejdet form" (Stoklund 1998, 10). Måske kan vi så som etnologerne også se konturerne af regionale forskelle i bondekulturen med korndyrkende bønder på landets højst boniterede jorder mellem det nuværende København og Køge, skovbønder på Sydsjælland, slettebønder på Fyn, hedebønder og marskbønder i Vestjylland og kystbønder langs fjorde og vige. Og vi skal nok også operere med et langt bredere fundament end hidtil for jernalderbondens økonomiske overskud: et overskud, der kun delvist stammede fra landbruget, men i høj grad også var resultatet af ikke-agrare produktioner. Disse binæringer skal betragtes som forskellige økonomiske aktiviteter, som for bønder i nogle landskaber spillede en betydeligt større rolle end selve landbruget. Bjarne Stoklund nævner blandt andet skovene som bestemmende for bøndernes økonomi i området omkring Bårse og Præstø på Sydsjælland, for bonden kunne, i hvert fald i nyere tid, mere eller mindre frit bruge træ fra underskoven. På Sydsjælland anlagde bønderne regulære skovhaver, hvor de høstede lange hasselgrene, som de solgte som tøndebånd og hammerskafter, og hvor de podede forædlede æblesorter på de vilde æbletræer (Stoklund 1987, 128f ). De udnyttede landskabets ressourcer, dels til forbrug i deres egen husholdning, men også til afsætning i forarbejdet (tønder) og uforarbejdet (æbler) form. Også i Nordsjælland omkring Gribskov, hvor skovbønderne i nyere tid boede på enkeltgårde og i små landsbyer rundt om og inde i selve skoven, var forarbejdning af træ en meget vigtig binæring. For her var betingelserne for agerbrug ganske ringe på grund af de kongelige vildtbaner, hvor vildtet åd afgrøderne. Derfor satsede bønderne mest på kvægavl, som de supplerede med en binæring i form af svidning af trækul (Stoklund 1998, 21).
Det er karakteristisk for langt hovedparten af binæringerne i nyere tid, at de foregik på basis af lokale råstoffer og ressourcer, og at binæringen involverede såvel ganske let forarbejdede produkter, som brænde eller tørv, som produkter udvundet ved kemiske processer som tjære, trækul eller jern, og som håndværksmæssigt forarbejdede brugsgenstande som lerkar, tønder, vognhjul, strikvarer eller klæde. I nyere tid var hosebinding, især i Hammerum herred, og sorte potter, især i Horne herreder, vigtige vestjyske binæringsprodukter. Og interessant er det, at Linda Klitmøller for hosebindingens vedkommende kan spore en klar social opdeling i arbejdet med denne binæring: mænd og børn kartede, kvinder spandt og tvandt, alle fra omkring fem år op til oldinge bandt, mens det alene var de voksne, der vaskede, valkede og tørrede bindetøjet (Klitmøller 1998, 68). Desuden må vi med hensyn til det arkæologiske materiale være opmærksomme på, at det hverken for binæringen med bindetøjet eller med de sorte potter (Guldberg 1998, 102f ) er tale om statiske strukturer. Binæring er et dynamisk fænomen, der retter sig efter adskillige sociale, økonomiske og politiske parametre. For de er ikke alene afhængige af landskabets råstoffer og bøndernes kyndighed også afsætningsmulighederne spiller en betydningsfuld rolle. I nyere tid er tørvebønderne på Københavns Vestegn et godt eksempel på, at en stor tørvemose først fik betydning, da den nærliggende købstad åbnede sig som aftager for tørvene (Stoklund 1998, 13).
Men da håndtering af myremalm og jern er færdigheder, som de fleste kan tilegne sig af en læremester, så må man formode, at den ganske almindelige bonde i ældre jernalder (større børn som voksne, kvinder som mænd) besad en viden om, hvordan man udvandt jern og kunne gøre det, hvis de ellers boede i et landskab med adgang til de nødvendige råstoffer, og hvis der var brug for jernet i deres egen husholdning eller i andres. Jernfremstilling var altså ikke nødvendigvis en klart markedsrettet og højt specialiseret produktion, som den kunne være i andre områder og på andre tidspunkter, jernfremstilling kunne også være en binæring, der blev praktiseret af bønderne i de områder af Vestjylland, hvor der var adgang til ler, skov og til myremalm af en god kvalitet. Og smeltemester og smed behøvede ikke at have været avancerede specialister. De kan udmærket have været kyndige bønder, der kunne udvinde og smede jern til eget og andres forbrug, på samme måde som de måske kunne flette kurve, sætte tønder eller fremstille trækul.
Hvor hentede de myremalmen?
Tilbage er så spørgsmålet om, hvor i landskabet de jernproducerende bønder hentede råstofferne og hvordan jernudvindingspladsen og bebyggelsen var placeret i forhold til træ, ler og myremalm. Flyttede bønderne ligefrem ind i et område, fordi de vidste at der var god myremalm (Smekalova og Voss 2001, 13f ), så det var råstoffet, der blev bestemmende for bebyggelsens og produktionspladsens placering i landskabet? Eller vendte bønderne tilbage - generation efter generation - og hentede råstofferne i bestemte, og måske fælles, skovområder, lergrave og myremalmslejer, så de transporterede råstoffet fra landskab og produktionsplads? Vi ved det ikke. Det eneste vi kan være helt sikre på er, at svaret ikke er entydigt. Men vi ved, at fremstilling af jern af myremalm tager forholdsvis lang tid, og at råstofferne er tunge, de er omfangsrige, snavsende og flere af dem kræver en forarbejdning, inden de kan indgå i jernudvindingsprocessen.
For at få indblik i bøndernes anvendelse af landskabets råstoffer i forbindelse med udvinding af jern, så kan det være nyttigt at trække på erfaringer fra eksperimentalarkæologiske forsøg. Hvis det vel at mærke sker med det forbehold, at de vestjyske bønder i ældre jernalder havde en meget større erfaring med at udvinde jern, end vi har (Thomsen et al. 2010, 94). Til én udvinding anvendes i dag omkring 350 kg træ, 150 kg ler og 125 kg myremalm. Deraf kan der fremstilles 10 kg jernsvamp, der så renses til omkring 2 kg barrejern. Det drejer sig således om fremskaffelse af i alt 625 kg materialer, der skal flyttes til produktionspladsen på bærebøre eller slæbes på skind (Lyngstrøm 2010).
Af de 350 kg træ skal de 250 kg forarbejdes til store (ca. 10 cm lange
På jernudvindingspladsen blandes de 150 kg ler med vand og strå, halm eller græs og æltes til klodser der stables til en knap en meter høj skakt. Når leret er gravet op, samlet sammen og renset for sten, kan én person bygge en ovn på to dage. Skakten kan anvendes flere gange, men hvis den skal anvendes over en længere periode, måske over flere sæsoner, er det en klar fordel at placere den i en form for bygning (Matthissen 2010, fig. 1). Ikke nødvendigvis en bygning med vægge og døre, men måske snarere et halvtag for at holde jorden omkring ovnen nogenlunde tør. Ovnskakten trækker nemlig væde op og smuldrer så udefra og nedefra.
De 50 kg brænde skal anvendes til forvarmning af ovnen, den dag udvindingen foregår, mens de sidste 50 kg træ skal bruges til et bål, hvorpå 125 kg myremalm ristes. Her skal brændet blot flækkes og stables til et almindeligt, åbent bål. Der er flere eksempler på, at ristningen er sket på selve jernudvindingspladsen, men det kan også være foregået på specielle pladser, hvortil flere typer myremalm er hentet og ristet. En sådan specialplads til sortering og ristning af myremalm er formodentlig identificeret nær Ollerup på Fyn. Her på Sømarken er der fundet knap 200 kg myremalm, såvel frisk som ristet. Myremalmen lå fordelt i otte gruber, der var gravet i nærheden af en stor, flad sten. Anlæggene er ikke dateret og der er kun fundet gruber, myremalm og trækul på lokaliteten (Steenskjold-Sjögren 2006, 17). To af gruberne var forholdsvis ens og målte 2-2,5 x 1 m i fladen og havde en tydelig tofarvet opdeling med tætpakket fyld af granuleret myremalm og myremalm i klumper: sandsynligvis en mile til ristning af malm. Udgraveren foreslår, at det var trækulsmiler, der sekundært er anvendt som ristegruber. Der kunne, ud fra malmens indhold af manganoxid, identificeres to forskellige typer myremalm på pladsen, og fordelingen (Steenskjold-Sjögren 2006, fig. 5) viser, at der har været en klar sortering af myremalmtyperne.
At trækulsmile og ristningsbål kan have været placeret et andet sted i landskabet end på selve jernudvindingspladsen viser os, at svidning af trækul og ristning af myremalm kan have været selvstændige binæringer og ikke altid har været intimt forbundet med jernudvindingen.
Alligevel har råstoffernes forekomst sandsynligvis været en medvirkende årsag til jernudvindingspladsens placering i landskabet. Der skal vægtige argumenter til, hvis man ikke prioriterer at spare transport af bare nogle af de 625 kg . Men bønderne har også skulle tage hensyn til adskillige andre forhold, som selve jernudvindingsprocessens forløb, især hvis de ikke anvendte bælge, men var afhængige af naturligt træk. Så skulle ovnen placeres i forhold til den fremherskende vindretning. Også de logistiske forhold omkring arbejdet med en adgang til vand, forsyninger af mad og drikke samt overnatningsforhold kan have spillet en væsentlig rolle med hensyn til placeringen af pladsen, ligesom ejerskabsforhold og rettigheder over jord, råmaterialer og det færdige produkt kan have haft betydning. Men disse overvejelser behøver ikke have været de samme på alle pladser – eller gennem alle år.
Et eksempel på virkelighedens kompleksitet er jernudvindingspladsen Rønkilde, der er udgravet af Herning Museum. Her er myremalm og slagge analyseret fra fire jernudvindingsovne og sammenlignet med den lokale myremalm. I alle fire ovne var myremalmen karakteristisk ved at indeholde forholdsvist meget manganoxid (mellem 0,8 og 1,1 %). Det betyder, at udvindingen må være foregået på baggrund af en mørkfarvet manganmalm og ikke med den lokale myremalm (Jouttijärvi 2009, 2), der indeholder langt mindre manganoxid. Fra tre af ovnene havde slaggerne et ganske lavt indhold af jernoxid (42,8-50,7 %) hvilket betyder, at smeltemesteren har kunnet styre processen usædvanligt godt og dermed har fået et maksimalt udbytte. Det er sporene af en dygtig bonde, der har valgt den lokale myremalm fra.
Nye problemstillinger i bebyggelsesarkæologien
I ældre jernalder fandtes der myremalm, der var velegnet til fremstilling af jern, i mange egne af Vestjylland. Og der er intet, der entydigt påviser, at transformationen fra myremalm til jern var højt specialiseret eller kun var praktiseret af enkelte. Der er heller ikke noget, der tyder på, at fremstillingen var ritualiseret eller tabuiseret i en sådan grad, at det gav sig udtryk i specifikke sociale og topografiske aktionsmønstre i forhold til bebyggelsen. Men kildematerialets mangfoldighed kan indikere, at den ganske almindelige vestjyske jernalderbonde har besiddet en kundskab om jernfremstilling, og at han har operationaliseret sin viden, når han havde adgang til myremalm af en god kvalitet, til trækul og til ler - og når der har været brug for jernet i egen eller andres hushold. Disse overvejelser understreger, at vi som arkæologer ikke nødvendigvis skal lede efter de store afstande mellem råstof og redskab - eller mellem smeltemester og smed. Og på at transformationen fra råstof til redskab kan være foregået tæt omkring den enkelte landsby eller gård. Det kan endda have været den samme bonde, der udførte alle opgaverne.
Hvis vi tager myremalmen som et eksempel, så bliver det muligt at nuancere billedet af en af de mange binæringer, som bønderne i Vestjylland må have haft i ældre jernalder. Disse binæringer kan, i kombination med agerbrug og kvæghold, have afspejlet sig i bebyggelsesstrukturen. Derfor er det, ved arkæologiske undersøgelser af bebyggelser med jernudvinding, en konstruktiv idé, at man i fremtiden udvider undersøgelsesområderne for at finde myremalmen i landskabet. Så kan man undersøge, om der er en kemisk sammenhæng mellem den og de slagger, der ligger i ovnene.
Men kildematerialet er komplekst og bønderne anvendte ikke nødvendigvis myremalmen på samme måde i alle egne - og gennem alle de 6-700 år vi i dag definerer som ældre jernalder. Så når man arbejder med ældre jernalder, må Snorup og Drengsted ikke blive modeller for, hvordan bebyggelser med jernudvinding har været organiseret. Ligesom Thomsens skaktovn ikke har været den eneste ovntype i Vestjylland. Men myremalm har der været meget af, sandsynligvis også i de områder, som Christensen ikke interesserede sig for. Endnu kender vi ikke kvaliteten af myremalmen og afstanden mellem bebyggelse, jernudvindingsplads og råstoffet i landskabet, men hvis undersøgelsesområderne udvides, finder vi dem måske. Og vi må ikke glemme, at der ligger jernbarrer derude, som ikke ligner standardiserede barrer i formen. Også de kan inddrages i fortolkningen af, hvordan jernalderbønderne brugte det vestjyske landskab.
NOTE
Tak til phd-stipendiaterne i arkæologi på SAXO-instituttet, Københavns Universitet Lone G. Thomsen og Morten Ravn, for deres velkomne og konstruktive kommentarer til teksten.
LITTERATURLISTE
Christensen, W. 1966. Myremalm. Dansk Natur – Dansk Skole årsskrift 1966. 41-67.
Guldberg, M. 1998. Pottebønder og bondeskippere. Bondens mange næringer. Bol og By, landbohistorisk tidsskrift 1998:2. Kerteminde. 100-125.
Hallinder, P. & K. Haglund 1978. Iron currency bars in Sweden I. Workshop Part II. Stockholm
Hingley, R. 1990. Iron Age 'Currency Bars': The Archaeological and Social Context. The Archaeological Journal 147. London. 91-117.
Klitmøller, L. 1998. Fra hosebindende hedebonde til maskinstrikkende husmand. Bondens mange næringer. Bol og By, landbohistorisk tidsskrift 1998:2. Kerteminde. 64-99.
Lyngstrøm, H. 2008. Dansk jern. En kulturhistorisk analyse af fremstilling, fordeling og forbrug. Nordiske Fortidsminder serie C, bind 5. København.
Lyngstrøm, H. 2011. Jern af sjællandsk myremalm – mere end en teoretisk mulighed? Sjællands Jernalder 2009. København, i tryk
Matthissen, A.B. 2010. Jernudvindingshytter ved Bramdrup. Værkstedet, Smedens Rum 1, Arkæologiske Skrifter 9. København. 47-58.
Mikkelsen, P. H. & L. C. Nørbach 2003. Drengsted. Bebyggelse, jernproduktion og agerbrug i yngre romersk og ældre germansk jernalder. Jysk Arkæologisk Selskabs Skrifter 43. Aarhus.
Olesen, M.W. 2010. Hvornår starter en dansk jernudvinding? Kulstof-14 dateringer af midtjyske jernovne fra ældre jernalder. Museum Midtjylland. Midtjyske fortællinger 2010. Herning. 83-92.
Smekalova, T. & O. Voss 2001. Snorup-området – jernproduktion i Vestjylland. Mark og Montre. Ribe. 7-20.
Steenskjold-Sjögren, S. 2006. Sømarken i Ollerup – en malmristeplads. Årbog for Svendborg Museum 2006. Ringe. 16-22.
Stoklund, B. 1987. Båndkæppeskoven og Sydøstsjællands kulturhistorie. Kulturbevaring og dagligliv. Statens Museumsnævn. København. 126-130.
Stoklund, B. 1998. Bønder og binæringer. Bondens mange næringer. Bol og By, landbohistorisk tidsskrift 1998:2. Kerteminde. 8-40.
Thomsen, L.G., H. Lyngstrøm & M.W. Olesen 2010. Storbondens saks. Et forsøg med smedning af en jernaldersaks. Museum Midtjylland. Midtjyske fortællinger 2010. Herning. 93-102.
Voss, O. 1987. Snorup Syd. Arkæologiske udgravninger i Danmark 1986. Rigsantikvarens Arkæologiske Sekretariat. København. 147-148.
Voss, O. 1993. Snorup. Et jernudvindingsområde i Sydvestjylland. Nationalmuseets Arbejdsmark. København. 97-110.
Interne rapporter
Lyngstrøm, H. 2010. Forsøg med udvinding i slaggeaftapningsovn, rekonstruktion af ovnen fra Sdr. Holsted og med smedning af bøjlesaks fra ældre romersk jernalder. Teknisk rapport for HAFF 14/10 med bidrag af Jannie Holm Larsen. Intern rapport fra Sagnlandet Lejre af 22. december 2010.
Jouttijärvi, A. 2009. Analyse af slagger og jern fra Rønkilde (HEM 4880). Intern rapport fra Heimdal-archaeometry af 16. november 2009.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar